1. december 2011 overtager Kenneth Kamp Butzbach posten som national chef i Folkekirkens Nødhjælp.
Han er i forvejen et kendt ansigt i domicilet på Nørregade i Københavns centrum, idet han har været hele turen igennem organisationen først som frivillig tilbage i 2002. Samme år fik han ansættelse som gadehverver, også kaldet “facer”.
Et par år senere blev han landskoordinator for Face2Face og ansvarlig for telemarketing. Siden 2006 har han haft titel af indsamlingschef.
Som national chef bliver 34-årige Kenneth Kamp Butzbach overordnet ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps 124 genbrugsbutikker, samarbejdet med kirkelige og folkelige organisationer samt fundraising i Danmark.
– Jeg glæder mig meget til på en ny måde at bidrage til arbejdet med at give danskerne meningsfulde handlemuligheder, der kan være med til at give verdens fattige et værdigt liv, siger han.
Kenneth Kamp Butzbach er uddannet cand.merc. i organisation, strategi og ledelse og blev valgt ud af i alt 72 ansøgere. Han overtager stillingen efter Lars Rene Petersen, der er stoppet for et stykke tid siden efter gensidig overenskomst.
– Kenneth har stor viden og ekspertise indenfor fundraising og økonomistyring, som vil være et centralt indsatsområde for Folkekirkens Nødhjælp de næste år. Vi ved allerede nu, at han er en dedikeret leder, siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Kenneth Kamp Butzbach har også andre talenter. I sin fritid er han tryllekunstner mest for børn, men også kollegerne i Nødhjælpen har haft fornøjelsen af hans tryllerier ved festlige lejligheder.