Minerydning af veje bliver billigere og mere effektivt med en ny minerydnings-bil, som Folkekirkens Nødhjælp har udviklet, skriver den store humanitære organisation på sit website.
Det drejer sig om et underligt Georg Gearløs-lignende køretøj, som Folkekirkens Nødhjælp i øjeblikket rydder miner med i Angola.
Et stort skrummel af et pansret sydafrikansk specialkøretøj udviklet til at blive sat ind under uroligheder i apartheid-tidens townships – og så påspændt noget, der kunne ligne sprøjtebomme på en dansk forårsmark.
Men det er intet mindre end en verdenssensation, som Folkekirkens Nødhjælps mineryddere har udviklet, hedder det. Køretøjet kan spore landminer hurtigere og mere sikkert end nogen anden kendt metode.
Det tekniske navn er WADS, wide area detection system, og det kombinerer moderne computer- og satellitnavigation med et terrængående køretøj.
– Landminer er et stort problem langs vejene i Angola – de ligger i huller i asfalten og i rabatterne. Mange veje er lukkede, så man kan ikke færdes på grund af faren, siger Sam Christensen, Folkekirkens Nødhjælps tekniske ekspert på området.
– Med WADSen kan vi hurtigt få overblik over, hvor minerne ligger. Det betyder, at vi kan koncentrere os om de farlige steder og erklære resten af området minefrit. På den måde kan vi meget hurtigere og billigere end tidligere skabe forudsætninger for, at genopbygnings- og udviklingsarbejdet kan komme i gang igen, siger han.
– En WADS (Wide Area Detection System) scanner vejen i en meters dybde og i otte meters bredde. Den modtager informationerne fra mellem 8 og 16 GPS-satellitter, og det markeres indenfor få centimeter, hvor minerne ligger. Så kan et minerydningshold bagefter fjerne minen, fortæller Sam Christensen.
– På de første få uger fra WADS-maskinen blev godkendt sidst i 2005, har vi afsøgt mere end 300 kilometer vej. Det er en pæn bid af de omkring 2500 kilometer vej i Angolas østlige del, der er mineret eller lukket fordi man tror det er mineret.
– Med maskinen kan minerydderne bruge al deres tid på at rydde miner i stedet for at bruge 90 procent af tiden på at afsøge vej, hvor der ingenting ligger, fortsætter Sam Christensen.
På en god dag kan maskinen afsøge op til 50 kilometer vej. Maskinen er mange gange hurtigere og billigere, end de metoder man ellers bruger i dag.
Maskinen i Angola er den første af sin slags – men der er brug for flere. Alene i Sudan, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder med minerydning, er der mere end 10.000 kilometer mineret vej.
– Vi ser maskinen som et gennembrud i kampen mod landminer. Det er forfærdeligt, at minerne spreder død, lemlæstelse og frygt nu, hvor krigen endelig er slut. Med maskinen kan vi sætte tempoet i rydningen gevaldigt i vejret, fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær.
Yderligere oplysninger:
Sam Christensen 29 61 99 07, Rasmus Helveg-Petersen 29 70 06 37
Folkekirkens Nødhjælp rydder landminer
Folkekirkens Nødhjælp arbejder tit i områder, hvor der har været krig eller borgerkrig.
Genopbygningsarbejdet koncentrerer sig om at skaffe flygtninge og internt fordrevne jord at dyrke, huse at bo i, vand at drikke – samt skoler og klinikker.
Mange steder bliver arbejdet hindret af, at jorden er forurenet med landminer. De ligger langs veje og broer, nær skoler og brønde – og frem for alt ligger de i den dyrkbare jord.
Uden minerydning sådanne steder bliver alt andet genopbygningsarbejde gjort umuligt.
Folkekirkens Nødhjælp rydder landminer i Angola, Congo, Burundi, Sudan og Albanien. Desuden er der mineoplysningsaktiviteter i Tanzania og fra 1. januar 2006 i Thailand.
Kilde: www.noedhjaelp.dk