1. februar bliver Poul Kjar ny pressechef i Folkekirkens Nødhjælp. Han arbejder lige nu som presserådgiver for udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Kjar har over de seneste 15 år arbejdet som presserådgiver i Udenrigsministeriet ad flere omgange. I alt har han nået at rådgive syv forskellige ministre.
I en pressemeddelelse udtaler Poul Kjar ikke overraskende, at han glæder sig til at starte i sit nye job.
“Først og fremmest glæder jeg mig til at fortælle danskerne om Folkekirkens Nødhjælps ufattelig vigtige arbejde med klima, fattigdom og flygtninge. Vi skal skabe endnu mere engagement og begejstring for organisationens indsats i verdens brændpunkter.”
Han har ifølge pressemeddelelsen som ambition “at gøre Folkekirkens Nødhjælp endnu bedre til at engagere både unge og ældre borgere, virksomheder, det kirkelige bagland, kendte og kongelige.”
Omstrukturering på plads
Når Folkekirkens Nødhjælp henter Kjar ind som ny pressechef i organisationen, sker det efter en udskiftning i ledelsen. Tidligere mediechef i ngo’en Charlotte Harder er rykket op på direktionsgangen og er blevet konstitueret i stillingen som engagementsdirektør efter Kenneth Kamp Butzbachs afgang tilbage i oktober.
Butzbach nåede at arbejde i Folkekirkens Nødhjælp i 17 år, inden han efter aftale med generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen stoppede som engagementsdirektør.
Når Kjar til februar tiltræder sin nye stilling, er ngo’en på plads med sin nye struktur for medie- og kampagnegruppen.
Her bliver Kjar ansvarlig for Nødhjælpens mediegruppe, mens senior projektleder Thilde Marie Skaaning vil være ansvarlig for organisationens kampagnehold.
De kommer begge til at referere til den konstituerede engagementsdirektør Charlotte Harder.
Frem og tilbage til ministeriet
Poul Kjar er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet i 1997. Første gang han satte sig bag skrivebordet i Udenrigsministeriet var i 2004, hvor han relancerede ministeriets gamle tidsskrift ‘Udvikling’, som i dag hedder ‘Magasinet 360°’.
To år senere forlod han sin stilling for at undervise på Danmarks Journalisthøjskole for igen i 2008 at vende tilbage til Udenrigsministeriet – denne gang som souschef for ministeriets presse- og kommunikationskontor.
Poul Kjar sagde igen farvel Asiatisk Plads i 2010 for at arbejde som freelancejournalist i Asien, da hans kone var udstationeret for Folkekirkens Nødhjælp i Honduras og Cambodja.
Siden 2013 har Poul Kjar dog – med undtagelse fra et enkelt sidespring til konsulentvirksomheden Operate i 2017 – arbejdet som rådgiver for forskellige ministre i Udenrigsministeriet.
Artiklen er opdateret tirsdag 10. december klokken 16.35.