Ved udgangen af oktober sagde Folkekirkens Nødhjælp farvel til sin engagementsdirektør Kenneth Kamp Butzbach.
Butzbach nåede at arbejde i Folkekirkens Nødhjælp i 17 år.
Han stopper efter en aftale indgået mellem ham og generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen, fortæller konstitueret engagementsdirektør Charlotte Harder. Samtidig afviser hun, at der skulle være tale om en fyring.
Globalnyt har været i kontakt med Kenneth Kamp Butzbach, der ikke ønsker at medvirke i denne artikel.
På sine 17 år i ngo’en gik Butzbach fra at være frivillig til at have kontor på direktionsgangen.
Hans første engagement i organisationen var i 2002, hvor han hjalp til som frivillig. Samme år fik han ansættelse som gadehverver, også kaldet “facer”.
Et par år senere blev han landskoordinator for Face2Face og ansvarlig for telemarketing. I 2006 fik han titel af indsamlingschef. I 2011 blev han national chef og i 2015 engagementsdirektør.
Som engagementsdirektør havde Kenneth Kamp Butzbach det overordnede ansvar for organisationens kommunikation, frivillige, kampagner og fundraisning.
En kamp om opmærksomhed
Da han tiltrådte på denne post i 2015 indsamlede Folkekirkens Nødhjælp 187 millioner kroner fra private donorer. I 2018 var beløbet faldet til 166 millioner kroner.
I samme periode er overskuddet fra Nødhjælpens sogneindsamling faldet fra 10,2 til 6,7 millioner kroner.
Charlotte Harder blev i marts 2018 ansat som mediechef i Folkekirkens Nødhjælp. Hun er nu konstitueret engagementsdirektør frem til forsommeren 2020.
Hvad er udfordringerne i stillingen som engagementsdirektør i disse år?
“Det er jo et job, jeg lige er trådt ind i, så jeg er ved at lære afdelingen at kende,” siger Harder.
“Hovedopgaven for mig er, at Folkekirkens Nødhjælp er synlig, og at vi markerer os på de områder, der gør os til noget særligt.”
Er det blevet sværere nu end for fem år siden?
“Vi ser i disse år en segmentering af befolkningen. Folk har utrolig mange tilbud at vælge imellem, når de skal beslutte, hvordan de vil bruge deres tid, engagement og penge. Der er mere og mere kamp om opmærksomheden, og det skifter, hvem der er bedst til at få den.”
“Det er vel at mærke ikke kun ngo’er, der er i konkurrence med hinanden om at skabe interesse om netop vores felt – der er også en lang række andre aktører, der tilbyder mulighed for at engagere sig på forskellig vis.”
Magasinet lukker
Det er ikke blot Kenneth Kamp Butzbach, som Folkekirkens Nødhjælp må sige farvel til. Ngo’ens magasin vil heller ikke længere være en del af fremtidsplanerne.
“Magasinet har haft stor betydning i forhold til at kunne fortælle om vores arbejde,” siger Harder.
“Men direktion og bestyrelse har besluttet, at det nu er tid til at overveje, hvordan vi i de kommende år mest effektivt bruger vores tid og penge i forhold til kommunikation.”
Magasinets historie skrives i flere kapitler. Folkekirkens Nødhjælp fik allerede tilbage i 1955 sin første publikation. Magasinet har med sit nuværende navn eksisteret siden 2010.
Der har været en enkelt afskedigelse i forbindelse med lukningen af magasinet, som trykkes for sidste gang ved udgangen af 2019.