Folketinget har indkaldt til konference om Verdensmålene. Blandt talerne er den verdensberømte økonom Jeffrey Sachs og BlackRock, verdens største kapitalforvalter.
Formålet med konferencen er ”at sætte fokus på, hvilke handlinger der skal til for at indfri FN’s 17 verdensmål inden 2030.” Emnet fortjener indsigtsfulde indspark. Det kan flere af paneldeltagerne sikkert levere, men hvilke praktiske forslag kan Sachs og BlackRock mon komme med?
En god plan og en stor pose penge
Da Jeffrey Sachs i 2015 fremlagde sin bog ’The Age of Sustainable Development’ i FN’s hovedkvarter i New York, blev han introduceret som “vor tids Ghandi”. Bono har kaldt ham “Jimi Hendrix af The Woodstock of Global Health”. Begge betegnelser var alvorligt ment.
Ligesom Bono er Sachs en bistandskendis par excellence.
Sachs mener, at fattigdom skyldes mangel på ressourcer, ekspertise og teknologi – ikke politiske problemer. Derfor opnås humanitære fremskridt ved hjælp af klare målsætninger, integrerede interventioner over en bred kam og ekspertsamarbejde. Kort sagt: En god plan og en stor pose penge. Begge punkter understreges som vigtige elementer til at nå Verdensmålene i det FN-forslag, som Sachs har en væsentlig rolle i at udforme.
Sachs er også en ledende fortaler for mega-reformer. Hvad enten det drejer sig om hyperinflation i Bolivia, indførelse af kapitalisme i Polen og Rusland eller om ’The End of Poverty’, Sachs bestseller fra 2005, som førnævnte Bono skrev forordet til, så anbefaler Sachs at gøre det hurtigt og at gøre det stort.
I Rusland anbefalede Sachs, der efterfølgende blev kaldt chok-doktoren, at demontere de fleste af de kontrolmekanismer og subsidier, som havde karakteriseret sovjetborgernes liv i mange årtier. Det skete, da Gorbatjovs reformprogram løb i vanskeligheder i 1990 og 1991, og Jeltsin kom til. Sachs mente, at der ikke skulle spildes tid på ’en tredje vej til socialisme’ eller halvbagte ideer om markedssocialisme.
Rådene faldt i god jord, men resultatet var en fiasko. Mellem 1992 og 1995 faldt Ruslands BNP med 42 procent, og i årene efter levede 44 millioner af landets 148 millioner i fattigdom. Børnedødeligheden nåede niveauet i fattige lande, og kollapset banede vej for den crony-kapitalisme, vi ser i dagens Rusland, og hvis indflydelse på borgernes hverdag er hjerteskærende beskrevet i bogen ’Second Hand Time’ af nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj.
Derefter genopfandt Dr. Chok sig selv som Mr. Aid.
Superoptimist på verdens vegne
Han blev rådgiver for FN’s daværende generalsekretær Ban Ki-moon og senere for Kofi Annan. I dag er han blandt andet direktør for FN’s Sustainable Development Solutions Network.
I 2004 var han med til at starte the Millenium Village Project (MVP) – vel et af de mest kendte udviklingsprojekter i nyere tid. Det var motiveret af, at Afrika syd for Sahara (SSA) ikke kunne nå 2015-målene uden et ”big push” over en bred front: investeringer i jordforbedringer, uddannelse, sundhed, veje, energi, telekommunikation, bedre boliger og mikrofinans.
Jeffrey Sachs på scenen til Global Citizen Concert 2018 i Central Park, New York, 29. September 2018.
Foto: Steven Ferdman/WireImage
Projektet blev gennemført i fjorten landsbyer i ti lande i SSA og kostede cirka 120 dollars per indbygger per år over en tiårig periode. En global udbredelse af denne ”big push”-tilgang vil altså kræve astronomiske beløb.
Trods de mange penge og nogle positive resultater nåede MVP kun en tredjedel af sine mål ifølge en 2018-evaluering – selv om både Sachs og hans kone var medforfattere på evalueringen, blev den alligevel publiceret af ’The Lancet’. Uafhængig var den i hvert tilfælde ikke.
En spritny og grundigere uafhængig evaluering af MVP fandt få eller ingen positive resultater af projektet, der ”næppe har brudt fattigdomsfælden” i landsbyerne. Samlet set skyldes det dårligt design, dårlig implementering og ”alt for optimistiske forventninger”, konkluderes det. Andre uafhængige evalueringer kommer til lignende konklusioner.
At få store ideer til at gro i virkelighedens Afrika er således ikke Sachs’ force. I stedet excellerer han i at være superoptimist på verdenssamfundets vegne – og i at bruge sin position og samarbejdspartnere til at rapportere om Verdensmålene, og om hvor langt vi stadigvæk er fra at skaffe penge nok til at finansiere dem i fattige lande.
BlackRock: Tjen penge og gør godt
Men her kan den private sektor måske hjælpe?
BlackRock er verdens største kapitalforvalter. Hele 47.000 milliarder kroner råder virksomheden over. Så når viceformanden for BlackRocks globale eksekutivkomité, Philipp Hildebrand, taler på Folketingets konference, vil der blive lyttet.
Hildebrand vil sikkert referere til tre vigtige budskaber, som BlackRocks chef, Larry Fink, i begyndelsen af 2020 skrev om i nyhedsbreve til kunder og virksomhedsledere, og som vakte stor opmærksomhed:
- Klimakrisen vil fuldstændigt ændre finansiering af virksomheder. De, som ikke tager krisen alvorligt, vil tabe penge.
- Profitable investeringer sikres ved at investere i firmaer, der efterlever såkaldte ESG-kriterier (Environmental, Social, Governance), som er ret kompatible med Verdensmålene.
- Statslig regulering af ESG er ikke nødvendig: BlackRock integrerer allerede ESG-kriterier i sin rådgivning af investorer.
Alt dette er legitim markedsføring for BlackRocks produkter og ekspertise. Det må være sød musik for mange små og store investorer, inklusive mange pensionskasser, at BlackRock kan hjælpe dem med både at tjene penge og samtidigt gøre noget godt for verden. Det flugter også med, at ESG er det nye mantra i dele af finans- og forretningsverdenen, i World Economic Forum, og (måske?) blandt mange donorer.
BlackRock rammer således ind i vigtige diskussioner om at genopfinde kapitalisme, men budskaberne rejser også en række spørgsmål.
Visioner og virkelighed
I BlackRocks vision er aktieejeres, kapitalforvalteres, arbejdstageres og (lokal)samfundets interesser sammenfaldende (det kaldes stakeholder-kapitalisme), fordi ”motoren i profitabilitet på langt sigt” er at fremme sociale mål. Der er altså ingen interessekonflikter mellem at investere i Verdensmålene og generere profit.
Da jeg spurgte en dansk investeringsrådgiver, om hun købte den idé, var svaret et klart nej. I virkelighedens verden varetager kapitalforvalterne først og fremmest aktionærernes (og egne) interesser, fordi en betragtelig del af forvalternes indkomster er betalt i aktier, som Financial Times gør opmærksom på.
De glade budskaber rejser også spørgsmål om BlackRocks praksis.
Faktum er, at under seks procent af dens næsten 2.500 fonde er målrettet ESG og kun udgør omkring 0,8 procent af firmaets samlede portefølje. Andelen forventes dog at stige kraftig fremover. BlackRock er også begyndt at trække sig ud af investeringer i kul og olie efter at have tabt cirka 90 milliarder dollars på den bekostning over de sidste ti år.
Kun én af de 2.500 fonde er specifikt målrettet Afrika – nærmere bestemt Sydafrika. For fattige lande, der har behov for massiv investering for at nå Verdensmålene, er der altså næppe meget at hente hos BlackRock – eller andre kapitalforvaltere og private investorer for den sags skyld.
99 procent af BlackRocks fonde ligger desuden i Irland og Luxembourg – begge kendte skattely-lande – hvilket giver visse investorer juridisk mulighed for lovligt at undgå eller reducere deres skat. I hvilket omfang det også skjuler mere lyssky transaktioner, kræver detaljeret viden, som ikke er offentligt tilgængelig.
Interessant nok nævner BlackRock intet om skatteforhold i sin lovprisning af ESG.
Dertil kommer, at BlackRocks samlede ESG-rating ikke er prangende. Systainanalytics, der vurderer ESG-forholdene i mere end 23.000 firmaer, placerer BlackRock som nummer 129 ud af 658 finansielle firmaer i branchen. I sin vurdering nævner Sustainanalytics specifikt to kontroversielle sager, der knytter sig til henholdsvis ”skat og regnskabsføring” og ”produkters sociale impact”.
Desværre er der ikke offentlig adgang til detaljerne i disse vurderinger.
ESG-forvirring
Under alle omstændighederne er ESG et flydende begreb. Larry Finks nyhedsbreve forklarer ikke, hvilke eksplicitte kriterier der bruges til at ESG-vurdere firmaer. Det gør for eksempel danske Maj Invest, der specifikt henviser til internationale retningslinjer for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, god virksomhedsledelse og anti-korruption.
Hvis ESG-kriterier for alvor skal have indflydelse, kræver det ensartede internationale standarder. De findes ikke. Det fik forskere fra MIT til at skrive en artikel med den sigende titel ’Aggregate confusion: the divergence of ESG ratings’, der viser, at ESG-analytikere ofte vurderer det samme firma meget forskelligt. Især er der store problemer med bedømmelser af, om firmaer overholder menneskerettighederne.
Denne forvirring har sikkert medvirket til, at EU-kommissionen i april hyrede BlackRock Investment Management (UK) til at rådgive om, hvordan ESG-risici kan integreres i EU’s regulering og monitorering af banker og om, hvordan ESG-mål kan afspejles i bankernes forretnings- og investeringsstrategier.
Det fik medlemmer af Europa-Parlamentet og 92 ngo’er til at protestere: BlackRocks investeringer i fossile selskaber (for eksempel Total og Shell) og i banker (Santander, Deutsche Bank, BNP Paribas, ING og CréditAgricole med flere) skaber interessekonflikter, som underminerer troværdigheden af kapitalforvalterens rådgivning om EU’s Green Deal og om finansiel bæredygtighed, endnu før disse politikker er kommet i gang.
Argumenterne afvises af EU-Kommissionen.
”Doing well by doing good” lyder BlackRock-budskabet. Det lyder for godt til at være sandt.
For selvom BlackRock er en magtfuld aktør i den internationale finansverden, vil firmaet kun levere verdensmålsinvesteringer, hvis de efterspørges – ellers vil kapitalforvalteren ikke overleve og profitere. Afvejninger mellem profit og sociale mål skal derfor være acceptable for store banker og pensionskasser, der således i praksis få væsentlig indflydelse på BlackRocks kapitalforvaltning.
Fra ord til handling
Både Sachs og Philipp Hildebrand fra BlackRock vil uden tvivl sige mange ”rigtige” ord om Verdensmålene (dette er skrevet uden ironi). Men dét, Folketingets konference handler om, er, hvilke praktiske handlinger og politisk bæredygtige forslag der skal til for at nå de 17 mål – også i fattige lande.
Jeg håber derfor, at Sachs vil forklare, hvilke af de 17 verdensmål fattige lande skal satse på, når den ubestridelige kendsgerning er (som Sachs bekræfter), at målene er voldsomt underfinansierede.
Hvad stiller de lande op, når donorer, regeringer og den private sektor ikke kan eller vil skaffe penge nok til at finansiere alle 17 mål?
BlackRock og andre kapitalforvaltere foretrækker selvregulering i deres forvaltning af ESG.
Indtil nu har det tilsyneladende ikke for alvor bremset korporationer i at forårsage miljøødelæggelser, udnytte billig arbejdskraft, begå finansiel svindel og skattesnyd, lobbye for egne interesser eller købe sig til politisk indflydelse ved at bidrage til valgkampagner.
Hvad er BlackRocks begrundelser for ikke åbent at gå i brechen for stærkere statslig regulering af disse forhold, så der kan komme bid i ESG, og dermed bidrage til Verdensmålene?
Hvis de to talere vil svare ærligt på sådanne spørgsmål, vil deltagerne i Folketingets konference få noget brugbart med hjem.
Ole Therkildsen (født 1945) er seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier.
