Klimabloggen
På Globalnyts klimablog skriver fire forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, fra klimaforandringernes frontlinje – dér hvor de rammer hårdest, og dér hvor globale agendaer og klimafinansieringen implementeres i praksis. Bloggen kigger blandt andet på klima og migration, klima og rettigheder, klima og konflikt, lokal viden om klimatilpasning, om grøn energi fører til udvikling, og på om klimafinansieringen når ud til de fattigste. Med udgangspunkt i forskernes viden fra felten, diskuterer de, hvad virkeligheden on the ground betyder for det danske udviklingssamarbejde, politisk såvel som praktisk.
Globalnyts klimablog skrives på skift af fire forskere, som alle forsker i klima i Syd:
- Lily Lindegaard, Post Doc
- Marie Gravesen, Post Doc
- Esbern Friis-Hansen, Seniorforsker
- Mikkel Funder, Seniorforsker
Danske politikere ynder at erklære at vi er et internationalt foregangsland, når det kommer til klima. Men Danmarks klimaindsats kan ikke blot måles på, hvad vi gør herhjemme, for klimakrisen er jo global, og i Parisaftalen har vi, ligesom de andre rige lande, lovet at hjælpe de mest udsatte lande. Ser man Danmarks indsats i det lys, er der på mange måder rigtig meget plads til forbedring, især når det gælder støtte til klimatilspasning. Det er kun endnu mere kritisk nu i lyset af den nye IPCC-rapport.
Læs også: Dyster vejrudsigt for udviklingslandene
Helt simpelt kan man sige, at potentialet for forbedring falder under tre kategorier: finansieringens struktur og størrelse, den udviklingspolitiske strategi og prioritering og den praksisorienterede implementering. Her kaster vi os ud i en kort skitsering af situationen og gør status på dansk indsats.
Finansiering
Noget af det første, der dukker op i diskussionen om Danmarks internationale klimaengagement, er klimafinans – hvor meget giver vi, og er det nok?
Størrelsen af klimafinans er imidlertid svær at opgøre præcist, da målet i sig selv er uklart. Der mangler en fælles international rapporteringsstandard, og dansk rapportering er i sig selv mangelfuld. Men noget kan man trods alt sige. I Copenhagen Accord fra 2009 blev det lovet, at de udviklede lande vil mobilisere 100 milliarder dollars i nye og såkaldt ”additionelle” – altså yderligere – klimamidler hvert år fra 2020. Desværre er det ikke helt klart, hvem der tæller med som ”udviklede”, eller hvad det skal sige at ”mobilisere”, og der er dyb uenighed om hvad ”ny og additionel” skal betyde. I praksis betyder det, at meget af det, der bliver optalt som klimafinans, kommer fra de 0,7 procent af BNI, som Danmark i forvejen har forpligtet sig til i udviklingsbistand.
Når man ser på bilateral klimabistand, er Danmark ikke blandt de værste, men det ville være en overdrivelse at sige, at vi er et foregangsland. Danmark er ikke engang i top 10 over donorer, som vist i figur 1 nedenfor. Her kan man se, at Tyskland og Storbritannien har øget deres udviklingsbistand (gul) og klimabistand (blå) markant siden løftet om nye og additionelle midler i 2009. Vores nordiske naboer Sverige og Norge er også med blandt top 10. Men ”foregangslandet” Danmark mangler.
Når vi taler klimatilpasning, er Tyskland specielt værd at sammenligne sig med, da vores nabo mod syd allerede har haft stor erfaring med at implementere holistiske og inkluderende løsninger, der tager højde for klimamæssige såvel som sociale og miljømæssige faktorer – det man kalder naturbaserede løsninger – hvilket Danmarks nye udviklingsstrategi nævner som vejen frem.
Når vi sammenligner os med de mange lande, der ikke gør nok, kan Danmarks indsats sagtens ses i et positivt lys. Men som selvproklameret foregangsland bør vi ikke lede efter argumenter for at hive i bremsen, men derimod stile efter toppen – og som figuren viser, er vi slet ikke med.
Danmarks udviklingspolitiske strategi
I forsommeren fik Danmark en ny udviklingspolitisk strategi, ”Fælles om Verden”. Først og fremmest skal det siges, at det er kritisabelt, at klimaet først nu, i 2021, bliver fremhævet som en central udfordring i rettesnoren for Danmarks indsats på udviklingsområdet. Det er ikke at “gå forrest”, som strategien ellers påpeger, at Danmark skal. Hvorvidt Danmark rent faktisk går forrest, kommer lidt an på, hvilket felt man ser på. For Danmark kan godt være med i front, når det gælder grøn omstilling. Her kan vi rigtignok inspirere og påvirke andre spillere. Derimod kniber det, når det kommer til klimatilpasning i Danmarks partnerlande. Her skal vi altså i stedet tage ved lære af andres og udviklingslandenes egne erfaringer og fokusere på at komme så langt ud til implementeringsområderne som muligt med både beslutningerne og pengene.
Ros skal der gives til strategiens italesættelse af, at tingene hænger sammen, og integrering i eksisterende politikker og forankring af løsningerne i eksisterende institutioner derfor er vigtigt for den langsigtede effekt. Her tales der om myndighedssamarbejde og samspillet mellem aktører og institutioner – private som offentlige. Det er rigtig vigtigt, og det bliver spændende at se, hvordan dette øgede fokus vil udmønte sig i praksis.
Strategien opstiller 30 konkrete punkter for, hvad Danmark vil arbejde for inden for klima. Det lyder jo imponerende, men i mange af punkterne listes der, hvad Danmark allerede har forpligtet sig til fremfor nye, mere højtstræbende mål. For eksempel beskrives det, at der skal opnås en balance mellem bidrag til klimatilpasning og modstandsdygtighed, og at der skal bidrages med 0.7 procent af BNI i udviklingsfinans. Det er jo fint, men det er ikke nyt. Til gengæld nævnes der ikke noget om, hvorvidt vi vil bidrage med målet om additionel finans, der altså gives som ekstra bidrag udover udviklingsbistanden, som nævnt i forrige afsnit. Dog anerkendes det, at der skal mobiliseres flere midler, men i stedet for at pege fingeren indad nævnes den private sektor og pensionskasserne som potentielle nye spillere på banen. Er det mon realistisk?
Dette er rigtignok en strategi, så helt konkret bliver det nok ikke. Der peges på gode initiativer i forhold til myndighedssamarbejdet og de naturbaserede løsninger, men hvordan det kommer til at udmønte sig i praksis i selve implementeringen, bliver næste skridt.
Implementering
Når det kommer til implementeringen, er der en række punkter, hvor Danmark kan forbedre indsatsen. Som udgangspunkt skal vi støtte partnerlandene i deres egne ønsker og behov, for der findes ingen one size fits all-løsninger, der ikke er kontekstafhængige. Det er der egentlig ikke noget nyt i, men det er fortsat vigtig at slå fast.
Vi skal også, som mange andre lande og aktører, blive bedre til at sørge for at følge pengene til dørs, således at samarbejdet ikke stopper ved det nationale niveau, hvor der så bliver sat en mærkat på hele pengepuljen. Det bliver faktisk nævnt i strategien, at de subnationale og ikke-statslige aktører skal inddrages, hvilket er et punkt, som bliver vigtigt at følge op på i praksis, for her er der behov for forbedring. Det er afgørende, at dem, der er mest påvirket, får mere kontrol over både penge og beslutninger. Der er masser af erfaring, der peger på, at dette giver de bedste og mest effektive løsninger.
For at få midlerne til at arbejde bedst muligt, er der stort potentiale for Danmark i at skubbe på for at få indflydelse i de globale netværk og fonde, som the Green Climate Fund (GCF) og the Global Environment Facility (GEF). For en stor del af de danske klimapenge ender i øjeblikket i disse internationale fonde og institutioner, hvor det altså er andre, der bestemmer, hvad de skal gå til.
En ting, vi kan bruge vores indflydelse til, er at skabe bedre adgang til disse store puljer af klimamidler. Som det er nu, er GCF skruet sådan sammen, at kun et mindre antal store internationale organisationer og enkelte lande har adgang til at ansøge om projekter, hvilket i praksis udelukker sub-nationale og ikke-statslige aktører fra at ansøge om midler til projekter. Det er et problem, fordi det jo netop er disse aktører og instanser, der er tættest på implementeringsområderne og har fingeren i jorden, i forhold til hvilke aktiviteter og aktører der har mest brug for støtte.
Slutteligt er det ikke bare sektorløsninger fra donorer, for eksempel vand og landbrug, der skal understøttes. Men der er også en stor opgave i at samtænke sektorer, som i de naturbaserede løsninger, og at opbygge kapacitet for god regeringsførelse i institutionerne til at håndtere ændringer og inddrage befolkninger på sigt. Her er der altså også plads til forbedring.
Konklusionen
På basis af den nye IPCC-rapport og Danmarks nye strategi er der en række ting, vi kan gøre bedre. Lad os ikke bilde os ind, at vi er i mål. Det er vi ikke. Faren ved at italesætte Danmark som et foregangsland er, at det kan få os til at lette foden fra speederen. Den seneste IPCC-rapport gør derimod klart, at det er nu, vi skal få fart på, for det er sidste chance for at handle ansvarsfuldt. En ansvarlig tilgang til IPCC’s nye rapport og det kommende klimatopmøde i Glasgow er altså ikke at pudse glorien, men derimod at anerkende hvor vi ikke gør det godt nok og så sætte målrettet ind og tage ved lære af de bedste elever i klassen fremfor de middelmådige.
