2015 er et rigtig vigtigt år for hele verdens befolkning. Så vigtigt at Verdens Bedste Nyheder har valgt at døbe det ’Verdens Vigtigste År’. Jeg elsker den slags patos, men det er måske lige at stramme den en tand for meget.
Tre store internationale konferencer udgør begrundelsen for hvorfor 2015 er så vigtigt et år: I juli i Addis Ababa skal der vedtages en plan for hvordan vi finansierer fremtidens udvikling; til september mødes alle verdens ledere så i New York for at vedtage de nye bæredygtige udviklingsmål (SDG), der skal erstatte MDG’erne; og til sidst, i december i Paris, skal de næste mange års klimafinansiering forhåbentligt falde på plads til COP21.
Rigtig meget afhænger af finansieringskonferencen i Addis Ababa. Et dårligt resultat her vil fuldstændig underminere både SDG og COP21 processen, og den skrøbelige optimisme, der trods alt er til stede for de fleste parter.
Forhandlingerne frem mod finansieringskonferencen har naturligvis nok kørt i skyggerne i et stykke tid, men i slutningen af januar fik offentligheden så endelig den første indsigt i hvordan de kommer til at tage sig ud.
FN’s medlemslande mødte i New York til den første af tre forhandlingsrunder, hvor finansieringskonferencens slutdokument skal udformes.
De mange forskellige indlæg kan læses her og her, men hvis man ikke gider den slags, vil jeg kort forsøge at gengive de væsentligste punkter.
Sammentænkning af de forskellige processer
Diskussionerne i FN handlede ikke overraskende om både substans og proces.
Starter vi bagfra, så handlede snakken om proces bl.a. om hvorvidt finansieringskonferencen skal fortsætte i sit eget spor (husk på at finansieringskonferencen i Addis kommer efter lignende konferencer i Monterrey i 2002 og i Doha i 2008), eller forsøge at fuldstændig dække post-2015 rammens finansiering også.
De fleste holdt fast i det andet argument om at man burde bestræbe sig på at gøre finansieringskonferencen til det helt overordnede forum til at diskutere såkaldte Means of Implementation (MoI – basalt set bare instrumenter eller initiativer til at opfylde post-2015 rammen), mens nogle følte at konferencen ikke ville kunne dække alle post-2015 dagsordenens områder.
Denne diskussion gøres yderligere politisk gennem spørgsmålet om man skal monitorere finansieringsbeslutningerne lige så tæt, som man har tænkt sig det med post-2015 målene.
Det ville nemlig betyde at finansieringskanaler såsom syd-syd samarbejde ville blive kontrolleret og monitoreret internationalt, noget der ikke gøres i dag.
De nye vækstøkonomier er ikke meget for at skulle rapportere, hvad de giver bistand og til hvem, men det ville være helt på sin plads.
Dertil kom snakken om forholdet mellem udviklingsfinansiering og klimafinansiering.
Generelt var holdningen fra G77/Kina og enkelte andre alliancepartnere, at klimafinansiering skal rapporteres og forpligtes til separat fra udviklingsfinansiering, og at disse ikke må overlappe.
Desuden måtte fokusset på klimaforandringer under UNFCC (der afholder COP møderne) ikke betyde at man ikke vil løfte miljøspørgsmål i post-2015 rammen.
Udviklingsbistand og private investeringer
Der er enighed om, at alverdens offentlige midler ikke vil være nok til at dække det kæmpe behov for finansiering som vi står overfor.
Alene til udviklingslandene kommer der til at mangle i omegnen af 16 billioner (16 tusinde milliarder kroner, red.) fra 2016.
Bistanden har dog stadig flere substantielle roller, bl.a. med at levere økonomisk støtte til de fattigste lande, for hvem det er stort set umuligt at tiltrække private investeringer.
Der var ikke en kamp ved talerstolen om at gentage 0,7 målsætningerne, men nogle lande gjorde det dog.
Egypten foreslog at hæve målsætningen til 1,5 % af BNI, men det er næppe realistisk, når nu så mange lande i forvejen ikke kan tage sig sammen til at arbejde mod 0,7.
ODA tidsplaner, der kan holde landene fast på deres forpligtelser, har været foreslået tidligere, men dem blev der desværre ikke snakket om.
Den store anden eksterne finansieringskilde udover bistanden er naturligvis private kapitalstrømme.
Her var der enighed om at bistanden skal blive bedre til at løfte private investeringer, mens G77/Kina understregede at private investeringer under ingen omstændigheder må erstatte udviklingsbistanden.
Forholdet mellem intern/ekstern finansiering og national/international ansvarlighed for udvikling var generelt et af de store diskussionsemner.
Vækstøkonomierne prøver så godt de kan, at argumentere for at de er i samme båd som resten af verdens udviklingslande, og at de rige landes forpligtelser ikke bør gælde for dem.
Derfor fremhæver de også syd-syd samarbejde som vigtigt, men som absolut underordnet til traditionel bistand, og afviste ideen om at de to skulle sidestilles og syd-syd samarbejde monitoreres og forpligtes til som ODA bliver det.
Omvendt forsøger specielt EU at fremme en tydelig holdning omkring ’burden sharing’, altså at den økonomiske byrde skal deles, og at ideen om at nogen giver og andre modtager, er et forældet koncept der ikke tilsvarer den verden vi lever i, i dag.
Det betyder naturligvis også at man lægger ekstra fokus på at den interne ressourcemobilisering er ekstremt vigtig.
Skat er et godt eksempel på denne diskussion. På trods af at den internationale skattedagsorden skrider fremad, var der ikke megen støtte til former for international beskatning fra de rige lande inklusiv flere vækstøkonomier, der i stedet fremhævede national beskatning som det vigtigste.
Omvendt var udviklingslandene interesserede i at rykke skattesnakken til et internationalt niveau, og gøre det til et fælles projekt i FN.
Vejen til Addis
Forhandlingernes mangel på konkrete tiltag og forslag bar tydeligt præg af, at der endnu ikke forelægger et egentligt udkast til slutdokument at diskutere ud fra. Det må vi håbe i hvert fald.
Det ligger eftersigende klar i slutningen af februar, og så går forhandlingerne for alvor i gang omkring den reelle tekst, frem mod næste diskussionsrunde i april.
Det er der også brug for, hvis man skal nå til enighed om ikke bare en række finansielle instrumenter (MoI) til at implementere post-2015 rammen og det fremtidige udviklingssamarbejde, men også de lige så vigtige ikke-finansielle instrumenter, der skal være med til at sikre sammenhæng mellem udviklingsmålene og politikområder som skat, handel og investeringer.
