Formand for FN’s Klimapanel træder tilbage efter sexanklager

Forfatter billede

Mandag kom det frem, at en kvinde anklager Rajendra Pachauri, der i over et årti har stået i spidsen for FN’s vurdering af klimatruslen, for sexkrænkelser. Tirsdag valgte den indiske klimachef så at trække sig, men han angiver selv helbredet som årsag.

Dermed forlader Rajendra Pachauri den vigtige post som formand for FN’s Klimapanel, beretter flere medier tirsdag.

Han angiver selv, at der ligger helbredsmæssige årsager bag beslutningen, men mandag beskrev The Guardian, hvordan en 29-årig kvinde har anmeldt den indiske klimachef for seksuelle krænkelser. Avisen skrev, at Pachauri måtte droppe et vigtigt møde på grund af anklagerne.

Den 74-årige FN-formand afviser selv anklagerne, skriver Jyllands-Posten. Han nævner, at hjerteproblemer gør det svært at sikre en stærk ledelse.

“På den baggrund har jeg truffet beslutningen om at træde tilbage fra min post som formand for IPCC, nogle måneder før at min embedsperiode efter planen skulle slutte”, lyder det i et brev fra Pachauri, ifølge Jyllands-Posten.

Rajendra Pachauri ved COP 20 i Lima, Foto: Thomas Jazrawi

Anklagerne skulle ifølge The Guardian omfatte uønskede emails, sms’er og beskeder fra den sociale webtjeneste WhatsApp. Det indiske politi undersøger nu anklagerne.

Over et årti i spidsen for FN’s Klimapanel

Inderen med det karakteristiske hår og skæg har stået i spidsen for FN’s Klimapanel siden 2002, og har dermed været en af de vægtigste stemmer i debatten om klimaforandringer.

Mere om ham på http://en.wikipedia.org/wiki/Rajendra_K._Pachauri

FN’s Klimapanel (http://www.ipcc.ch) har til opgave at vurdere videnskaben om klimaforandringer, klimaforandringernes konsekvenser og komme med anbefalinger til politikerne. I 2007 blev panelet tildelt Nobels Fredspris sammen med Al Gore.

Den seneste rapport fra klimapanelet blev præsenteret af Pachauri i november i København.

Et vigtigt tidspunkt

Viceformand Ismail El Gizouli er nu blevet udpeget til midlertidig formand for FN’s Klimapanel. Han skal stå i spidsen indtil man kan vælge en ny formand.

Den nye formand kommer til at lede FN’s Klimapanel på et vigtigt tidspunkt, da en ny international klimaaftale efter planen skal vedtages i december i Paris.

Se også pressemeddelelse, som kan hentes (downloades) på http://www.ipcc.ch/pdf/ar5/P41_acting_chair.pdf