Fornem hæder for mod og opofrelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

3 danske sygeplejersker modtog torsdag Florence Nightingale-medaljen for exceptionelt mod og opofrelse i krigs- og katastrofeområder i Den 3. Verden.

Hædersbevisningen uddeles hvert andet år af Internationalt Røde Kors og gives i år til 35 sygeplejersker verden over, heriblandt danskerne Alice Nielsen, Marianne Hallberg og Merete Engell.

Alice Nielsen fra Aalborg blev udsendt for Dansk Røde Kors første gang i 1989. Det var til Pakistan. Siden har Røde Kors sendt hende til de mest farlige og vanskeligste områder i verden. F.eks. Sierra Leone, Sudan, Liberia og Afghanistan. Alle steder har Alice Nielsen gjort en kæmpe forskel for syge og sårede i krigs- og katastrofeområder. Hun er en af Røde Kors mest erfarne sygeplejersker.

Som 28-årig tog Marianne Hallberg, København, til Etiopien. Det var i 1985 og hendes første mission for Folkekirkens Nødhjælp. Massiv tørke og hungersnød hærgede det store land på Afrikas Horn, og Mariannes opgave var bl.a. at veje og undersøge underernærede børn, behandle deres infektioner og at uddele mad.

Siden har Marianne Hallberg brugt 17 år på at kæmpe mod hungersnød og forsøgt at forbedre sundheden for menneskene i lande hærget af krig og tørke. I dag bruger hun sine årelange erfaringer i Folkekirkens Nødhjælp som landekoordinator for Sudan.

Allerede som studerende besluttede Merete Engell, København, at hun ville arbejde med humanitært hjælpearbejde. Hun begyndte i Etiopien i 2001, og siden har hun arbejdet for Læger uden Grænser i bl.a. Afghanistan, Liberia, Darfur-provinsen i Sudan og DR Congo. Hun har hjulpet ofrene for flere af verdens glemte konflikter og brugt mange kræfter på at fortælle omverdenen om disse konflikter – ikke mindst har hun gjort meget ud af at fortælle om voldtægt af kvinder og børn.

– Jeg er glad for og stolt over, at 3 danske sygeplejersker får Florence Nightingale-medaljen, de har alle udmærket sig helt ud over det sædvanlige. Kriterierne for at få medaljen handler om exceptionelt mod og selvopofrelse i konflikt- og katastrofeområder. Det har de alle på hver deres måde levet op til. De udgør essensen i sygeplejeinstitutionen, og jeg er sikker på, at Florence Nightingale ville have været stolt, sagde Connie Kruckow, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, som har indstillet de 3 prismodtagere.

– Florence Nightingale-medaljen er den fineste internationale pris, der findes, for den er en påskønnelse af det mest ædle, et menneske kan gøre. Sygeplejerskerne er mine personlige helte. De må ofte træffe beslutninger om liv og død helt alene, ofte under meget vanskelige forhold, langt væk fra mediernes bevågenhed, sagde generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen.

Florence Nightingale-medaljen er indstiftet i 1912 og nu givet til 26 danskere. Medaljen uddeles hver andet år af Internationalt Røde Kors.