Lars Erslev Andersen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier
I disse dage rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Mellemøsten, nærmere bestemt til Israel, Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah på Vestbredden samt Jordan og Libanon.
Med på rejsen bringer han et budskab om, at den eneste varige løsning for fred i Palæstinakonflikten er en tostatsløsning, og han henviser til, at der i det internationale samfund er et voksende pres på ”parterne” for en sådan løsning.
Lars Løkke Rasmussen har fuldstændig ret i, at stort set alle stater i FN, inklusive USA, Kina, Rusland, Indien, EU, alle arabiske stater, alle muslimske stater i Organisationen af Muslimske Lande, landene i Sydamerika og Afrika bakker op om en tostatsløsning.
Det har stormagterne gjort, siden det jødiske samfund i Palæstina i maj 1948 erklærede oprettelse af staten Israel. Det skete, efter at FN i november 1947 havde vedtaget den såkaldte delingsplan, der foreslog to stater: En lille palæstinensisk og en større jødisk.
Palæstinenserne ville ikke gå med til en deling af Palæstina, hvor de havde boet i århundreder
Lars Erslev Andersen
Storbritannien undlod at stemme for planen, fordi landet støttede et arabisk og palæstinensisk forslag om, at jøder og palæstinenserne skulle leve sammen i en udelt, fælles stat med flertalsledelse og mindretalsbeskyttelse.
Da muslimske og kristne palæstinensere tilsammen udgjorde to tredjedele af befolkningen og jøderne den sidste tredjedel, ville en sådan stat formentligt have fået en ikke-jødisk ledelse. Derfor afviste det jødiske samfund dette forslag.
Palæstinenserne ville ikke gå med til en deling af Palæstina, hvor de havde boet i århundreder og hvortil langt det store flertal, flere end en halv million, af jøderne i 1948 var indvandret siden begyndelsen af 1900-tallet. Alligevel accepterede den indfødte befolkning at dele landet med jøderne, men i en fælles stat.
Stendød delingsplan
Fordi de arabiske stater og palæstinenserne sagde nej til delingsplanen i 1947, kunne den ikke realiseres og blev derfor aldrig ført ud i livet. FN forsøgte ved at sende en kommission til området for at overse, at delingsplanen blev fulgt op af de to parter. Men man måtte give op, fordi palæstinenserne afviste planen.
Kommissionen meddelte FN’s Sikkerhedsråd, at delingsplanen kun kunne gennemføres ved tvang og bad rådet om at autorisere en militær FN-styrke til at tvinge planen igennem. Det drøftede man i Sikkerhedsrådet, men som den amerikanske repræsentant i rådet konkluderede, var FN ikke sat i verden for at tvinge FN’s territoriale forslag igennem imod de berørte befolkningers vilje.
FN skulle være fredsskabende, ikke føre sine forslag igennem i form af krig. Det ville være imod FN’s idé og vedtægter.
Dermed var delingsplanen, som lederen af det jødiske samfund David Ben-Gurion også tørt konstaterede, stendød. Og derfor er det ikke korrekt at sige, at Israel blev oprettet som følge af en FN-beslutning, for planen blev aldrig realiseret.
Det gjorde Benjamin Netanyahu med rette også Frankrigs præsident Emmanuel Macron opmærksom på, da Macron i sin kritik af, at Israel forbyder FN’s organisation UNRWA at arbejde i Israel og de besatte områder, sagde, at Israel skulle huske, at staten var oprettet ved en FN-beslutning. Nej, det er Israel ikke. Israel blev ensidigt oprettet af det jødiske samfund med støtte fra USA og europæiske stormagter.
Efter at Sikkerhedsrådet havde konstateret, at delingsplanen ingen gang havde på jord, begyndte nye overvejelser om en anden løsning. Alle var klar over, at det ville komme til krig, hvis jøderne ensidigt oprettede deres egen stat, og at det ville være et overgreb på den palæstinensiske befolknings rettigheder.
Israel blev ensidigt oprettet af det jødiske samfund med støtte fra USA og europæiske stormagter
Lars Erslev Andersen
For at undgå dette overvejede USA i stedet for delingsplanen en model, hvor et jødisk og et palæstinensisk samfund skulle leve i samme palæstinensiske stat under FN-formynderskab.
Det arbejdede de jødiske ledere indædt imod, og det lykkedes dem gennem dygtigt diplomati at overbevise den amerikanske præsident Harry S. Truman om, at han skulle støtte den israelske stat, når de ensidigt erklærede den i maj 1948.
Mens det amerikanske udenrigsministerium støttede planen om et Palæstina under FN-formynderskab, var lederne af USA’s forsvar mere varme på tanken om en suveræn jødisk stat i Mellemøsten.
De argumenterede for, at det med udsigt til rivalisering med Sovjetunionen i det, der blev til den kolde krig, og med oliens stadig større globale strategiske betydning ville det være godt med en trofast allieret i Mellemøsten. Staten Israel kunne varetage denne rolle. Samtidig ville det også forhindre den nye stat i at alliere sig med Sovjetunionen.
Argumenterne overbeviste Truman, der også af religiøse grunde var tiltrukket af tanken om en jødisk stat i det bibelske Palæstina. Samtidig havde han, som han sagde, brug for jødiske stemmer ved det kommende præsidentvalg. Derfor støttede han til stor overraskelse for det nyetablerede CIA samt sin egen regering Israel, med det samme staten var erklæret oprettet i maj 1948.
Sovjetunionen var den første stat til formelt at anerkende den nye stat, men USA var den første til kun 11. minutter efter at anerkende den politisk.
Alle vidste, beslutningen ville føre til krig. Israel var velforberedt og nedkæmpede effektivt de dårligt organiserede arabiske stater, der angreb den nye jødiske stat.
Under krigen indledte FN nye bestræbelser på at forhandle en fredsløsning. Sikkerhedsrådet sendte den svenske grev Folke Bernadotte til regionen for at forhandle om en tostatsløsning, som han medbragte et udkast til i sin diplomattaske.
Han blev dog myrdet af en israelsk terrorgruppe, Sterngruppen, ledet af den senere israelske premierminister Yitzhak Shamir. Udover våbenhvile kom der ingen løsninger på konflikten.
Ingen accept af stat
Ideen om tostatsløsning lå underdrejet frem til 1988: Israel havde i 1967 besat Vestbredden og Gaza og i 1988 opgav Jordan sit krav på Vestbredden. Det muliggjorde, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, kunne erklære oprettelse af en palæstinensisk stat omfattende en fjerdedel af det historiske Palæstinas territorium i form af Gaza og Vestbredden.
Palæstinenserne havde med andre ord ændret holdning og ville nu acceptere en deling af Palæstina.
Reelle forhandlinger kom der dog ikke. Osloprocessen fra 1993 og frem handlede ikke om at skabe en palæstinensisk stat, men om etablering af et palæstinensisk selvstyre i ca. 18 procent af det historiske Palæstina.
Den handlede som sagt ikke om palæstinensisk statsdannelse, selvom mange måske håbede, den ville ende der. Og heller ikke selvom den israelske premierminister Yitshak Rabin udtalte, at processen måske kunne føre til etablering af ”a Palestinian Unit” idet han omhyggeligt undlod at bruge ordet ’stat’.
Alligevel var hans ansvar for Osloprocessen for meget for nationalistiske jøder, hvoraf en myrdede ham i 1995. Året efter døde Osloprocessen.
Osloprocessen døde, fordi der opstod uenighed om en israelsk bosættelse midt i Hebron. Israel ville ikke rømme den, og palæstinenserne insisterede på at få den rømmet. Begge parter havde store interesser på spil, fordi Patriarkernes grav ligger her.
Men Osloprocessen blev også undermineret af terrorisme. Både israelsk da en jødisk nationalist nedskød 29 bedende muslimer i Hebron i februar 1994 i protest mod Osloprocessen, og af en serie af selvmordsterrorisme rettet mod israelere i Jerusalem og Tel Aviv udført af Hamas. Hamas var imod Osloprocessen, fordi Hamas ikke ville anerkende Israel.
I stedet forsøgte præsident Bill Clinton med nye forhandlinger. Først i Camp David i 2000, hvor de brød sammen, inden de kom i gang, fordi den israelske leder Ehud Barak ikke ville tillade palæstinenserne at få Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat, hvilket Arafat ikke kunne acceptere.
Et halvt år senere forsøgte han med nye forhandlinger, men Arafat sagde nej til hans forslag, fordi det ikke indeholdt en løsning for alle de palæstinensiske flygtninge fra 1948, og fordi Clinton foreslog en ”demilitariseret palæstinensisk stat” – altså en stat, som ikke måtte have suveræn kontrol over eget territorium og egne grænser.
Israel har aldrig accepteret etablering af en suveræn palæstinensisk stat. Da George W. Bush pressede på for at få parterne til acceptere hans ”Køreplan for Fred” i 2003, som angiveligt skulle lede frem til en suveræn palæstinensisk stat, accepterede Israel kun planen med 14 forbehold.
Israel har aldrig accepteret etablering af en suveræn palæstinensisk stat
Lars Erslev Andersen
Forbeholdene var blandt andet, at en kommende palæstinensisk stat skulle være demilitariseret, ikke måtte have en lufthavn, ikke måtte kontrollere eget luftrum, ikke måtte kontrollere sine grænser og ikke måtte forhandle og lave aftaler med andre stater uden Israelsk godkendelse.
Alligevel gik processen i gang, men efter to måneder var den skudt i sænk af palæstinensisk terrorisme og israelske jagerfly.
Siden har der ikke været reelle og forpligtende forhandlinger om en tostatsmodel. Der var måske optakt til det under en dialog mellem Ehud Olmert og den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas i 2008, men det blev ved dialogen.
Heller ikke Benjamin Netanyahu har nogensinde accepteret etablering af en suveræn palæstinensisk stat. Man kan blot læse hans mest forsonende tale, som han gav på Bar Ilan Universitetet i 2009. Her gentager han de 14 israelske forbehold fra 2003 som reelt ikke vil føre til en palæstinensisk stat, men et meget begrænset selvstyre.
Trumps plan
Fordi amerikanske præsidenter gennem tiden har spillet en afgørende rolle for udviklingen i regionen, er det til slut værd at se på den kommende præsident Donald Trumps holdning til konflikten.
I 2020 fremsatte Donald Trump en fredsplan, som hans svigersøn Jared Kushner havde forhandlet alene med israelerne. Selvom planen blev lanceret som en tostatsmodel med Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad, foreslog den begrænset selvstyre i nogle enklaver samt ikke Østjerusalem, men landsbyen Abu Dis som hovedsæde for selvstyret.
Alle de 14 israelske forbehold fra 2003 var opfyldt. Hertil kom, at de israelske bosættelser på Vestbredden skulle forblive intakte, og at en meget stor del af den palæstinensiske befolkning i de besatte områder skulle integreres i de arabiske nabostater.
Nu vil Israel annektere og bosætte den nordlige del af Gaza og overlade befolkningens skæbne til det internationale samfund
Lars Erslev Andersen
Så sent som i januar 2024 erklærede Netanyahu direkte til den amerikanske præsident Joe Biden, at Israel ikke accepterer en tostatsmodel, og at det er erklæret politik i hans regering at undgå, der kommer en palæstinensisk stat.
Ikke desto mindre kan Israel formentlig godt acceptere Trumps fredsplan, fordi den ikke giver palæstinenserne en stat, fordi den ikke rører ved bosættelserne, fordi den tillader israelsk annektering af store dele af Vestbredden, og fordi den vil arbejde på at flytte store dele af den palæstinensiske befolkning til de arabiske stater.
Hvis den model kaldes en tostatsmodel, som Trump og danske medier gjorde i 2020, så er det vel ok for Netanyahu. For den opfylder alle de israelske krav og ingen af de palæstinensiske. Siden er angrebet den 7. oktober 2023 og krigen i Gaza kommet til.
Nu vil Israel annektere og bosætte den nordlige del af Gaza og overlade befolkningens skæbne til det internationale samfund. Det vil Trump givetvis gerne gå med til.
Dette er de aktuelle perspektiver for en tostatsmodel. Det er formentlig ikke dem, Lars Løkke Rasmussen tænker på, når han vil insistere på en tostatsmodel. Men det gør Israel og USA under Trump.
