To forskere skal skrive udredning om Danmarks krige i Kosovo, Irak og Afghanistan

Laurits Holdt

Det bliver lektor Rasmus Mariager og professor Anders Wivel, Københavns Universitet, der skal forestå den uvildige udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

De blev tirsdag udpeget af udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Fire partier (V, LA, DF og K) står bag den politiske aftale om udredningen, som blev indgået, efter at Irak- og Afghanistankommissionen blev nedlagt af regeringen sidste år.

Ifølge aftalen skal udredningen udarbejdes af en faghistoriker (som forskningsleder) og en politolog med speciale i militære studier.

Det er disse to stillinger, som nu er blevet besat med Rasmus Mariager og Anders Wivel.

Fuld adgang for forskerne
 
De to forskere vil under udredningsarbejdet få fuld adgang til alle dokumenter, også klassificerede, som er sendt til Irak- og Afghanistankommissionen.

Derudover vil forskerne ifølge aftalen som udgangspunkt få adgang til øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som forskerne finder relevant hos danske myndigheder.

Arbejdet med udredningen forventes iværksat snarest muligt, inden for få uger, og den forudses færdig og offentliggjort den 1. juni 2018.

Kristian Jensen siger:

 ”Jeg er meget tilfreds med, at vi kan sætte to velrenommerede og erfarne forskere i spidsen for den uvildige udredning om Danmarks militære engagement. De to forskere er blevet indstillet af Rektorkollegiet, og er udpeget i enighed mellem fire partier. Forskerne står over for et stort og vigtigt stykke arbejde, og jeg ser frem til at læse udredningens konklusioner, når den ligger færdig i 2018.”

Læs mere om Rasmus Mariager og Anders Wivel på Københavns Universitets websted