I akademiske kredse er der en talemåde: ”Publish or Perish” eller på dansk ”udgiv eller forsvind”. Derfor findes der også en imponerende og mangfoldig mængde akademiske artikler og bøger. Men selvom forskere konstant må løbe hurtigere og hurtigere for at nå at udgive dem, så viser statistikken, at akademiske artikler og bøger læses af færre og færre mennesker. Samtidigt bliver forskere ofte bedt om at have en stærk dissiminerings-strategi når vi søger penge og at formidle vores forskningsresultater i kortere og mere letforståelige tekster.
En nylig undersøgelse foretaget for Undervisningsministeriet viser desuden, at forskere på universiteterne er de mest pålidelige kilder til information. På samme tid har vi mindre og mindre tillid til den offentlige debat, og respondenter på undersøgelsen efterspørger, at forskningsbaseret viden fylder mere i danske medier.
Hvordan kan forskere tilpasse sig den nye virkelighed og samtidig insistere på, at formidle vores forskning uden at forsimple komplekse problemstillinger? At lave film er en af metoderne. Forskere har en unik indsigt og dermed mulighed for at bidrage til en mere nuanceret, demokratisk dækning og samtale om forskning, eksempelvis i spørgsmål om international politik, hvis vi bruger film og audiovisuelt materiale til at fortælle komplekse historier i stedet for at lade de sensationelle historier, forskere ofte er kritiske overfor, dominere billedet. Al forskning skal og kan naturligvis ikke formidles gennem film. Kræftforskning og store kvantitative undersøgelser har eksempelvis deres helt egne og nødvendige formater. Men det er på tide, at vi stopper med at se på visuelle fortællinger, podcasts og andre nye måder at kommunikere forskning på som ”sjove” tilføjelser til en forskerprofil.
Jeg har været filminstruktør næsten lige så længe, som jeg har være antropolog og forsker i globalisering og migration. Igennem årene har jeg instrueret og med-instrueret seks dokumentarer om migration, som er blevet vist både herhjemme og i udlandet og både i biografer og på tv. Min seneste dokumentar ’Hjertelandet’ er instrueret sammen med Janus Metz (Armadillo 2010, Borg vs McEnroe 2017) og er netop udkommet i biografer landet over. Filmen havde international premiere på Toronto International Film Festival og europæisk premiere på Zürich Film Festival, hvor den vandt prisen for Bedste Internationale Dokumentarfilm.
Læs mere: DIIS-forsker får filmpris (09.10.2018)
Vi har filmet og fulgt en gruppe thailandske, kvindelige migranter og deres familie over 10 år. Filmen dokumenterer, på godt og ondt, konsekvenserne af migration over tid. Ægteskab indgås og falder fra hinanden, børn bliver voksne og flytter hjemme fra og livet går sin gang i to landsbysamfund på hver sin side af kloden.
Når vi taler om migration, fokuserer vi ofte på den fysiske rejse, til fods over ørkenen eller i overfyldte gummibåde over Middelhavet, på ankomsten i det nye land og på de grænser, migranten har måtte krydse for at komme herop. ’Hjertelandet’ giver seerne et indblik i, hvad migration betyder for både mennesker og samfund over tid og over generationer.
Forskning til det brede publikum
Forskningsbaserede dokumentarfilm, som dem jeg har været med til at lave, når ud til et langt større publikum end akademiske artikler. Og jeg oplever en stigende efterspørgsel efter at bringe forskning om international politik og globale problemstillinger til det store lærred. Men jeg oplever også ofte, at forskere har en ide om, at dokumentarfilm oversimplificerer komplekse problemstillinger eller fremstiller dem i et ukritisk og sensationelt lys. Og netop derfor har vi brug for, at flere forskere er medskabere af dokumentarfilm, og det oplever jeg i stigende at mange forskere også gerne selv vil.
For mig at se er der mange fordele ved at kombinere forskning og film. Forskningsbaserede film med et stærkt narrativ og velvalgte bærende kilder kan bruges i klasseværelser, til konferencer, på tv og i biografer og filmfestivaller verden over. De bliver set af forskningsfinansiører, politikere – og i Det Globale Syd, hvor mange af os laver vores feltarbejde.
Derfor handler det ikke kun om den enkelte forskers lyst og evne til at formidle via film. Det er ikke kun den enkelte forskers ansvar. Det handler i høj grad om institutionel opbakning til alternative former for formidling. At fakulteter og institutioner ikke kun stolt tweeter et færdigt formidlingsprodukt videre, men bakker op i hele processen – fra forskningsansøgning til færdigt produkt – med tid og support. Visuel forskningsformidling behøver ikke være film til mange millioner – det kan også være iPhone optagelser fra feltarbejdet og laboratoriet.
Hvorfor er der ingen faktaboks og ingen voice over?
Når man, som jeg, laver film om migranter, er det vigtigt at gøre sig tanker om anonymitet men også om de forskellige informanters agens. Som forskere har vi et enormt ansvar overfor vores informanter og kilder, og det ansvar bliver kun større med filmens offentlighed.
Selvom der bestemt bliver lavet sensationelle og underresearchede film om mange forskellige emner, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er en række forhold, man som filmskaber er nødt til at tage hensyn til. Ligesom forskere er filmskabere også begrænset af tid og ressourcer – både finansielle og menneskelige – adgang, etiske forpligtelser og programformater, bare for at nævne et par stykker. Dertil kommer det, at vi som filmskabere selvfølgelig vil lave et produkt, som folk faktisk har lyst til at se, hvilket gør det nødvendigt med en sammenhængende og forståelig fortælling – altså en god historie. Film kan heller aldrig afbillede alle sider af en historie, og somme tider er det nødvendigt at skære en historie til, for at det bliver muligt at fortælle den meningsfuldt.
Forskning giver ofte plads til kontekst, observationer og analyser, hvor film som oftest har mindre plads til at inddrage eksplicitte historiske og kulturelle kontekster.
Mine forskerkollegaer spørger mig, hvorfor jeg ikke gør brug af fakta bokse eller voice-overs til at forklare kontekst i mine film. Svaret er, at for at skabe et mere følelsesbaseret filmisk sprog, viser jeg ikke min forskning eksplicit i mine film, for eksempel ved at bruge en (ofte patroniserende) voice-over eller fakta boks. Film bør i stedet åbne vores forståelse og udfordre eksisterende repræsentationer af et givent emne, og måske endda inspirere nye læsninger og modfortællinger.
Dokumentarfilm er aldrig fri for blinde vinkler, og de kan ikke repræsentere og portrættere en hel gruppe mennesker, et helt tema eller et helt forskningsprojekt. Det er heller ikke det, film skal. Nogle gange er det kun muligt at inkludere enkelte del-resultater fra et givent forskningsprojekt, eller rykke ved folks opfattelse en lille smule. Men over tid, med mange forskellige velfortalte film, der omhandler komplekse problemstillinger, så tror jeg på, at forskningsbaserede dokumentarfilm kan være med til at ændre den offentlige samtale og rykke forskningen frem.
Sine Plambech er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS, og filminstruktør. Senest har hun lavet filmen ‘Hjertelandet‘, som i oktober 2018 vandt prisen for bedste internationale dokumentar ved filmfestivalen i Zürich.
Indlægget har tidligere været bragt i en engelsk version på DIIS’ websted.