Forsvarschef Jesper Helsø var med i en militærkolonne i Afghanistan, som fredag blev ramt af en vejsidebombe, oplyser HOK ifølge DR Online.
Den danske kolonne blev fredag kl. ca. 09.30 lokal tid angrebet med en vejsidebombe 20 kilometer fra lejren i Feyzabad. Ingen personer kom til skade ved angrebet, men et enkelt let pansret køretøj blev beskadiget.
Kolonnen var på vej til at besigtige et civilt-militært samarbejdsprojekt, som skal skaffe rent drikkevand til en landsby i området.
Danmark har 41 soldater i Feyzabad, der indgår som militære observationshold i det tysk ledede Provincial Reconstruction Team (PRT) i det nordøstlige Afghanistan.
Danmark har siden januar 2002 haft soldater udstationeret under NATO-kommando i hovedstaden Kabul.
Hold 9, som ankom i januar 2006, indgår i den internationale sikkerheds-assisterende styrke kaldet ISAF (International Security Assistance Force). Styrken skal sikre en stabil udvikling sammen med Afghanistans nye regering. Styrken var bl.a. med til at sikre en succesrig gennemførelse af parlamentsvalget i september 2005.
ISAF har soldater fra mere end 30 nationer tilknyttet og består af ca. 4000 soldater. Det danske hær bidrag i Afghanistan omfatter i dag ca. 100 soldater, der overordnet er placeret i fire områder i Afghanistan: Kabul, Feyzabad, Aybak og Chaghcharan.
Kilde: Hærens Operative Kommando