Kurt Mosgaard
Kurt Mosgaard er tidligere generalmajor med omfattende viden og erfaring fra FNs fredsbevarende operationer på Balkan og i Afrika. Hans første udsendelse var som stabschef ved den danske bataljon I Kroatien/UNPROFOR i 1995.
I 1996 var han udsendt til Bosnien som stabschef ved den danske bataljon i Bosnien.
Han arbejdede for Udenrigsministeriet i perioden fra 1997 til 2000 og etablerede SADC (Southern Africa Development Community) Regionale Peacekeeping Training Centre i Zimbabwe.
Fra 2000 til 2001 var han chef for NATOs Information Campaign Branch ved IFOR-hovedkvarteret i Sarajevo.
Efterfølgende var han militærrådgiver og ministerråd ved den danske mission ved FN i New York fra 2001 til 2003 med sæde bl.a. i FNs Special Committee on Peacekeeping Operations (C-34).
Fra 2005 til 2007 var han Force Commander for FN's styrke i Vestsahara (MINURSO) og fungerede Head of Mission fra 2006 til 2007.
I perioden fra 2009 til 2012 var han bl.a. chef for FNs hurtige udrykningsbrigade SHIRBRIG og varetog dansk støtte til international militær kapacitetsopbygning og samarbejde med bl.a. Østafrika og Eastern Africa Stand By Force.
Herudover har han varetaget en række operative funktioner i det danske forsvar og NATO samt løst opgaver for FN og Forsvars- og Udenrigsministeriet mhp styrkelse af FNs evne til at gennemføre fredsoperationer inkl. beskyttelse af civile.
Indehaver af Mosgaard Consulting – Peace and Security.
Ekstra 20 milliarder gode danske kroner til Forsvaret hvert år. Det kan lyde urealistisk, men det er nu engang det, som Danmark har forpligtiget sig til over for sine alliancepartnere i NATO for at komme op på de aftalte 2 % af BNP.
Senest var det daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på NATO-topmødet i Wales i 2015, som gav tilsagn herom. Den nuværende regering har bekræftet, at det er den vej, det skal gå.
Risiko for tab af liv
Mine soldater i den danske bataljon i Kroatien i 1995 var så uheldige at opleve, hvad det vil sige at være modstanderne underlegne i kampkraft. Det medførte tab af liv og adskillige sårede, hvor mange fortsat lider under de fysiske og psykiske sår, som de pådrog sig under kamphandlingerne.
Få og dårligt udrustede FN-styrker medfører også tab af civile liv, hvilket både massakrerne i Srebrenica (1995) og Rwanda (1994) burde minde os om.
Når vi sender unge danske kvinder og mænd på farefulde opgaver, så fortjener de, at deres træning, udstyr og materiel er helt i top og mindst modsvarer en potentiel modstanders. Det er også betingelsen for afskrækkelsen og opgaveløsningen, som kan være livsafgørende for civile i missionsområderne og for sikkerheden tilbage i Danmark.
I øjeblikket mangler forsvaret adskillige kapaciteter og robusthed for at kunne løse deres opgaver forsvarligt. Prioriteringen af de knappe ressourcer under indsatsen på Balkan, i Irak og Afghanistan har medført, at vi ikke længere råder over eksempelvis luftværn til hæren og anti-ubådskapacitet til flyvevåbnet og søværnet. Det kan blive fatalt både for Danmark og vore soldater i en verden, hvor der er trusler fra flere sider. Ikke mindst Putin og den russiske militære opbygning og fremfærd i Georgien, Krim og Østukraine. De baltiske lande har god grund til at føle sig utrygge.
Manglende støtte til FNs missioner
Det er også beskæmmende, at vi ikke længere har kapacitet og vilje til at støtte FNs fredsbevarende missioner. I Sydsudan flygter hver dag flere tusinde civile over grænsen til nabolandene, som er presset i bund pga de voksende flygtningelejre. FN råder over 12-13.000 mand svagt udrustede soldater over for borgerkrigens parter, som tæller hundredtusinder med artilleri og kampvogne.
En øgning af de danske forsvarsudgifter er god fornuft, både for danskernes sikkerhed og vores bidrag til en bedre verden.
