Erindringsbogen ”Globetrotter – Jens Bjerres eventyrlige livshistorie” er i sandhed eventyrlig, og en sympatisk, humoristisk og underholdende fortælling om Jens Bjerres liv. Fortællingen følger ham, fra han som helt ung tog på flere dages opdagelse i naboskoven, til han senere i livet gjorde opdagelser i Australien, Himalaya, Afrika og på Ny Guinea.
Allerede som godt 4-årig havde Jens Bjerre udrejselængsel. Efter et skænderi med sin mor – der havde udløst et klap bagi – besluttede den unge Bjerre at tage toget ind til sin far. Efter at have kæmpet lidt med lågen til familiens ejendom stak han af til stationen. Men hans første rejse sluttede brat, da stationsforstanderen så ham og han blev genforenet med sin mor.
Skolen sagde ham ikke meget. Det skulle da kun lige være når læreren fortalte om Knud Rasmussens Grønlands-ekspeditioner. Ellers ville Jens Bjerre hellere lege indianer i plantagen. Lege der kunne tage flere dage. Og ofte uden at have givet forældrene besked. Så da globetrotteren Holger Rosenberg kom til byen og holdt foredrag, sad Bjerre på gulvet og lyttede. Og det var der, at den unge knægt tænkte: ”Det vil jeg være, når jeg bliver stor”.
Fra frihedskæmper til den afskyelige snemands-jæger
Jens Bjerres nysgerrighed for verden omkring sig viste sig også i en politisk interesse, hvor han, usædvanligt for tiden, opmærksomt deltog i de voksnes snak. Og tilmed var han kvik og rap, så allerede i en alder af 15 år begyndte han at skrive for de lokale dagblade. Og som 16-årig fik han en læreplads på Randers Amtstidende.
Skønt Jens Bjerre allerede som ung gjorde sig som skrivende journalist, har den nu 95-årige journalist, opdagelsesrejsende, forfatter og filmmand fået hjælp af forfatter og journalist Lone Theils til at skrive sine erindringer og livshistorie i en smuk hardcover udgivelse, der udkom i i slutningen af efteråret.
Hans livshistorie er en historie der foruden at handle om de unge barndomsår beretter om, hvordan han med sin nysgerrighed, sympati og gå-på-mod selvfølgelig var aktiv i modstandsbevægelsen – hvor han var tæt på at blive pågrebet af besættelsessoldater – og om hvordan han efter krigen endelig fik sin barndomsdrøm opfyldt og blev en rigtig opdagelsesrejsende.
Siden 1948 har han været medlem af The Royal Geographical Society, han har været formand for Eventyrenes Klub som han nu er æresmedlem af, og i 2014 modtog han The Cherry Kearton Medal fra Royal Geographical Society, for ”sin livslange indsats for at dokumentere forsvindende stammer og skikke”.
Bjerre har oplevet mere, end man kunne tro muligt på et enkelt liv. Hans oplevelser tæller blandt andet en jagt på (myten om) den afskyelige snemand, måneder sammen med ellers civilisationssky mænd i bushen i Zulu-land og blandt kannibaler på Ny Guinea. Også var han med i den første delegation der kom ind i Kina, efter Mao Zedong kom til magten.
Vidnesbyrd fra en svunden tid
Selv hvis det skulle lykkes et nutidsmenneske, at komme på samme eventyr som de Bjerre har været på, vil den verden han opdagende, være udenfor rækkevide. For mange af de kulturer han har besøgt og berettet om på skrift og siden – da han udskiftede kuglepennen med et kamera – i levende billeder, findes ikke længere. De er ædt op af tidens, globale forandringer:
”Man kan ikke rejse til Ny Guinea, for der er fuldstændig kaos, og de naturfolk, jeg besøgte i Kalahari og Australien, lever ikke længere efter deres skikke og traditioner. Jeg har brugt det meste af mit liv og min karriere på at udbrede kendskabet til denne verdens naturfolk og ikke mindst forklare, hvor vigtigt det er, at vi passer på dem og bevarer deres levevis. Det har altid lagt mig meget på sinde, men jeg må erkende, at det var en opgave, jeg ikke lykkedes med, og det er en sorg”, som Bjerres refleksion lyder, i et af de afsluttende kapitler.
Sådan er Bjerres eventyrlige livshistorie, ikke bare et eventyr om globetrotterens levede liv, men også en fortælling om en svunden tid. Hver en side er fuld af så meget hjertevarme og sympati for den verden Bjerre har befundet sig i, at her ikke er tale om en beretning fra en kolonial imperialist, men fra en hjertevarm verdensherre.
Med Lone Theils som pennefører er hans livshistorie blevet til en fortælling, fuld af så megen sympatisk humor, at det er en 95-årig opdagelsesrejsende værdig.
Tillykke til Jens Bjerre. Med udgivelsen, oplevelserne og fødselsdagen i dag.