En tidligere MS-landechef gør sig tanker om, hvorfor han ikke i højere grad brugte sin stilling til at gøre opmærksom på, at regimet i Mozambique krænkede grundlæggende menneskerettigheder i midt-80’erne.
I dag er retorikken omkring den danske u-landsbistand nok så politiseret.
Men det var ikke tilfældet i 1983, da Peter Sigsgaard, mag.art. i kultursociologi, blev udsendt som landechef for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i det store land i Sydøstafrika.
Dengang handlede det om teknisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse, og i det nyligt afkoloniserede Mozambique skulle Danmark ikke kunne beskyldes for nykolonialisme.
Derfor ville hverken MS eller Danida konfrontere værtslandet politisk, skriver Peter Sigsgaard i en kronik bragt i Politiken.
Heller ikke, da Frelimo-regimet under kodenavnet Operacao Producao indledte en udrensning i de større byer.
Prostituerede, asociale og arbejdsløse, i alt omkring 50.000 ”parasitter”, blev tvangsdeporteret til en tyndt befolket nordlig provins
”Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at jeg undlod automatisk at bruge min stilling til at skabe international opmærksomhed om sagen. Jeg kunne for eksempel have valgt at protestere skarpt over for myndighederne gennem min organisation,” skriver Peter Sigsgaard i sin kronik.
Følg din etik
Han tilføjer, at han dengang oplevede den politiske situation som kompliceret og udtryk for interne modsætninger i regimet.
Og det gjorde det nemmere at finde undskyldninger og ikke forholde sig til, hvad der skete i landet.
”Det var let at håbe på, at den mere liberale fløj i partiet ville vinde gehør. Men det var nok for optimistisk et håb og naivt,” skriver Peter Sigsgaard.
Først fem år senere, i 1988, opgav myndighederne Operacao Producao og lod de deporterede vende tilbage til byerne.
Den tidligere landechef konkluderer i dag, at det havde været mere rigtigt for ham at følge sin egen etisk funderede stillingtagen, og at han ikke skulle have været bange for konsekvenserne.
Læs hele kronikken i Politiken.
