Den 8. og 9. oktober blev byen Muhajariya i Darfur angrebet af bevæbnede grupper, som tvang Læger uden Grænser (MSF) til at evakuere området, skriver MSF online.
MSF har efterfølgende indsat mobile klinikker i området for de mange tusinde mennesker, der er flygtet til den nordlige udkant af byen for at undgå overgreb.
De tilbageværende MSF-medarbejderne – de fleste sudanere – har også genåbnet det lokale hospital.
Med et gennemsnit på 4.000 konsultationer om måneden yder hospitalet hjælp til patienter med diarre, luftvejsinfektioner, hjælp til fødende kvinder, udfører operationer samt gennemfører et ernæringsprogram for børn.
Dagligt gennemfører MSF omkring 100 behandlinger, hvoraf godt en fjerdedel er skudsår. MSF er også i gang med at opstille vand- og sanitetsfaciliteter for at minimere risikoen for udbrud af epidemier. Der er blandt andet blevet opstillet vandtanke og latriner i om omkring hospitalet.
MSF DIREKTE BERØRT
Den seneste række af angreb har berørt omkring 35.000 mennesker. Mindst 20 har mistet livet.
MSF er også direkte ramt. Familiemedlemmer til to af organisationens lokalansatte er blandt de dræbte, og der er flere medarbejdere, som det endnu ikke er lykkedes at komme i kontakt med.
Trods gentagne rygter er der ikke rapporteret om nye angreb i den seneste uge i Muhajariya. MSF forbereder sig på at sende medicinsk udstyr og medarbejdere til området snarest muligt. Håbet er, at kunne sende et fuldt hold tilbage til området, så samtlige medicinske aktiviteter kan genoptages.
PLAGET OMRÅDE
Mujahajariya har siden 2004 været centrum for regelmæssige angreb, hvor folk hver gang har søgt tilflugt i lejre uden for byen. I slutningen af 2006 flygtede næsten halvdelen af byen. Landsbyer blev brændt ned, civile dræbt og vandhuller og mad-lagre ødelagt.
Efter en relativ stille periode blussede kampene op igen I august 2007. Målene for angrebene var primært civile, som var vendt tilbage for at dyrke deres marker.
Kilde: www.msf.dk