Det bliver højst sandsynligt Civilsamfund i Udvikling (CISU), der i samarbejde med Roskilde Festival kommer til at forvalte Udenrigsministeriets nye Engagement- og Oplysningspulje. De er nemlig de eneste, der har budt på opgaven.
Store EU-udbud med omfattende og detaljeret udbudsmateriale på engelsk skulle ellers være med til at sikre konkurrence om opgaven med at forvalte den nye oplysnings- og engagementspulje, Udenrigsministeriet sætter i søen næste år. Resultatet af udbuddet annonceres først i januar, men det står allerede nu klart, hvem den sandsynlige vinder bliver. Udenrigsministeriet oplyser nemlig til Globalnyt, at der ved fristens udløb i november kun havde meldt sig en enkelt, der var interesseret i at byde på opgaven som forvalter.
Det var Civilsamfund i Udvikling (CISU) i konsortium med Roskilde Festival, og de blev godkendt til at sende en endelig ansøgning, som ministeriet modtog midt i december og nu kigger nærmere på, inden der træffes en endelig afgørelse i løbet af januar.
Men den vil efter al sandsynlighed lyde, at opgaven tilfalder CISU og Roskilde Festival. Dels fordi Udenrigsministeriet vendte tommelfingeren i vejret for konsortiets interessetilkendegivelse. Dels fordi tidsplanen for den nye pulje falder sammen, hvis det trækker yderligere ud med at finde en puljeforvalter.
Målet er, at den nye pulje skal være klar til at modtage og behandle de første ansøgninger allerede i forsommeren 2022, og inden det kan ske, skal den nye forvalter udpege et bevillingsudvalg og udarbejde ansøgningsformater og kriterier for den nye pulje. Den bliver en kombination af Danidas gamle oplysningspulje, der blev lukket i 2020, og den Engagementspulje, der i 2020-21 midlertidigt afløste oplysningspuljen – og i øvrigt har været forvaltet af CISU.
Også kun et enkelt bud på GLOBUS
Heller ikke Udenrigsministeriets anden nye pulje, GLOBUS, har der været større rift om at få lov til at forvalte. GLOBUS står for Genbrug til Syd og Uddannelsesudveksling og skal afløse den 40 år gamle Genbrug til Syd-ordning og udvide den, så den også kan støtte uddannelsesudveksling mellem uddannelsesinstitutioner og andre aktører i Danmark og partnere i udviklingslande. I alt er der afsat 18,8 millioner kroner til puljen.
Også opgaven som puljeforvalter af GLOBUS har været i EU-udbud, og også her melder Udenrigsministeriet, at en afgørelse er lige på trapperne. Men som det er tilfældet med Engagement- og Oplysningspuljen oplyser Udenrigsministeriet, at kun et enkelt konsortium har budt på opgaven.
Det er Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der til formålet har allieret sig med Ulandssekretariatet, fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation. Hvis målet om, at GLOBUS skal lanceres i starten af 2022, skal overholdes, taler alt for, at det bliver CKU og Ulandssekretariatet, der sammen skal forvalte puljen.