Finansordfører Josephine Fock var i sin tid med til at stifte Alternativet sammen med partileder Uffe Elbæk.
Men 1. november 2018 siger Josephine Fock, der bl.a. er rets- og finansordfører for sit parti, farvel. I Dansk Flygtningehjælp skal hun være med til at sætte retningen for organisationens omfattende indsats for integration i Danmark.
”Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet at forlade et drømmejob til fordel for et andet drømmejob,” siger Josephine Fock og lægger til:
”Det her er en superinteressant stilling, som indeholder alt det, jeg brænder for: at hjælpe mennesker, der er flygtet her til landet og som står i en utrolig sårbar situation – og samtidig får jeg mulighed for at arbejde med et dedikeret hold og indgå i en meget inspirerende ledelsesgruppe.”
Samtidig har Josephine Fock et klart mål med sin nye stilling: ”Jeg vil få alt det uudnyttede potentiale, som jeg ved er derude, udviklet og anvendt – både blandt de mennesker, som Dansk Flygtningehjælp arbejder for at hjælpe, men også hos alle de danskere, som gerne vil involvere sig og arbejde for, at alle i det danske samfund får mulighed for at blive medborgere i Danmark – til gavn for os alle sammen.”
Josephine Fock er uddannet jurist og arbejdede før sin tid i Folketinget inden for fagbevægelsen bl.a. som chef for OAO, Offentligt Ansattes Organisationer, som er en paraplyorganisation med ca. 400.000 offentligt ansatte LO-medlemmer.
Hos Dansk Flygtningehjælp ser man hende som en stærk fortaler for flygtninges rettigheder.
”Josephine har årelang erfaring med ledelse bag sig, inden hun kom i Folketinget, og der er brug for en stærk profil, der kan løfte integrationsområdet og det frivillige engagement endnu højere i hele landet. Vi er meget glade for at få Josephine som endnu en ny stærk leder og kollega i Dansk Flygtningehjælp,” siger generalsekretær Christian Friis Bach, der er tidl. radikal udviklingsminister.
Josephine Fock vil fortsat være medlem af Alternativet, men forventer ikke at være aktiv i partiet længere. Hun er valgt i Østjylland. Vibeke Genefke overtager hendes folketingsplads, oplyser partiet.
Josephine Fock fik 3.775 personlige stemmer ved folketingsvalget i juni 2015.
Hun er vokset op i Horsens som den yngste i en søskendeflok på fem. Forældrene var interesserede i politik og samfundet, men ikke politisk aktive.
Hun gik først ind i politik i 2013, da hun var med til at stifte Alternativet. Hun siger selv, at hendes opvækst, hvor der var fokus på medmenneskelighed, er en del af grunden til hendes politiske karriere.
Hun stoppede som gruppeforkvinde i partiet i november 2017. Det skete som en konsekvens af en intern sager om seksuelle krænkelser.
53-årige Josephine Fock bor alene på Amager.
Dansk Flygtningehjælp om Dansk Flygtningehjælp
Dansk Flygtningehjælp blev stiftet i Danmark i 1956 og er i dag Danmarks største internationale humanitære organisation med flere end 7.000 medarbejdere, der hjælper flygtninge og hjemstavnsfordrevne i flere end 35 lande verden over.
Herhjemme er Flygtningehjælpens integrationsafdeling landsdækkende og inkluderer Lærdansk, Integrationsnet, TolkeService, Center for Udsatte Flygtninge og Frivilligafdelingen. Integrationsafdelingen består udover 8.500 frivillige af omkring 650 medarbejdere.