Fødselaren var længe en engageret og tænksom u-landsordfører for sit parti og formåede som noget ret enestående for ordførere på denne post at fordoble sit personlige stemmetal fra 2011 til seneste valg i juni 2015.
Læs mere om, da hun i efteråret 2016 vendte tilbage som sit partis udviklingsordfører
Carsten Bach blev Liberal Alliances nye udviklingsordfører, der tog over, da Mette Bock trådte ind i trepartiregeringen som kultur- og kirkeminister den 28. november i fjor.
Sagerne i hendes ministertid har ikke overraskende været decideret kulturvendte, men også en enkelt i en udviklingssammenhæng.
Stridsmålet begyndte i marts i år, da Mette Bock fratog videnscentret KVINFO opgaven med at drive et bibliotek om køn og ligestilling, som KVINFO hidtil har fået penge for at drive, og som skal flyttes til Det Kongelige Bibliotek.
Senere meldte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ud, at hun ligeledes ønskede at sløjfe de ca. to mio. kr. til KVINFOs mentornetværk for indvandrerkvinder, som Integrationsministeriet støtter med.
Der blev talt om en orkestreret kampagne mod centret, som på det seneste også har været anklaget for ligegyldighed overfor indvandrerkvinders forhold på trods af rapporter om social undertrykkelse, tvang og direkte tæsk.
Det blev påstået at centret var langt mere interesseret i etnisk danske kvinders leveforhold og ligestilling, da det ansås for "politisk korrekt" ikke at omtale indvandrerkvinders ofte miserable stilling.
Se om centrets omfattende u-landsvirke her
CKUs triste skæbne
Når vi taler om u-lande og kultur er der nok en sag, som reelt vel må betegnes som langt alvorligere.
Det er Venstre-regeringen og dav. udenrigsminister Kristian Jensens skånselsløse slag mod Center for Kultur og Udvikling (CKU), der passer – eller rettere passede – Danmarks kulturelle forbindelser til verdens udviklingslande.
Centret i det indre København, som bl.a. stod bag de forskellige Images-festivaler, blev ikke udsat for besparelser, nej det blev ganske enkelt helt nedlagt og lukket af Kristian Jensen – til tænders gnidsel hos rigtig mange aktører. Læs mere her
Så måske var det en god ide om dagens fødselar tog kontakt til sin lillebror, der nu sidder i Kristian Jensens stol, om hvordan Danmarks kulturelle samvirke med verdens mange u-lande fremover skal finde sted.
Ihukommende den kulurelle dimensions stigende betydning for mellemfolkelig forståelse i medfør af globaliseringen.
Reelt en stor post
Mere generelt kan det næppe undre, at Mette Bock glædede sig over at vinde en af treparti-regeringens vigtigste ministerposter: Kirke og kultur. Selv om det ikke fylder meget politisk.
Som kulturminister skal hun lave en ny aftale om DR's licens. Hun har været fortaler for et DR-abonnement, ikke en "tvangslicens". Hun kender DR og mediepolitik fra sin fortid som programdirektør i Danmarks Radio.
Hun har også været journalist på Jyllands-Posten. Og 2002-07 styrede hun JydskeVestkysten som avisens administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.
Politisk fulgte Mette Bock sin lillebror, udenrigsminister Anders Samuelsen, med over i Liberal Alliance.
Nu sidder de som det første søskendepar i en regering siden socialdemokraterne Hans og Per Hækkerup i 60'erne.
De er også makkere i uddannelse. Begge er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Mette Bock har suppleret statskundskab med en mag.art. i filosofi fra Syddansk Universitet.
Mette Bock blev som 20-årig gift med seminarielektor Hans Jørgen Bock. Ægteparret har de voksne børn Kirse, Silke og Ask og bor i Stensballe, en landsby øst for Horsens, der er vokset sammen med den østjyske købstad.
Her voksede de to søskende op med deres far, det radikale folketingsmedlem (1968-73), Ole Samuelsen.
Læs mere om hende i KVINFOs ekspertdatabase