Det er en mand med mere end tre årtiers erfaring i civilsamfundet, der nu indtager posten som chef for Mellemfolkeligt Samvirkes nationale arbejde. Hans navn er Peter Christiansen, og han har de seneste fem år været sekretariatschef i Globalt Fokus – en platform for 80 danske civilsamfundsorganisationer.
”Verden har forandret sig, og vi har i stigende grad de samme kampe. Klima, ulighed, immigration, demokrati er globale kampe, der skal kæmpes både i Harare og Horsens, selvfølgelig med forskellig kontekst og præmisser. Men jeg tror på, vi skal udvikle en ny global solidaritet, og alle skal deltage dér, hvor de er. Og det vil jeg gerne være med til i MS, der for mig er den mest dynamiske og aktivistiske organisation på den dagsorden,” siger den 54-årige Peter Christiansen, der afløser Thea Hass som national chef i Mellemfolkeligt Samvirke (MS).
Det nationale arbejde i Mellemfolkeligt Samvirke består blandt andet i støtte til asylansøgere og hjælp til unge i såkaldt udsatte boligområder. Læs mere om det på organisationens hjemmeside.
Peter Christiansen har blandt andet ngo-erfaring fra Internationalt Forum, hvor han også var sekretariatsleder, Operation Dagsværk og Folkekirkens Nødhjælp. Og så har han tidligere haft sit virke i Mellemfolkeligt Samvirke. Det var fra 2005 til 2015, hvor den oprindeligt læreruddannede Peter Christiansen var leder af Global Contact-programmet og senere direktør for MS´s globale uddannelsesprogram og regional direktør for arbejdet i Mellemøsten med base i Jordans hovedstad, Amman.
Han har også været udstationeret i Tanzania i 3,5 år, hvor han blandt andet var med til at søsætte programmet Training4Change i 2009.
Før han kom til Globalt Fokus i 2016, var han programdirektør i International Civil Society Centre i Berlin.
Ifølge generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, kommer Peter Christiansen med en stor indsigt i og erfaring med ledelse – såvel strategisk som operationelt.
”Peter brænder igennem med sin begejstring og visioner. Han er en af dygtigste i branchen til at involvere og engagere medarbejdere, frivillige og medlemmer i at foreholde sig til verden og bygge noget op sammen. Og midt i en omfattende klimakrise, som kalder på fælles handling, kan jeg ikke forestille mig nogen bedre til at lede vores nationale arbejde og hjælpe til med at bygge nye broer mellem danskerne og resten af verden,” siger Tim Whyte.
Peter Christiansen tiltræder sin nye stilling den 1. december.