Fra leder af Globalt Fokus til kamp mod plastic

Forfatter billede
Den 51-årige sekretariatsleder for Globalt Fokus siden stiftelsen for godt to år siden har ellers en kontrakt på fire år (frem til 2018), men siger til Globalnyt tirsdag, at hun vil tilbage og arbejde med miljøproblematikker.
 
“Det er dér, jeg har min stærkeste faglighed. Jeg er oprindelig uddannet som miljøbiolog og glæder mig meget til at være med til at gøre noget ved plasticforureningen og arbejde udfra Plastic Changes vision om at mennesket har ret til et miljø uden plasticforurening”, anfører hun.
 
I første omgang skal hun være sparringspartner og rådgiver i forhold til udvikling af porteføljen og konsolidering af de økonomiske rammer for den forholdsvis nystartede forening. Læs mere her
 
Med jobskiftet får Globalt Fokus både ny sekretariatsleder, formand og næstformand indenfor få måneder – se mere her

Ny i stolen fra torsdag

Foto: Globalt Fokus
Allerede pr. 1. september 2016 – altså fra på torsdag – indsættes Katrine Ohm Dietrich som konstitueret sekretariatsleder i Globalt Fokus-domicilet på 3. sal i Rysensteensgade nr. 3 – en sidegade til H.C.Andersens Boulevard. Den 44-årige  ”kapacitetsudviklingskoordinator” har været ansat i NGO-platformen med nu 82 medlemmer siden 1. november 2014.

Staben omfatter udover sekretariatslederen seks akademikere, nogle praktikanter og en studentermedhjælp.   

Katrine Ohm Dietrich er uddannet som proceskonsulent og har beskæftiget sig meget med NGOernes fremtid i en omskiftelig verden med nye krav og udfordringer.

Privat er hun gift med cand.scient.soc. Carsten Ohm, parret har sammen en datter på otte og en søn på fem og bor på Nørrebro i København

Måtte gennem et nåleøje

Berit Asmussen måtte gennem et nåleøje, før hun fik posten som sekretariatsleder i 2014. Hun blev udvalgt blandt 16 "meget kvalificerede" ansøgere, hvoraf seks var indkaldt til første samtalerunde og tre gik videre til anden og afsluttende runde, hvor der bl.a. var en personlighedstest.

Den dengang snart 49-årige cand.comm. fra RUC kom med stærke ledelsesmæssige kompetencer og mange års erfaring fra danske og internationale NGOer – eller civilsamfundsorganisationer, som de også mere bredt benævnes.

Hun har bl.a. været rådgiver i Malawi, politikmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke, projektkoordinator i 92-gruppen, formand for Peoples Climate Action, medlem af MS bestyrelse, og ledet et center for frivilligt socialt arbejde i Lyngby.

I MS-sammenhæng var hun formand for bæredygtighedsudvalget og har både været næstformand i bestyrelsen og konstitueret som formand, mens SF-politikeren Trine Pertou Mach sad i Folketinget som vikar.

Hun har, fra forskellige positioner i meget forskellige organisationer, skabt gode resultater bl.a. omkring synlighed, fortalervirksomhed, engagement af frivillige, fundraising og strategisk /organisatorisk udvikling, fremgik det af en pressemeddelse fra Globalt Fokus.

Berit Asmussen kom fra Informationscenter for Miljø og Sundhed, hvor hun siden 2010 havde været sekretariatschef og kunne bl.a. derfra trække på erfaringer fra andet end det danske udviklingsmiljø.

Dét med lysten og energien til at prøve noget nyt og meningsfyldt skulle nok også ses på baggrund af, at Berit Asmussen på blot fire år havde måttet se to centre, hun var leder af, blive nedlagt.

Peoples Climate Action

Det første var klimasekretariatet "Peoples Climate Action" i København, der lukkede med udgangen af februar 2010 efter at den dav. VK-regering smækkede kassen i.

"Peoples Climate Action" var barn af klimatopmødet i København i december 2009, hvor regeringen det år havde afsat 20 millioner kr., som via klimasekretariatets indstillingsudvalg blev bevilget til 56 projekter.

Pengene betød, at foreninger og mindre NGOer kunne udføre kampagner og aktiviteter lokalt og til meget forskellige målgrupper via utraditionelle metoder. I alt deltog omkring en million danskere i en klimaaktivitet støttet gennem Peoples Climate Action.

Lige meget hjalp det. Dav. klima- og energiminister Lykke Friis (V) begrundede lukningen med, at der "blev bevilget penge, fordi Danmark husede topmødet, og det var en ekstraordinær situation. Nu går vi tilbage til "normalen".

Med andre ord: People's Climate Action var en midlertidig organisation, der ikke skulle leve videre efter COP15. Og sådan blev det.

Centret på Frederiksberg

Næste lukning, hun oplevede som leder, er mere aktuel.

Den drejer sig om Informationscenter for Miljø og Sundhed på Frederiksberg i København, der måtte dreje nøglen om ved seneste årsskifte, da finanslovsforhandlingerne for 2014 ikke resulterede i en ny bevilling.

Centret nåede at eksistere i 10 år og byggede videre på Grøn Information, der levede lige så længe.

Rent praktisk betød det for Berit Asmussen, at hun kunne tiltræde hos det kommende Globalt Fokus allerede mandag d. 3. marts 2014.

Efter den stiftende generalforsamling blev hun indsat som sekretariatsleder for den nye NGO platform.

En af årsagerne til sammenlægningen af de to store organisationsnetværk med u-landsvirke som baggrund, nemlig NGO Forum og Concord Danmark, var ønsket om at styrke NGOernes stilling udadtil, bl.a. overfor regering og myndigheder i form af et samlet fælles talerør.

Mere medlemsindflydelse

Strukturen ønskedes at tilsikre medlems-demokratiet ved bl.a. at skabe fire fora – et CSO forum, et Politik forum, et forum for Oplysning og Kampagne og et forum for Kapacitetsudvikling.

NGO Forum var udsat for anklager om "demokratisk underskud", hvor kritikere gjorde gældende, at en lille kreds bestemte det meste på forhånd.

NGO Forum havde 62 organisationer, grupper m.v. som medlemmer, Concord Danmark 45 – mange stod dog som medlem begge steder.

Concord var dertil led i et omfattende europæisk netværk af NGOer, fortrinsvis med base i de nu 28 EU-lande.

Berit Asmussen har haft nok at holde styr på. Hun har i forvejen tre drenge hjemme på bopælen i københavnerbydelen Vanløse. Dem har hun sammen med Tore Asmussen.

Se mere om hende i KVINFOs ekspertdatabase