I hele verden har forskellige kulturer tradition for at bygge i samspil med de klimatiske forhold og den omgivende natur. Denne type arkitektur er imidlertid truet af mere moderne byggeri, typisk etageejendomme i beton uden forbindelse til de vejrlige og naturmæssige omgivelser.
Verdensblik
Hans Peter Hagens: Verdensblik – en verdensrejse i arkitekturen
Udgivet 2023
181 sider
Forlag: Frydenlund
Det er den væsentlige pointe i ”Verdensblik”, en bog af arkitekten Hans Peter Hagens, der især er kendt for at tegne Torvehallerne ved Israels Plads. Bogen illustrerer med billeder, akvareltegninger og tekstbeskrivelser arkitektoniske traditioner fra 17 lande med fokus på bæredygtighed og tilpasning til vejr, vind og den omgivende natur. Desværre er traditionerne langsomt ved at live fortrængt, lyder det fra den danske arkitekt. Den traditionelle og lokale arkitektur er nemlig mange steder upopulær, også blandt lokale, der foretrækker mere moderne byggerier.
”Betonbygninger med aircondition popper således op hen over Asien, Afrika, Stillehavet, Mellemøsten, Caribien og Latinamerika – som både er mere prestigefyldte og eftertragtede end de enkelte landes lokale byggetraditioner. Trods at sidstnævnte ofte er nøje tilpasset klima og vejrlig på særdeles raffineret vis,” lyder det fra forfatteren.
”Verdensblik” består primært af billeder og akvareltegninger, der har været tidskrævende og dermed givet forfatteren et mere indgående indblik i lokale detaljer og særpræg, med ledsagende tekst. Præsentationen af bygninger, facader samt snapshots fra kultur og natur i områder gennem fotografier, akvareltegninger og en kort tekst giver gode stemningsbilleder fra de vidt forskellige områder. Vi kommer meget vidt omkring i bogen, da vi bevæger os fra pælehuse langs Mekongfloden til underjordiske grottehuse på grænsen til Sahara og fra genbrugshuse i Caribien til paradisets oprindelse i Iran.
Hans Peter Hagens.
I samspil med natur og klima
Portrætterne af de lokale arkitektoniske traditioner er ifølge præsentationen lavet på baggrund af 30 års rejser i de pågældende lande, hvor forfatterne har søgt bag det ensformige etagebyggeri i beton, som ”giver én gåsehud”. Bag betonfacaderne gemmer sig lokale traditioner skabt i samspil med natur og klima i de enkelte områder. Materialerne er bæredygtige, bygningerne er holdbare og arkitekturen udnytter mange steder lokale vejrforhold – til tider til beskyttelse mod ekstremerne af netop vind og vejr. Det sker eksempelvis i Fiji, hvor øboerne traditionelt har bygget hytter af tømmer og siv med fletværk, som vinden kan gennemtrænge, så de til tider meget høje varmegrader bliver mere tålelige. Samtidigt generer vinden myggene, så de bliver mindre tilbøjelige til at stikke.
I Sahel er der i Malis traditionelle lerhytter anvendt en anden strategi til at holde temperaturen nede. Her er murene meget tykke og isolerende, hvilket giver en kølende effekt. Med temperatur op til 50 grader er behovet for nedkøling ikke mindre i den iranske ørkenby Yazd. En af de arkitektoniske teknikker i området er vindtårne, der kan opsnappe vinden i ørkenområdet og lede den ned i stuer og andre opholdsrum, hvor der er behov for en svalende brise.
En anden kølende effekt ved den arkitektoniske tradition i Yazd er gårdhaverne, hvor der er tiltrængt skygge og læ for den stærke sol. ”Pairidaeza” er det oldpersiske ord for disse gårdhaver, og heraf er den etymologiske oprindelse af ordet paradis (pairi betyder omslutte, mens daeza betyder mur).
Vandforsyningen i Yazd er sikret med tunneller, kaldet quanats, der stammer tilbage fra Perserriget for omkring 3.000 år siden, og leder vand fra bjergene ned mod byerne.
I det sydlige Tunesien på grænsen til Saharaørkenen beskytter lokale sig mod ekstreme sommertemperaturer med bygninger, der er hugget ind i jorden. Disse underjordiske grottebygninger har samtidigt sørget for frisk vand med vandrender, så de lokale berbere kan dyrke blandt andet bønner, auberginer, peberfrugter, gulerødder, chili og asparges. Landbruget er klimatilpasset på den måde, at de højere daddelpalmer beskytter lavere frugttræer og andre afgrøder mod den stærke sol. Samtidigt bliver vandrenderne beskyttet mod solens stråler af bladene, så ikke alt for meget af vandet fordamper i de høje temperaturer.
Andre steder er forsyningen af vand mindre vigtig end beskyttelse mod vandmassers voldsomme kræfter. Langs Mekongfloden bærer den lokale arkitektur præg af de store variationer i den mægtige flod, hvis vandstand falder og stiger betragteligt i takt med monsunsæsonens årlige gang. En måde at tilpasse sig disse sæsonbaserede ændringer på er at bygge huse på pæle, som det foregår i både Laos og Vietnam. De opløftede huse, der til tider kan være i flere etager, kan samtidigt beskytte mod farlige dyr som slanger og skorpioner – og tigre, som dog er ved at være udryddet i landene langs Mekongfloden. I en tid med hastigt stigende vandstande i verdenshavene bør vi ifølge forfatteren lade os inspirere af eksempler som disse, og ikke mindst Venedig, der har realiseret den nærmest umulige drøm om at bygge på vand, til at bygge på et mere flydende grundlag.
Hans Peter Hagens.
Bæredygtige materialer
New York er i dag måske mest kendt for de store skyskrabere, men ”Verdensblik” har fokus på de små karakteristiske Brownstone-huse, typisk i fire etager. De står som rækkehuse med en karakteristisk trappe ud til vejen og en lille gårdhave på den anden side, men de traditionelle huse står efterhånden i en meget skarp kontrast til de tårnhøje skyskrabere, der klemmer dem inde.
I Kina foregår udviklingen væk fra det traditionelle og mod det moderne i en rasende fart. Det går blandt andet ud over de små, enkle hutong-huse i Beijing, der må vige pladsen for en voldsom byggemani.
”I nyere tid er hutong på hutong blevet smadret – ja, endog hele kvarterer har lidt denne skæbne – og er blevet erstattet af etagebyggeri uden nævneværdige kvaliteter. Faktisk kan Beijing mange steder føles som en hvilken som helst storbyforstad i USA, Australien eller Vesteuropa på grund af dens nye byggerier i en international ”glaskassestil”, hvor mennesket som individ er blevet en slags rekvisit,” skriver forfatteren.
Mange af de lokale byggestile bliver erstattet af betonbyggeri med en stor klimabelastning. Det sker eksempelvis i Cuba, hvor den traditionelle stil fra kolonitiden efterhånden bliver fortrængt af etagebyggeri i beton, der giver forfatteren ”gåsehud”. De traditionelle cubanske huse med farverige søjlegange og balkoner har vist sig langtidsholdbare og dermed bæredygtige, men holdbarheden bliver nu udfordret af de ensformige etageejendomme i beton.
Der er imidlertid mange alternativer til beton i de lokale stilarter, der er beskrevet i ”Verdensblik”. Et godt eksempel fra de hjemlige breddegrader er bindeværkshuse på Læsø med tage af tang, de såkaldte tanghuse. I Norge er husene ved fjordene langs øgruppen Lofoten af lokalt tømmer. De dominikanske casitas og cabañas i Caribien er en form for ”genbrugshuse”, typisk bygget af blikplader og grene. Den form for genbrug i arkitekturen er et naturligt følge af fattigdom og mangel på arbejdspladser, men i ”Verdensblik” bliver et caribisk hus i hvide træbjælker sammenlignet med græske templer og søjler. I Stillehavet har indbyggere på Fiji anvendt tømmer, strå, siv og pandanus til deres huse.
Hans Peter Hagens.
”Verdensblik” er en fascinerende rejse gennem lokale byggetraditioner, der er udviklet i samspil med vejret, klimaet og den omgivende natur. Disse traditioner er i ”Verdensblik” sat i modsætning til en moderne byggestil, der i et grønt perspektiv ofte gør langt mere skade end gavn. I København skal der bygges på Fælleden og i andre grønne områder. Det samme sker mange andre steder i verden, hvor natur må vige for bygninger. Materialerne er generelt ikke særligt bæredygtige, og teknikkerne tager ikke det store hensyn til den omgivende natur og det lokale klima.
Som læser uden den store faglige indsigt i arkitektur kan man fra alle disse eksempler få det indtryk, at arkitekturens udgangspunkt oprindeligt har været at bygge i samspil med natur og klima. Hvis det er tilfældet, er princippet desværre gledet i baggrunden i de senere år, selvom der er et stigende behov for det med klimaforandringerne.
Bogen beskæftiger sig dermed med en meget vigtig og underbelyst problemstilling. Paradoksalt nok er lokal, bæredygtig arkitektur langsomt ved at blive erstattet og glemt i en tid, hvor der er behov for at genopfriske disse principper. Hans Peter Hagens opfordrer i ”Verdensblik” til, at vi lader os inspirere og griber den læring, der er i traditionel arkitektur verden over. Det skal i så fald ske inden traditionerne helt forsvinder.
