Ved årsskiftet bytter fundraisingchef hos Dansk Røde Kors, Kenneth Øhrberg, visitkortet fra verdens største humanitære organisation ud med en klovnenæse hos Danske Hospitalsklovne.
43-årige Kenneth Øhrberg er cand.merc. og har foruden 4 år som fundraisingchef hos Røde Kors været beskæftiget med marketing og ledelse i reklamebranchen, den grafiske industri og musikbranchen.
Pr. 1. januar flytter 2012 hans nye arbejdsgiver samtidig adresse fra Aalborg til København.
– For at nå ud til flere børn har vi i bestyrelsen lagt en ambitiøs plan for de kommende år og har i den forbindelse nyoprettet en stilling som direktør, siger bestyrelsesformand i Danske Hospitalsklovne, Benjamin Lundström, der til dagligt arbejder som partner i SIRIUS advokater.
– Vi ser et stort behov for vore klovne på hospitalernes børneafde-linger. Vor tiårige erfaring kombineret med en erfaren lederprofil fra NGO-verdenen skal sikre udbredelse af vores sag og kendskabet til hospitalsklovnenes arbejde, lægger han til.
Om jobskiftet siger Kenneth Øhrberg:
– De danske hospitalsklovne gør en kæmpe forskel for syge børn på landets børneafdelinger. Det er en fantastisk sag at få lov at arbejde for og jeg ser frem til opgaven med at udvikle organisationen, så langt flere sygdomsramte børn på sigt kan få glæde og humor ind i deres liv.
Danske Hospitalsklovne er en almennyttig og velgørende forening, hvis formål er at sprede glæde blandt syge og udsatte børn. Foreningen tror på, at humor, fantasi og nærhed kan gøre barnets sygdomsforløb mere overkommeligt. Samtidig kan det øge barnets selvværd og styrke til at håndtere sin egen situation bedre.
Danske Hospitalsklovne har i dag 21 hospitalsklovne som to gange om ugen i snit besøger 23 afdelinger fordelt over hele landet. Besøgene er typisk af tre timers varighed.
Klovnene lønnes ikke af hospitalerne eller sundhedsvæsenet i øvrigt, men udelukkende med indsamlede midler og private donationer.