For mange årtier siden gik jeg sammen med min seksårige datter over grænsen mellem San Diego i Californien og Tijuana i Mexico. Min datters reaktion gjorde varigt indtryk på hendes allerede rejsevante far.
Vi gik bogstaveligt talt fra overflod og luksus til farvestrålende pjalter. Allerede i ingenmandslandet mellem de to grænseposter mødte vi små tynde drenge, der raslede med tomme konservesdåser og tiggede småmønter.
Min datter havde aldrig set noget lignende. Det havde hendes far, der dog først begreb kontrastens voldsomhed ved at se den med hendes øjne.
Et underudviklet turistparadis
Forleden var jeg på en lignende rejse uden datter, men chok-virkningen var næsten den samme. Jeg kørte i taxa fra Israels højborg, regeringskvarteret i Jerusalem, til Jeriko på Palæstinas besatte Vestbred.
Jeg har været i Israel og Palæstina mange gange i løbet af de sidste 55 år, men aldrig før oplevet så skærende en kontrast mellem det rige, skinnende Israel og det grå, slidte Palæstina.
Jeriko kunne være alle tiders turistfælde med bibelske oldtidsminder, Jordanfloden, Det døde hav, Dødehavsruller, gamle kristne klostre og et pragtfuld sommerklima midt om vinteren. Jeg har været her i et par dage nu, men endnu ikke set en eneste turist og byens få hoteller er triste, grimme og tomme.
Enormt skel giver spændinger
En del af årsagen springer i øjnene: lukkede butikker, ingen trafik, pengeautomaten ved hjørnet af byens hovedgade virkede ikke, da jeg forsøgte mig, og jeg var ikke overrasket. Internetadgangen er ikke helt til at stole på, og vejene er hullede.
Jeg kørte forleden fra lufthavnen i Tel Aviv til Jerusalem med et tog, der hvert tyvende minut suser op og ned ad Judæas bjerge. I Jeriko har de ingen offentlig transport. Kun taxaer uden faste priser, præcis som i Afrika og Sydasien i gamle dage.
Jeg blev gang på gang mindet om Bangladesh. Ikke om landet som det er nu, men Bangladesh dengang det virkelig var underudviklet og fattigt. Det er nærliggende tro, at Israel bevidst har underudviklet Palæstina, siden den jødiske stat erobrede området fra Jordan i 1967. Dengang så jeg ingen tydelige sociale forskelle.
Det gør jeg nu, og det åbenlyse skel mellem superrige Israel og udmarvede Palæstina kan ikke undgå at få politiske følger. Selvbevidsthed og selvtilstrækkelighed på den ene side og underlegenhed, protest, had og forsøg på voldelig selvbefrielse på den anden – medmindre palæstinenserne vælger at give op og forlade deres land. Israel lægger dem ingen hindringer i vejen.
Det er temmelig skræmmende, hvad der er ved at ske.
