Mange vestafrikanere mener, at Frankrig aldrig rigtig holdt op med at være en kolonimagt, selvom kolonierne blev selvstændige i 1960’erne. Derfor har der i de seneste år været et væld af demonstrationer mod den tidligere kolonimagt i Vestafrika, og det franske militær er blevet smidt ud af flere lande i regionen.
På den anden side af jorden, på den franske ø Ny Kaledonien, er regeringen i Paris også kommet i uføre. Her har et forslag om en ny valglov skabt frustration og vrede blandt den oprindelige befolkning, der kan se drømmene om selvstændighed fordampe. Det har ført til voldelige optøjer, hvor syv mennesker har mistet livet.
På trods af øens beskedne størrelse og befolkning har Ny Kaledonien meget større betydning for Frankrig end de tidligere kolonier i Afrika, fortæller Jørn Boisen, der er lektor i fransk på Københavns Universitet og i årevis har beskæftiget sig med fransk politik.
For ligesom eksempelvis USA har Frankrig i stigende grad rettet sit strategiske blik mod Stillehavet og Kina. Og det er vigtigt for Frankrig at være en global spiller, forklarer han.
”Så Ny Kaledonien er faktisk rimelig vigtig for Frankrig. Det er den første bastion mod den kinesiske ekspansion,” siger han og fortæller, at det påtvungne exit fra flere vestafrikanske lande på nogle måder faktisk passer franskmændene meget godt.
Men hvis Frankrig vender blikket fra Afrika, er der så andre stormagter, der vil forsøge at lægge deres hænder på det store kontinent? Det er noget af det, som vi spørger Jørn Boisen om.