Fra en lang række meget fattige lande kommer meldinger om, at det værste ved coronapandemien ikke har været de coronarelaterede dødsfald. Det virkelige problem er tilbagegang i økonomierne, fald i beskæftigelsen, svækkelse af muligheder, ikke mindst for piger og kvinder.
Mange af de fattigste lande er afrikanske. Her viser de usikre statistikker, at dødsfaldene som følge af malaria og AIDS hver især langt overstiger antallet af dødsfald som følge af corona.
Men malaria og AIDS fører ikke til økonomiske nedlukninger, faldende skatteindtægter, statslig gæld, skolelukninger og fald i turistindtægter. Det gør corona.
Den 17. og 18. februar mødes Den Afrikanske Union (AU) og den Europæiske Union (EU) til topmøde i Bruxelles under fransk EU-formandskab. Og et af temaerne bliver genopretning. Det kommer også til at handle om vacciner, men nok især om økonomi.
Og et helt konkret tema bliver, om en stor del af de særlige valutariske trækningsrettigheder, som de rige lande har i Den Internationale Valutafond (IMF), kan overføres til verdens lavindkomstlande for at mindske tilbageslaget.
Frankrig er som EU-formandsland gået foran og har givet tilsagn om at ”reallokere” 20 procent af landets særlige trækningsrettigheder i IMF. Det svarer til 5,5 milliarder dollars.
Fire andre EU-lande har taget tilsvarende beslutninger. Italien og Spanien er også parate til at overføre 20 procent af deres rettigheder til fattige lande. Belgien og Holland har annonceret, at de vil overføre henholdsvis 4 og 3 procent.
Det land, der foreløbig har givet det mest omfattende tilsagn, er Kina, som vil reallokere 25 procent. I vest, men udenfor EU, har Canada og Storbritannien hver især lovet at reallokere 20 procent, Japan vil reallokere 9,5 procent. USA har ikke meldt ud.
Største uddeling nogensinde
De penge, det handler om, er 650 milliarder dollars i såkaldt særlige trækningsrettigheder (special drawing rights). Beslutningen om uddelingen blev taget i august sidste år, og det er den største samlede uddeling af trækningsrettigheder i Valutafondens historie. Målet for reallokeringen er, at i alt mindst 100 milliarder af disse dollars skal overføres til lavindkomstlande. Det lyder lidt indviklet, og er det til dels også, men sagen er, at Den Internationale Valutafond opsparer reserver, som i krisetider kan udløses til gavn for medlemmernes likviditet og valutareserver. Det var det, der skete sidst i august 2021 med det største beløb nogensinde.
Danmarks andel var 3,3 milliarder dollars svarende til knapt 30 milliarder kroner, som den danske valutareserve dermed blev forøget med. Den samlede danske valutareserve er på omkring 500 milliarder kroner.
IMF fungerer efter bankprincipper, og det betyder, at de store indskydere også får de store tildelinger. Dermed har tildelingerne en tendens til at forstærke de økonomiske skævheder i verden. Ved tildelingerne i august 2021 gik 60 procent af eller 375 milliarder dollars til de avancerede rige økonomier, mens kun 3 procent svarende til 21 milliarder dollars gik til de lande, der er kategoriseret som lavindkomstlande (LIC). Det er samtidig de lande, der har færrest økonomiske muligheder for at reagere på klima- og coronaudfordringer, og som nu tynges af voldsom øget gæld på grund af epidemien.
Ifølge en artikel fra det europæiske center for udviklingspolitik ECDPM regner man med, at de avancerede økonomier vil være helt tilbage på før-pandemi-niveau allerede i 2023. De mest skrøbelige stater vil derimod stadig økonomisk ligge 7,5 procent under det tidligere niveau, og selv i de udviklingsøkonomier, der er i fremgang, regner man med, at niveauet vil være 4 procent under niveauet før pandemien.
Virkeligheden bag disse procenttal er, at der er sket en dramatisk vækst i den fattigdom, som ellers i de fleste lande har været faldende.
Enormt behov
Valutafonden skønner selv, at lavindkomstlandene har brug for at få tilført mindst 450 milliarder dollars over de næste fem år for at nå tilbage til før-COVID-niveauet, og at det afrikanske kontinent har brug for mindst 285 milliarder dollars frem mod 2025.
Det umiddelbare mål nu er altså overførsel af 100 milliarder dollars i trækningsrettigheder til lavindkomstlandene, og med de tilsagn, der er givet hidtil (refereret ovenfor), er man oppe på 45 milliarder dollars, altså knapt det halve.
Fem af EU’s 27 medlemslande har givet en eller anden form for tilsagn, men 22 lande mangler at melde ind.
Frankrig er med præsident Emmanuel Macron et ambitiøst formandsland i EU i dette halvår, og Frankrig er som nævnt gået forud i Europa for at få sendt en væsentlig del af milliarderne i retning af de fattigste lande. G7 og G20-topmøderne har også opfordret til frivillig reallokering af trækningsrettigheder til fordel for de fattigste lande.
De særlige trækningsrettigheder, som de 27 EU-lande har fået tildelt, udgør i alt omkring 170 milliarder dollars. 20 procent af det beløb er godt 34 milliarder dollars. De tilsagn, som de 5 nævnte EU-lande har givet indtil nu, løber kun op i godt 12 milliarder dollars.
Hvis alle 27 EU-lande reallokerer 20 procent, vil det udløse omkring 22 milliarder dollars yderligere, og man vil have nået tre fjerdele af målet på 100 milliarder dollars.
Trækningsrettigheder er ikke helt det samme som kontanter, men rettighederne kan på visse betingelser omdannes til direkte støtte. Center for Global Development har her i begyndelsen af februar gennemført to webinarer med deltagelse af IMF, om hvordan man fuldt ud får udnyttet værdien af de specielle trækningsrettigheder ”Exploiting the full power of special drawing rights”.
Samtidig arbejdes der på at få udmeldinger om reallokering fra de EU-lande, herunder Danmark, som endnu ikke har givet tilsagn.
Om det i en efterfølgende artikel.
