At 196 lande lørdag aften underskrev en global klimaaftale er først og fremmest et resultat af et enestående stykke politisk håndværk fra Frankrig og EU.
Det mener Thomas Becker, der var klimaforhandler for Connie Hedegaard op til COP15-topmødet i København i 2009.
“Man har nidkært overholdt FN’s spilleregler og ført åbenhed i forhandlingerne. Det har gjort, at man skabte en stemning af, at en aftale kunne komme i hus. Og så kom aftalen i hus”, siger Thomas Becker søndag til DR online.
I Berlingske har den kendte videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard, også roserne fremme:
“Udenrigsminister Laurent Fabius har demonstreret, at der stadig ikke er nogen, der mestrer den diplomatiske kunst bedre end franskmændene”.
“Med elegance, vid og charme har den rundhovede udenrigsminister rakt hænderne ud til samtlige 196 lande i det store konferencecenter – fra de mest sårbare ø-nationer til klodens største CO2-udledere”.
“Fabius har lyttet til alle”, fortsætter Aaagard, “understreget betydningen af enighed, og som hovedredaktør på aftaleteksten gjort sit bedste for at udfærdige en så afbalanceret, retfærdig og alligevel ambitiøs Paris-aftale som mulig:”
“En redningsplan for kloden, som fremtidige generationer må formodes at blive i hvert fald rimeligt taknemmelige over.”
Hvad betyder klimaændringerne så (allerede nu)?
- Is og sne smelter
- Havene stiger
- Flere hedebølger
- Flere oversvømmelser
- Mere tørke
- Kraftigere storme
Årelange forhandlnger før det kom så vidt
Frankrig har gennem flere år op til klimatopmødet ført en tillidsskabende forhandlingsproces, hvor både små og store lande har følt sig hørt og det har skabt grobund for klimaaftalen, ifølge Thomas Becker.
At det lykkedes at få samlet verdens lande til kamp for klimaet viser, at det internationale samarbejde stadig kan skabe resultater.
“Den internationale dialog har meget trange kår i øjeblikket, og netop derfor er aftalen i Paris et så enestående gennembrud – ikke bare for klimaet, men i det hele taget, siger Thomas Becker til DR online.