Problemstillingerne er mange i det sydamerikanske land, som er en del af Frankrigs oversøiske territorium. Landets 250.000 indbyggere er plaget af en høj arbejdsløshed, hvor halvdelen af ungdommen er uden arbejde, store dele af befolkningen mangler adgang til basale ting som rent vand og elektricitet, og kriminalitetsraten i Fransk Guyana er den højeste blandt Frankrigs oversøiske territorier. Det fik i tirsdags 10.000 mennesker til at samle sig i hovedstaden Cayenne.
Udover demonstrationen tirsdag har mere end 30 fagforeninger kollektivt nedlagt arbejdet og forlangt en slags Marshall Plan til at løfte levestandarden og forbedre sociale forhold og sikkerhed i landet. Store dele af landets skoler og butikker har siden mandag været lukket, og centrale veje har været blokerede.
Protesterne kommer ca. en måned før præsidentvalget i Frankrig, hvor de Fransk Guyanske protester mod dårlige levevilkår og kravet om lige vilkår med det franske folk på fastlandet har været diskuteret blandt præsidentkandidaterne.
Den lokale protestbevægelse ’The 500 Brothers’, som har ført an i demonstrationerne, afviste de delegationer med forhandlere, som den franske regering sendte og forlangte, at de kun ville forhandle med franske ministre. Det betød, at de to franske ministre, Indenrigsminister Matthias Fekl og Minister for Oversøisk Territorium Ericka Bareights, tog til Fransk Guyana i onsdags i et forsøg på at skabe ro og stabilitet i det protestplagede land.
Torsdag stillede Ericka Bareights sig op på vegne af den franske regering og undskyldte for det kroniske lave niveau af investeringer i landet.