Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
I 1996 eller 1997 blev jeg af Danmark Internationale Humanitære Beredskab sendt til Rwanda som en af FN’s 50-100 menneskeretsobservatører. Den politiske situation var uafklaret et par år efter folkemordet i 1994, hvor medlemmer af hutu-flertallet myrdede løs på tutsi-mindretallet.
Hvor sprængfarlig situationen i landet stadig var, gik heldigvis først op for mig året efter, da to observatørkolleger blev slået ihjel nær Kiwu-søen i Rwanda.
Vores ubevæbnede mission startede med et kursus, hvor vi blandt andet fik at vide, at vi ville blive evakuerede når og hvis FN fandt det nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde. Alle udenlandske medlemmer af observatørkorpset ville blive transporteret ud af landet ad fastlagte flugtruter.
”Hvad så med rwanderne,” spurgte jeg. FN havde hyret tolke, chauffører og kokke til at lave mad til os expats. De skulle ikke evakueres, svarede chefen for vores menneskeretsmission.
Stridens parter
Alle lokalt ansatte var enten hutuer eller tutsier, ofre eller gerningsmænd i det morderiske drama, vi var sendt ud for at lappe på.
Konflikten var langt fra løst, men det var kun os udlændinge, som FN påtog sig at redde, hvis konflikten igen brød ud i lys lue. Ikke de rwandere, der hjalp os, og var i størst fare for at lide overlast, fordi de var netop hutuer eller tutsier. Vi var kun rådgivere, ikke parter i deres strid.
Den gang i forrige århundrede var det stadig kutyme at evakuere (hvide) udlændinge ud af krigszoner, hvis der var fare på færde, mens (sorte eller brune) lokalt ansatte måtte klare sig selv, som de bedst kunne. Selv om de var i akut risiko for at blive lagt for had og myrdet af deres/vores modstandere.
Sådan var det efter vietnamkrigen, balkankrigene, krigene i Mellemøsten og efter alle de krige og konflikter, hvor FN eller vi i Vesten greb ind for at forsvare de svage, et princip eller bare for at pleje vores egne interesser. Hver gang vi trak os ud, efterlod vi lokale hjælpere, hvoraf mange blev straffet for det, som vores tidligere fjender ikke kunne straffe os for, fordi vi havde bragt os selv i sikkerhed.
Vort ansvar
Set i dette lys er det godt, at den danske regering nu – mere eller mindre nødtvungent – er begyndt at anerkende det ansvar, vi påtager os som frelsere i fremmede lande.
Hvis frelsergerningen lykkes, kan vi glæde os sammen med vore indfødte venner; hvis den slår fejl, kan vi rejse hjem, et nederlag og en erfaring rigere.
Den samme mulighed begynder vi først nu at give vores lokale medarbejdere i Afghanistan. Indtil da måtte de lokale leve eller dø med sviende smerter fra vores nederlag.
