Vi mødtes på et kursus om biografier i Dansk Forfatterforening. Kurset var kedeligt, men mødet med Marie var det hele værd. Marie var en af mine gæster i Dansk Forfatterforenings Røde Sofa, hvor hun fortalte om sin biografi ’Sarala Devi – Bjergenes kvinde’, som hun selv udgav i samarbejde med Lakshmi Ashrams venneforening i 2008. Et uddrag fra bogen var med blandt festivalteksterne til ’Gammelfestivalen Det sidste suk’ (Epigraf 2010). Marie var selv blandt de medvirkende på Gammelfestivalen, hvor hun gjorde lykke med sine på én gang meget ordknappe, men også meget håndfaste og underholdende meninger.
Da jeg i 2009 første gang besøgte hende i rækkehuset i Farum, var det tydeligt, at hun ikke boede i et mindehus. I en alder af 86 år havde Marie stadigvæk en hel del unfinished buisness. Besøget resulterede i portrætsamtalen ’I want to face a tiger!’, der indgik i bogen ’Drømme og visioner. Portrætsamtaler om at ville og kunne’ (Epigraf 2011), hvor også Jesper Klein, Hanne Marie Svendsen, Palle Kjærulff-Schmidt og Jon Bang Carlsen var med.
Samarbejdet fortsatte med udgivelsen af erindringsbogen ’Og freden kom’ (Epigraf 2011), der udkom samme år. Marie var utrættelig og skrev et bogkapitel til hvert af vores ugentlige møder, og vi kunne snildt bruge 10 timer på at redigere teksten hver gang. Bagefter var jeg ofte mere træt end Marie. Sådan virkede det i hvert fald. Men jeg fik dyb respekt for den spinkle, livskraftige globetrotter, for Marie Thøger var ubegribelig viljefast, når hun satte sig noget for, som for eksempel færdiggørelsen af bogen.
Hun slog ofte ud med hånden og viste mig et bjerg af notater, dagbogsoptegnelser og avisartikler. Marie var medlem af Eventyrernes Klub og modtog i 2005 en stor international pris, indstiftet af den indiske Jamnalal Bajaj Foundation, for sit utrættelige arbejde for udbredelsen af Ghandis tanker i verden. Tidligere prismodtagere er Desmond Tutu og Johan Galtung. Prisen på de 65.000 kroner blev doneret til velgørende formål i Indien.
En af mine venner havde besøgt ashrammet, en pigeskole drevet efter Gandi-principper i den indiske delstat Uttaranchal i Himalaya, og havde fortalt så entusiastisk om det, at jeg endte med at modtage den danske venneforenings nyhedsbrev og af og til sendte bidrag. I nyhedsbrevet var jeg flere gange stødt på Maries navn og havde hørt en radioudsendelse om hendes arbejde for sagen.
Rejselysten begyndte i 1947
Marie Thøger voksede op på en gård i Himmerland og blev under krigen uddannet som lærer på Ranum seminarium. Hendes rejseliv begyndte i 1947, hvor hun i flere år brugte sine sommerferier til praktisk arbejde i lejre forskellige steder i Europa. I 1951 var hun på ophold i et indianerreservat, Passamoquadi, i Maine, USA, og i 1953-54 deltog hun i et kursus for u-landsarbejdere i Mysore, Sydindien. Under opholdet besøgte hun for første gang Mahatma Ghandis landsby Sevagram i Centralindien. Det blev begyndelsen til en livslang dedikation til Ghandi-arbejdet og ikke-voldstanken.
1965 blev hun udsendt til Øst-Pakistan som rådgiver i literacy-arbejde. Fra 1972 arbejdede hun med og for Laksmi Ashram, som er en Ghandiskole for landsbypiger i Himalaya, Nordindien. Hun har forfattet adskillige børne- og ungdomsbøger, hvor hun skildrer børn og deres forskellige opvækstvilkår i forskellige kulturer. Formidlingen til børn og unge stod hendes hjerte nært.
Og så pludselig er hun her ikke mere … Til den meget velbesøgte begravelse i Stavsholmkirken i Farum nåede blomsterne helt ud til våbenhuset. Mens præsten citerede Ghandi, havde Marie selv valgt, at en af hendes nære venner skulle citere Poul Henningsens Ulandsvise, hvor PH vender vrangen ud på selvgodheden. Ganske typisk for Marie. Æret være hendes minde.
Michael Svennevig er forfatter og dramatiker.
