Den kom igennem, den store Pagt for Fremtiden. Den blev vedtaget på FN’s generalforsamling – uden jubel men med stor lettelse. Og der er gode håndtag i den, som vores faste analytiker, Jens Christian Wandel, forperson for FN-forbundet udtrykker det. Muligheder for med tiden at få afmonteret nogle af de bremser, han har peget på gennem denne serie.
Læs også: Måske er der ved at ske noget stort i FN
“Når det er de lande, der er så voldsomt imod den aftale, så må der være noget godt i den,” siger han med henvisning til de autokratiske lande med Rusland i spidsen, der virkelig har prøvet at sabotere aftalen.
Men hvis en international aftale skal gøre en forskel, så skal den respekteres. Og det er der, alle vi andre skal træde til, lyder det fra Jens Christian Wandel. Vi, som vi civile, erhvervsliv, organisationer, akademikere og alle mulige andre grupper i samfundet, skal hjælpe politikerne med at holde kursen. Altså hvis det er det, man synes er en god ide. Det synes Putin og Assad for eksempel ikke.
Og engagement, det kræver, at man tror på, at man kan gøre noget, og at det gør en forskel at gøre noget, siger psykologiprofessor Guido Makransky. Og den tro kan man opbygge med den nye teknologis evne til at formidle oplevelser i stedet for bare informationer. Virtual Reality kan for eksempel tage dig 30 år frem i tiden, og vise, hvordan dit land vil se ud, hvis du og alle andre bare fortsætter som hidtil. Eller vise, hvor stor forskel du og andre kan gøre, hvis i ændrer opførsel nu.