Høringssvar af Marianne Frederiksen (DH)
Op mod 90 procent af børn med handicap i u-landene får stadig ingen uddannelse. Det er et tydeligt eksempel på, hvorfor netop særligt udsatte grupper skal kunne hjælpes over en bred bank. Og det bør Danidas udkast til den nye NGO-politik sige langt klarere.
Det er en af hovedbetragtningerne fra lederen af det internationale arbejde i Danske Handicaporganisationer (DH) i høringssvaret om den nye civilsamfundspolitik.
For det er ikke nok at tale børnenes sag (advocacy), de skal hjælpes med en stribe målrettede og let tilgængelige offentlige serviceydelser, hedder det.
I en tid med store fremskridt på netop dette MDG (2015)-mål om universel adgang til uddannelse, er det et tydeligt eksempel på nødvendigheden af at have specielt fokus på udsatte grupper.
Ikke kun via advocacy-arbejde men også med strategiske serviceydelser, der kan vise vejen for, hvordan børn med forskellige typer handicap kan blive integreret i undervisningen, anfører DH.
Høringssvaret i øvrigt:
Danske Handicap-organisationer (DH) har med stor interesse og delvis glæde læst udkastet til en ny civilsamfunds-politik.
Det er f.eks. glædeligt, når det så tydeligt fremgår, at FN’s menneskeretskonventioner, herunder handicapkonventionen, vil være ledetråden, der guider den danske støtte til civilsamfundet. Dermed reflekterer den nye politik i høj grad en rettighedsbaseret tilgang til udvikling.
Men der er andre områder, hvor det kunne være nyttigt med en præcisering af, hvad der menes eller hvorfor væsentlige indsatser er udeladt i politikken.
Først til en for DH vigtig præcisering.
Vi værdsætter naturligvis, at personer med handicap specifikt fremhæves som en særlig udsat (mål)gruppe, men det er ikke korrekt at tale om, at personer med handicap – samt andre grupper, som ligeledes fremhæves i afsnittet – er kendetegnet ved at have særlige rettigheder (“special rights”).
Handicapkonventionen er et udtryk for, at det er nødvendigt at tydeliggøre, at personer med handicap nyder nøjagtig samme rettigheder, som alle andre mennesker i samfundet.
Konventionen har som formål, at stille personer med handicap på lige fod med ikke-handicappede – ikke at give særlige rettigheder.
En rettighedsbaseret tilgang fordrer at netop universaliteten i rettighederne betones, da det ofte er barrierer i det omgivende samfund, der er en hindring for øget inklusion og lige adgang til f. eks. offentlige sundhedsydelser.
Om CSOernes (NGOernes) roller
Vi er selvsagt helt enige i, at de danske organisationer skal tilføre værdi og mener også, at vi er værdiskabende i vore partnerskaber.
Civilsamfundspolitikken beskæftiger sig dog i for høj grad med, hvordan vi kan dokumentere vores værdi, mens der er et fravær af beskrivelser af, hvad det er for faglig viden, ressourcer, erfaringer og netværk NordCSOerne bidrager med i deres partnerskaber.
Serviceydelser (og indkomstskabende aktiviteter) er slet ikke nævnt.
Adgang til basale ydelser /empowerment for den enkelte er væsentligt for aktive stærke handicaporganisationer, der kan lægge politisk pres på myndigheder.
DH mener at kunne argumentere for at ”strategic service delivery” er vigtigt.
Både for at løse et umiddelbart behov, hvor staten ikke lever op til sine forpligtelser, men også fordi det udgør et vigtigt ”invited space”, hvor marginaliserede gruppers særligt udsatte position kan afhjælpes og de kan styrkes til at blive aktive aktører i udviklingen af et mere inkluderende samfund.
DH mener derfor, at strategiske serviceydelser spiller en vigtig rolle i at sikre legitimitet og forankring af lokale civilsamfundsorganisationer blandt deres medlemmer, samtidig med at sådanne serviceydelser bidrager med vigtige erfaringer, som kan styrke det evidensbaserede advocacy-arbejde overfor både regering og andre udviklingsaktører.
Det anslås f. eks., at op mod 90 procent af børn med handicap i udviklingslande stadig ikke har adgang til uddannelse.
I en tid med store fremskridt på netop dette MDG (2015)-mål om universel adgang til uddannelse, er det et tydeligt eksempel på nødvendigheden af at have specielt fokus på udsatte grupper.
Ikke kun gennem advocacy-arbejde men også med strategiske serviceydelser, der kan vise vejen for, hvordan børn med forskellige typer handicap kan blive integreret i undervisningen.
Strategi eller politik?
Som nævnt iindledningsvis er der bestemt gode takter i at skrive en politik frem for en ny strategi, men herværende udkast til ny politik fremstår ikke konsekvent i sit indhold.
Det skaber uklarhed, at politikken også anvender teoretiske og faglige termer uden at disse nødvendigvis er defineret. Og hvor en definition foreligger, er DH ikke nødvendigvis enig.
Tilgangen i Theory of Change synes at bygge på en antagelse om, at staten (i hvert fald i ikke-skrøbelige stater) vil være både lydhør og villig til at imødekomme civilsamfundets krav – blot disse bringes på bane.
DH vil gerne anfægte denne antagelse, da det langt fra er vores erfaring fra stater, der ikke karakteriseres som skrøbelige – men derimod med manglende kapacitet til at sikre basale rettigheder og sociale ydelser.
Forståelsen af ”advocacy” er snæver og inkluderer ikke bevidstgørelse /samfundspåvirkning generelt, hvilket er vigtigt i arbejdet mod general stigmatisering (forstødelse).
”Empowerment” ses som et mål (outcome) og ikke som et middel eller princip, hvorfor det ikke direkte er medtaget i definitionen af HRBA.
I vores forståelse er ”empowerment” både mål og middel, jævnfør ovenfor, lægges der stor vægt på overvågning og dokumentation på ”results /outcome”-niveau. Samtidig tales der om processer – og vigtigheden af innovative og fleksible partnerskaber.
Det er lidt selvmodsigende.
Forvirrende og lidt unødigt akademisk
Det er prisværdigt, at udkastet understreger vigtigheden af at sikre /arbejde for civilsamfundets råderum i et samfund; en opgave, der især er vigtig for donorer og andre store aktører med mulighed for at øve indflydelse på modtagerlandene.
Det kan også være nyttigt at skelne mellem ’invited’ og ’claimed’ og også gerne ’contested’ space.
Det kræver dog en bedre og mere uddybende forklaring på disse begreber, hvis de skal være anvendelige, samt en afklaring af, hvad det indebærer at operere indenfor disse forskellige typer sfærer.
Endvidere er der behov for at give et entydigt signal om, hvad betydningen er for den støtte, der gives til civilsamfundet.
Det kan lyde som om civilsamfundspolitikken primært vil arbejde for at få så meget civilsamfundsarbejde lagt over i ’invited’ space som muligt. Det er dog vigtigt også at være opmærksom på, hvilke fordele og ulemper der er ved de forskellige typer råderum.
Det vil være godt om denne afklaring af råderum kan stå et sted i politikken og der derefter blot kan blive refereret til civilsamfundets råderum.
Som det står nu, kan det virke forvirrende og lidt unødigt akademisk med de mange henvisninger til nogle gange’ invited’ andre gange ’claimed’ space, uden at det samtidig er klart hvad formålet med denne skelnen skal bruges til.
Som afrunding vil DH derfor foreslå, at man overvejer at supplere denne politik med en række strategier på områder, der er særligt relevante at få præciseringer på. DH bidrager gerne dertil.
Mere om DH på http://www.handicap.dk
Mere om Marianne Frederiksen på
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/ny-international-leder-i-danske-handicaporganisati
