Af Uffe Torm
Den nye civilsamfundspolitik, som nu er sendt i høring af Danida, opfylder i princippet mange af NGOernes ønsker. Alligevel er det usikkert, om den nye politik i praksis kan opfylde forventningerne.
Den 16. juni 2013 opstillede jeg i et blogindlæg her på U-landsnyt.dk 12 pejlemærker, som den nye civilsamfundspolitik, der skal afløse civilsamfundsstrategien fra 2008, burde bedømmes på – se http://www.u-landsnyt.dk/blog/349/12-pejlem-rker-en-ny-civilsamfundspolitik
Nu er der offentliggjort et udkast hertil, som er sendt i offentlig høring frem til 19. marts.
I hvor høj grad lever det op til pejlemærkerne?
1) Er et stærkt, uafhængigt og mangfoldigt civilsamfund – dvs folkelige organi-sationer og aktører – (stadig) et vigtigt udviklingsmål i sig selv?
Udkastet bekræfter, at det langsigtede mål forsat er at støtte udviklingen af et levende og mangfoldigt civilsamfund.
Selv om der er sket fremskridt i nogle lande, er hovedproblemet imidlertid, at civilsamfundets råderum (dvs. aktivitetsmuligheder) er under voksende pres og indskrænkes i mange u-lande.
Den nye politik erkender ganske vist dette men har ingen konkrete bud på, hvordan denne tendens bør imødegås.
2) Indtænkes civilsamfundspolitikken i udviklingsbistanden som helhed?
Det understreges, at den nye civilsamfundspolitik skal afspejle sig i alle Danidas og Danida-støttede udviklingsaktiviteter f.eks. i FN-organisationerne, Verdensbanken og EU.
Det var imidlertid også hensigten med den gældende civilsamfundsstrategi. Det slog dog aldrig igennem i praksis, hverken på Asiatisk Plads, på ambassaderne eller i den multilaterale bistand.
Så der er god grund til at ønske bedre held denne gang.
3) Anerkendes civilsamfundsorganisationerne (CSOerne) for dét de kan og gør?
Kun i begrænset omfang.
Udkastet udtrykker nogle traditionelle forventninger til CSOerne i Nord og Syd om etablering af partnerskaber, støtte til kapacitetsopbygning, fortalervirksomhed og netværksdannelse samt vagthundefunktioner.
Der er således fortsat en tendens til, at de folkelige organisationer tildeles roller og arbejdsopgaver og anvendes som instrumenter, som offentlige myndigheder kan benytte sig af i udviklingsarbejdet.
Det gælder også CSOernes indsatser i skrøbelige stater, hvor de forventes at levere serviceydelser, som nationale og lokale myndigheder (hvis de findes) ikke selv vil eller kan præstere.
4) Er CSOernes rolle mere end kun at være vagthunde?
Der mangler desværre i udkastet en anerkendelse af, at civilsamfundsorganisationer ofte bidrager meget konkret til udviklingsarbejdet f.eks. at mobilisere og organisere marginaliserede målgrupper og yde relevante indsatser inden for uddannelse, sundhed, sociale indsatser, landbrug mv. inden for rammerne af et offentligt/privat partnerskab.
De folkelige organisationer burde i højere grad anerkendes og respekteres som selvstændige aktører, som kan bidrage med indsatser, der er forskellige i natur og metoder fra de statslige indsatser.
Deres komparative fordele består jo bl.a. i, at de kan noget, myndighederne ikke kan.
5) Fremmer civilsamfundspolitikken CSO’ernes ejerskab til indsatsen i Syd?
Udkastet understreger kraftigt, at organisationerne i Nord fremover i højere grad skal overlade ansvaret for at gennemføre de støttede indsatser til deres partnere i Syd og træde yderligere et skridt tilbage.
Den anbefaling er helt på sin plads der, hvor det ikke allerede er tilfældet.
6) Er støtten til civilsamfundet fleksibel og benytter den forskellige finansieringsmekanismer?
Udkastet kommer ikke med nye bud på, hvordan de folkelige organisationers udviklingsaktiviteter fremover skal støttes økonomisk. Støttemulighederne i Danmark er blevet mindre fleksible.
Ifølge udkastet vil støtte til civilsamfundet i Syd fremover i stigende grad blive kanaliseret uden om de danske organisationer via ambassaderne eller direkte til fælles donorfonde i Syd.
Erfaringerne med sådanne lokale fonde er imidlertid blandede. Der anføres dog i udkastet i det mindste en række principper for, hvordan den lokale danske støtte til civilsamfundet bør udmøntes.
Men hvordan sikrer Danida, at principperne respekteres lokalt?
7) Respekterer målingen af resultater civilsamfundets mangfoldighed og forskellige kompetencer?
Det er svært at bedømme, før der er udarbejdet nye retningslinjer for rapportering. Men udkastet tyder på, at bureaukratiske dokumentationsbehov kommer til at veje tungt.
Da partnerne jo skal være hovedansvarlige for at gennemføre de støttede indsatser, ville det imidlertid være naturligt at lade dem rapportere i henhold til deres egen kontekst og succeskriterier, og så lade den danske organisation redegøre for den merværdi, der er skabt ved at kanalisere bistanden gennem den danske NGO.
8) Er støtten til civilfundet tålmodig og langsigtet?
Civilsamfundspolitikken skal evalueres igen om seks år, dvs i 2020. Organisationer med rammeaftaler skal gennemgå en form for eksamination hver fjerde år, som kan betyde mere eller mindre støtte.
Fire år er imidlertid en meget kort tidshorisont i udviklingsindsatser, der sigter på markante forandringsprocesser og værdi- og holdningsændringer, som ofte tager lang tid. Utålmodighed skaber ikke holdbar udvikling.
9) Fremmer civilsamfundspolitikken nye dynamiske og innovative partnerskaber mellem Nord og Syd?
Udkastet opfordrer til indgåelse af nye innovative og fleksible partnerskaber både med traditionelle partnere, de nye sociale bevægelser, som især opererer via nettet, den private sektor samt lokale myndigheder og traditionelle autoriteter.
Desuden opfordres der til øget deltagelse i internationale alliancer og netværk især af organisationer fra Syd. Men igen savnes der konkrete, operative anbefalinger.
10) Styrkes civilsamfundet i Syd?
Det er den erklærede hensigt i udkastet.
Men som nævnt er civilsamfundet under stigende pres i mange u-lande. Ikke alle magthaverne er med på de vestlige landes krav om menneskerettigheder, ligestilling, demokrati, åbenhed og god regeringsfølelse.
Derfor risikerer demonstrative fortalerinitiativer at give bagslag, jf. reaktionerne på homolovgivningen i Uganda, og skabe restriktioner for de involverede partnere. Men Danmark skal naturligvis fortsat arbejde på at udvide og styrke civilsamfundets råderum i Syd.
11) Fremmes eller begrænses det folkelige engagement i udviklingsarbejdet?
Udkastet lægger op til yderligere professionalisering af NGO-bistanden og voksende krav om at dokumentere tillægsværdien af at kanalisere danske udviklingsmidler gennem folkelige organisationer.
Det kommer desværre let til at modvirke frivilliges engagement og deltagelse i arbejdet.
Øgede krav om folkelig forankring og ydelse af egetbidrag kan desuden paradoksalt nok måske få den modsatte virkning på grund af stadig mere kommercielle og pågående indsamlingsmetoder.
De øgede krav til danske organisationer vil sandsynligvis medvirke til at begrænse antallet af aktive, folkelige organisationer i udviklingsarbejdet. Fokus vil i stigende grad være på de store og internationale organisationer, som kan levere det ønskede.
12) Har UM /Danida den fornødne personalemæssige og faglige kapacitet til at løfte opgaven?
Udkastet kommer slet ikke ind på hvilke økonomiske og menneskelige ressourcer i ministeriet, der er nødvendige for at kunne gennemføre den nye og for så vidt ganske ambitiøse civilsamfundspolitik.
I betragtning af de meget mærkbare besparelser og personalereduktioner, man allerede har gennemført i ministeriet og de kommende fortsatte besparelser og nedskæringer er det imidlertid svært at være fortrøstningsfuld.
Summa Summarum
Ifølge 7-trinsskalaen lander karaktergivningen et sted mellem den jævne og den gode præstation, hvilket i min bedømmelse betyder delvis opfyldelse af fagets mål men med en del mangler.
Udkastet skal roses for en kort men relevant analyse af de problematikker, der præger udviklingsarbejdet i de fattige lande efter 50-60 års udviklingsbistand.
Svagheden er imidlertid, at udkastet ikke rigtigt får forholdt sig til fremtidens udfordringer. Der mangler realistiske handlingsplaner og klare målsætninger.
Hvis NGOerne fortsat skal have relevans, må de nu selv komme på banen med overbevisende bud på deres fremtidige rolle, udarbejde troværdige strategier og opstille specifikke de mål, de gerne vil måles på i 2020.
Uffe Torm har i snart et halvt århundrede arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik, både som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør. Han var fra 1998 til 2012 sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
—————–
BEMÆRK: Artiklen optræder tillige som blog her på U-landsnyt.dk, men betragtes som så væsentlig for dette temas centrale problemstillinger, at den medtages her.
