Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Hvordan ser fremtidens NGO ud?
Globalt Fokus holder for tiden en række begivenheder om spørgsmålet under titlen ’CSO futures’. Som optakt skriver de på deres hjemmeside, at danske NGO’er bør gentænke deres formål, rolle, bidrag og finansiering som organisationer. For at understrege dette følger så en række intetsigende modeord som ’innovation’, ’strategic skills’, eller ’business models’, der skal hjælpe de danske NGO’er med at blive ’future-fit’.
Det går stærkt, som du selv kan læse her. Bl.a. har direktøren for Berlin International Civil Society Centre, Burkhard Gnärig, været på besøg og holde oplæg.
Der er mange dygtige tryllekunstnere rundt om i verden der sælger løsninger til organisationer i vildrede, og ham her valgte at give NGO-cheferne en overhaling for at de ikke ser hvad fremtiden kalder på – ’skab noget kaos – disrupt yourself’ var budskabet.
Til næste session kan man få introduceret det ”nye” begreb ’Leading by Vision’, som om ingen før har tænkt over ledelse gennem fremsyn.
Jeg forsker først og fremmest i udviklingssamarbejde, men min anden store interesse er organisationer – hvordan de ændrer sig, forbliver det samme, dør eller genoplives. Det er fantastisk interessant at Globalt Fokus sætter fokus på fremtidens NGO, og når jeg hører sådan nogle formaninger om, hvem der bør ændre sig og hvorfor, kan jeg ikke holde min mund.
Mulig gevinst på lang sigt
Lad mig tage fat på, hvor de her argumenter om behovet for radikal forandring holder vand og hvor de bliver til absolut volapyk.
Visse forhold i den danske NGO-kontekst ændrer sig, det er der naturligvis ikke nogen som helst tvivl om. Regeringens nedskæringer i bistanden har ramt det danske civilsamfund hårdt, og mange NGO’er vil desperat søge efter alternative finansieringskilder over de næste mange år.
Vi kan ikke andet end at begræde at regeringen og udenrigsministeriet vælger at fjerne penge fra deres effektive partnere, og derfor i sidste ende tusindvis af mennesker, hvis liv kunne være blevet ændret gennem de projekter og programmer, der nu nedlægges.
Men tager vi de langsigtede briller på, kan det være, at vi om 20 år vil kigge tilbage og tænke, at det nu i grunden var meget godt, at den statslige støtte lige så stille faldt fra, og satte NGO’erne fri.
Det vil koste organisationer livet, det er der ingen tvivl om. Men dem der bliver tilbage vil forhåbentligt undgå pression fra håbløse politikere, kunne styrke folk-til-folk elementet, og det vil måske få flere til at tage bladet for mundet og sige deres ærlige mening om politiske beslutninger, noget visse NGO’er er bange for i en tid, hvor det kan koste finansiering. Uffe Torm skrev nogle gode ord om den problemstilling for et par måneder siden her.
Her er der dog ingen tvivl om, at ændringer i NGO’ernes kontekst vil kræve radikale forandringer, og spørgsmålet er, om man er klar til det. Mere end en fremtid der bare ’kalder’ og som vi bør svare på er det vel dog nok en fremtid, der ret brutalt er givet til NGO’erne som en kniv for struben.
Man kan være for omstillingsparat
Men at finansieringskanaler og -mønstre ændrer sig markant er ikke det samme som at organisationerne ukritisk bør gennemgå radikale forandringer. Og her ligger min vel nok største anke mod tanken om konstant omstilling og ’imødekommen af fremtiden’.
Organisatorisk succes handler nemlig sjældent om altid at løbe efter, og prøve at tilpasse sig, de ændringer, som sker omkring en. Min anbefaling til de danske NGO-chefer er, i modsætning til de budskaber, der lader til at komme fra Globalt Fokus’ oplægsholdere, at de skal tænke sig rigtig godt om, før de ukritisk begiver sig ud i forsøg på radikal forandring. Den slags ender sjældent særlig godt, specielt ikke når det hovedsageligt sker reaktivt, som et usikkert svar på at verden omkring en ser ud til at forandre sig.
I stedet bør civilsamfundsorganisationerne forsøge at finde ind til kernen af hvad der driver deres organisation og mission. Nogle gange handler det nemlig snarere om at holde fast mens verden suser forbi end at prøve og halse efter den (og så ændrer verden sig sjældent så voldsomt som vi nogen gange går og bilder hinanden ind at den gør). Og så ved jeg godt at vi nærmer os nærmest lige så slemme management-floksler som dem, jeg lige har advokeret imod.
Den skarpe profil
Men mit bud er, at de civilsamfundsorganisationer, der formår at finde bedst ind til deres kerneidentitet og missioner er dem, der vil overleve, modsat dem der befinder sig i konstante former for nytænkning og er nok så ’innovative’.
Det handler ikke om at være konservativ eller gammeldags tænkende. Det handler om at finde ind til den skarpe profil, der kan adskille en fra andre og understrege og udvikle den specifikke faglighed, som mange organisationer har haft med sig fra deres første skridt.
Nogle civilsamfundsorganisationer ser kampen for social og økonomisk udvikling som fundamentalt politisk og arbejder efter det, mens andre helst fokuserer sin faglighed på et enkelt område, som uddannelse.
Den slags forskelle er vigtige, ikke som en form for venlig arbejdsdeling eller fordi der skal være plads til alle organisationer, men fordi den snævre men dybe faglighed oftest også er den skarpeste.
At løbe efter og forsøge at optage de nyeste ideer eller trends kan signalere omstillingsparathed men repræsenterer som regel konformisme snarere end reel kreativitet.
Det stærke valg og den reelle fremtidssikring handler tværtimod oftere om at turde sig fra og dyrke de styrker man har som organisation.
