Kommentar af Vagn Berthelsen
I disse dage markeres det, at Danida gennem 50 år har været det statslige organ, som har haft ansvar for at give bistand til fattige udviklingslande.
Samtidig er udviklingsminister Christian Friis Bach (R) på vej med en ny strategi for Danmarks udviklingsarbejde. Det er en god anledning til at kigge fremad og vurdere på, hvilke udfordringer bistanden står over for de næste 50 år.
Nogle markante skillelinjer tegner sig:
Politik
Det internationale styrkeforhold er ændret og vil blive ændret radikalt. Det er ikke en tilfældighed, at G8-gruppen blev udvidet til G20. Lande som Rusland, Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. har afgørende stemmer, der ikke kan ignoreres.
Men også under denne ’superliga’ er der sket forandringer. Fattige afrikanske lande med naturressourcer har nu valgmuligheder og kan spille de store ud mod hinanden.
Det var f.eks. sigende, at et lavindkomstland som Mozambique for nylig satte Indien på plads i en sag om rettigheder til at søge efter gas i det indiske Ocean.
Økonomi
En lang række lande er blevet eller bliver mellemindkomstlande, hvor klassisk u-landsbistand spiller en mere marginal rolle. Det er øgede investeringer og handel som i det store billede rykker, og som kan betyde, at millioner af mennesker kommer ud af fattigdom og får adgang til skole, sundhed, bedre boliger, mad.
Jeg skriver ’kan’ fordi den økonomiske vækst i en række lande ikke har betydet en forbedring af levevilkårene for de fattigste. En lille elite er blevet rigere og uligheden i samfundet er øget markant.
En anden gruppe af lande hænger fast i dyndet og vil også i det mellemlange perspektiv forblive fattige og skrøbelige med stort behov for klassisk u-landsbistand for at komme videre, ja blot for at befolkningen kan overleve.
Sikkerhed
Siden terrorangrebet på USA i september 2001 har sikkerhed domineret den internationale dagsorden. Det er hér ressourcerne er blevet prioriteret og terrorbekæmpelse har haft et stærkt element af ’krig’, fordi terror handlingen blev defineret som en krigshandling og ikke som en kriminel handling.
Den indgang har ført til afsindig dyre indsatser i specielt Afghanistan og Irak, og resultatet er mildt sagt tvivlsomt: Hvad sker der i Afghanistan, når USA og de allierede trækker sig ud? Hvor mange flere terrorister har ikke meldt sig under fanerne efter Irak-krigen?
Jeg mener det er vigtigt at analysere årsager til krig, ikke-stabilitet og sociale opstande i et meget bredere perspektiv end det sker.
Jeg mener også, at en sådan analyse giver en indgang til meningsfyldt at samle de politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske dagsordener til én dagsorden, og at der i det perspektiv kan ligge en nøgle til fremtidens udviklingsbistand.
Fattigdom og ikke mindst ulighed er enormt stærkt brændstof til social uro, ustabilitet og i sidste ende krig.
Kampen mod apartheid var en kamp for ordentlig uddannelse og jord, men også en kamp for lige muligheder og et oprør mod ulighed. Men sorte sydafrikanere var ikke nødvendigvis fattigere end andre afrikanere i Afrika syd for Sahara.
Det arabiske forår var i høj grad en reaktion på fattigdom og ulighed. Unge som ikke kunne se muligheder for at skabe sig et ordentligt liv men som kunne se en lille elite sidde på det hele.
De omfattende uroligheder i London sidste år havde samme afsæt – en indædt vrede over uretfærdigheden og ikke noget at tabe.
Det er karakteristisk, at det ikke nødvendigvis er i de fattigste lande, at oprøret sker.
Årsagerne til fattigdom og ulighed er mange. Globalt handler det om, at spillereglerne tilgodeser de rigeste lande og de store selskaber, og at disse har gennemtrumfet deres interesser.
Det handler om klimaforandringer, befolkningstilvækst, pres på ressourcerne og miljøet, illegal kapitalflugt. Det handler om, at landvindinger indenfor teknologien i helt utilstrækkelig grad bliver tilpasset de fattiges behov.
Nationalt handler det om dårlige politikker, ringe kapacitet, korruption, mangel på mindretalsbeskyttelse og mangel på tolerance for anderledes tænkende og andre religioner
Hvad kan og skal fremtidens bistand da?
Malet med den brede pensel:
Det skal være en udviklingspolitik og ikke kun en bistandspolitik. Fattigdom og ulighed kan kun overvindes ved at arbejde med en helhedsorienteret tilgang, hvor der tages fat på årsagerne til fattigdom og ulighed.
De globale og nationale ’systemfejl’ skal ændres. Det dækker bl.a. FN’s sikkerhedsråd, hvis sammensætning skal ændres, stærkere forebyggende indsatser, når der er optræk til konflikt, internationale regler for beskatning af multinationale selskaber, lukning af skattely og fair handelsvilkår for fattige lande.
I mellemindkomstlandene skal fokus i høj grad være på politik-indsatser og i mindre grad på konkrete indsatser. Sagt lidt firkantet kan landene selv hvis de vil, men der kan være fattigdomslommer eller undertrykte mindretal – religiøse, etniske, andre – som fortjener vores støtte.
Faktisk bor 3/4 af Jordens fattigste nu i mellemindkomstlande og ikke i lavindkomstlande.
Men indsatsen skal have et bredere, strategisk perspektiv, så den konkrete indsats giver grundlag for strukturelle forandringer til gavn for de fattigste. Støtte til progressive kræfter i civilsamfundet vil ofte være en mulighed.
I de fattigste og skrøbeligste lande må tyngden ligge på konkret at afhjælpe fattigdom og at gøre det sammen med gode, nationale kræfter, som senere kan overtage og videreføre arbejdet.
Det er vigtigt at kaos-landene får hjælp til at trække sig op, og det kræver en koordineret, international indsats, ofte med en central rolle for multilaterale organisationer, men også med stort behov for, at civilsamfundet og bilaterale organisationer som Danida spiller en rolle.
Fremtidens bistand handler om at bekæmpe både fattigdom og ulighed.
—————–
Vagn Berthelsen (59) er generalsekretær for solidaritets- og bistands-organisationen IBIS og p.t. formand for u-landsforeningernes samarbejdsorgan NGO Forum. Indlægget er også bragt i dagbladet Politiken.
Kilde: www.ibis.dk
