Topmøde om udviklingsfinansiering
Fra mandag d. 13. til d. 16. juli skal verdens nationer nå til enighed om en ny aftale om finansiering af udvikling. Det foregår i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, og det er tredje gang, man afholder topmøde under FN om udviklingsfinansiering. Første gang var i 2002 i Monterrey og anden gang foregik det i Doha i 2008. Konferencen ligger i et vigtigt halvår før vedtagelsen af nye, bæredygtige udviklingsmål i september og en ny international aftale om klimaet i december. Som optakt gennemgår vi de tre primære finansieringskilder, som er i spil: traditionel udviklingsbistand, privat finansiering og skat.
Private midler er nødvendige, hvis man skal finansiere de svimlende omkostninger til de nye, bæredygtige udviklingsmål.
Derfor ser man den private sektor som en af hovedkilderne til fremtidens finansiering af udvikling, der skal diskuteres ved et topmøde i Etiopiens hovedstad Addis Ababa fra mandag.
Handel, investeringer og bidrag fra filantropiske fonde er på dagsordenen. Der er milliarder af dollars på spil.
Den nye danske udenrigsminister, Venstres Kristian Jensen, kommer også til at være ansvarlig for udvikling. Og som en af de første udmeldinger fra udenrigsministeren betoner han vigtigheden af private midler til udvikling.
”Vi kan kun løse udfordringerne, hvis vi får den private sektor involveret endnu mere”, lyder det fra Kristian Jensen i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet.
“Derfor skal vi have forbedret rammebetingelserne i udviklingslandene for investeringer og mobiliseret landenes egne ressourcer, f.eks. gennem skattesystemerne. Det vil jeg fokusere på i Addis Ababa”.
Den store udfordring bliver at koble økonomisk gevinst sammen med målsætningen om at støtte de svageste befolkningsgrupper i det globale Syd.
Erfaringerne viser, at de private milliarder sjældent når de allerfattigste.
Ifølge forhandlingsdokumentet ønsker man bl.a., at private investeringer rettes mod infrastruktur, små- og middelstore virksomheder samt miljøvenlige tiltag og vedvarende energi.
Det kan eksempelvis ske gennem samarbejde mellem offentlige og private institutioner og anvendelse af offentlige midler til at mobilisere privat kapital.
NGO’er advarer imidlertid om, at partnerskaber mellem offentlige og private instituioner omkring udvikling ofte er dyrere end traditionelle udviklingsprojekter, og at der er manglende kontrol og åbenhed med resultaterne af disse samarbejder.
Private penge og de fattige
I starten af juni var der en ophedet debat mellem to afrikanske politikere i Bruxelles. Det foregik ved en session om handel i udviklingslande ved European Development Days.
Sessionen havde meget fokus på at ændre det traditionelle billede af Afrika, som fjendligt territorie for investeringer.
Det endte imidlertid med en diskussion mellem to afrikanere om årsagen til, at investeringer udebliver.
”Afrika er ikke en jungle. Vi har behov for at ændre den opfattelse. Vi har faktisk lovgivning. Problemet er at implementere den”, sagde Luc Magloire, Camerouns handelsminister.
”Afrikas virkelige problem er dets regeringer. Det er dem, der bremser udviklingen”, mente derimod Ahmed Hamid, kommissær for handel ved det Østafrikanske Fællesskab.
Det førte til en længere diskussion, men tilbage står det faktum, at en forsvindende lille del af de internationale private investeringer ender i de fattigste lande.
778 milliarder dollars af direkte udenlandske investeringer (FDI) flød i 2013 til udviklingslandene. Det er betydeligt mere end den offentlige udviklingsbistand, der udgjorde 135 milliarder dollars.
Problemet er, at de fattigste og mindst udviklede lande kun modtog under 2 % af det gigantiske beløb.
Hvis private midler skal hjælpe med at reducere fattigdom og skabe en mere inkluderende og bæredygtig vækst, kræver det derfor, at flere investeringer bliver dirigeret hen mod de rette steder og formål.
Afkast og risiko
De rette steder er ifølge udviklingsdagsordenen særligt de fattigste lande samt små- og mellemstore virksomheder. I forhandlingsteksten er det ligeledes et ønske, at flere midler går til virksomheder ejet af kvinder.
Ved arrangementet om handel ved European Development Days blev det ofte fremhævet, at risikoen ved at investere i de fattigste lande er den største barriere.
”Investorer i EU og USA vil ofte kræve mindst 20 % afkast før de starter med blot at kigge på et projekt. Det gennemsnitlige afkast i fattige lande er måske kun 14-15 % og det er et stort hul at skulle lukke”, fortalte Luca Lazzaroli, der er generaldirektør i den Europæiske Investeringsbank.
EU har meget fokus på nationale politikker indenfor mange områder, heriblandt, at lovgivning og regulering i udviklingslandene skaber et investeringsvenligt miljø. Forudsigelighed, stabilitet og gennemsigtighed fremmer investeringer, lyder det.
EU og flere andre lande fra Nord kæmper derfor for at forpligte udviklingslandene på konkrete politikker, men udviklingslandene med G77 og Kina i spidsen står fast på, at der ikke skal være for snærende bånd for de enkelte nationers mulighed for selv at lovgive og regulere.
Partnerskaber er dyrere
Derudover mener man også, at de offentlige udviklingspenge kan mobilisere private midler, eksempelvis ved at garantere noget af investeringen.
En rapport fra Eurodad har imidlertid konkluderet, at denne form for samarbejde mellem offentlige og private er den mest bekostelige, fordi det oftest ender med, at det offentlige tager den største del af risikoen.
Desuden konkluderer rapporten, at projekterne i mange tilfælde ville kunne fungere uden offentlig støtte.
Læs Eurodad’s rapport her: http://www.eurodad.org/whatliesbeneath
Et eksempel som ofte bliver nævnt i en kritisk vurdering af partnerskaberne er et hospital i Lesotho. Hospitalet er et samarbejde mellem Verdensbanken og Netcare, et sydafrikansk firma.
Det private hospital koster imidlertid 67 millioner dollars årligt, hvilket svarer til 51 % af det fattige lands sundhedsbudget. Det er ifølge Oxfam tre gange mere end det oprindelige offentlige hospital, hvis det havde eksisteret i dag. Til gengæld forventes projektet at give 26 % afkast til ejerne.
Læs briefing fra Oxfam om hospitalet her: https://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/bn-dangerous-diversion-lesotho-health-ppp-070414-en.pdf
Derudover påpeger flere NGO’er, at der er manglende åbenhed og kontrol med de private midler og deres resultater i forhold til udvikling.
”Trods en retorisk anerkendelse af vigtigheden af gennemsigtighed og deltagelse mangler det stadig i praksis, og i nogle tilfælde har partnerskaberne skabt modstand i lokalsamfundene og undertrykkelse fra regeringens side”, lyder det i en ny rapport fra Eurodad.
Afrikas største vindmøllepark
På den anden side bliver partnerskaber om vedvarende energi fremhævet som positivt eksempel på ”blandede finansiering”.
Vestas er i samarbejde med offentlige institutioner i færd med at etablere Afrikas største vindmøllepark i Kenya. Den består af 386 vindmøller, og det har krævet massive investeringer i infrastrukturen. De samlede investeringer udgør 5 milliarder danske kroner.
Den danske klimainvesteringsfond har sammen med tre pensionskasser investeret 87 millioner kroner, mens Eksportkreditfonden stiller en garanti på 1 milliard kroner. Den Afrikanske Udviklingsbank har ydet lån og garantier for 500 millioner Euro.
Det fremgår af en artikel i Magasinet Udvikling af Jesper Heldgaard. Hvis projektet bliver en succes, viser det, at bæredygtig energi i et fattigt land med mangelfuld adgang til energi også kan leveres kommercielt bæredygtigt.
Handel
Et andet vigtigt fokuspunkt for at rejse privat kapital til udvikling er handel.
Handel skaber vækst i udviklingslandene, men der kan også være massive problemer med de etiske aspekter i forretningerne.
Det blev blotlagt for hele verden for lidt over to år siden, da fabriksbygningen Rana Plaza styrtede i grus. Over 1100 tekstilarbejdere, der var blevet tvungen på arbejde i den faldefærdige bygning, mistede livet i katastrofen.
EU og Danmark importerer tekstiler fra Bangladesh for milliarder af dollars årligt.
Siden da har der været fokus på vilkårene for tekstilarbejdernes sikkerhed i Bangladesh, men det går forsvindende langsomt med forbedringer – og man er stort set ikke kommet i gang med at kigge på de miljømæssige udfordringer i branchen.
Bangladesh indgår i det særlige Everything But Arms-initiativ, hvor de mindst udviklede lande kan eksportere til EU uden told og tariffer.
Man har også Aid for Trade-programmet, der skal støtte udviklingslandenes muligheder for at styrke handel.
Men øverst på EU’s dagsorden er at få udviklingslandene til at indføre politikker, der skaber et godt, forudsigeligt og stabilt klima for handel og investeringer.
De fleste er enige om, at det absolut ikke er innovation og kreativitet, der mangler i de fattigste lande. De er vant til at skulle begå sig i samfund med mangelfuld infrastruktur, så der skal nogle gange tænkes i alternative løsninger.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
