Fri udviklingsdata skal skabe bedre baggrund for udviklingsarbejde

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

The Open Data Initiative har samlet en lang række data og gjort dem frit tilgængelige på internettet. Alle har nu mulighed for at foretage deres egne analyser af data på mere end 2.000 finansielle, erhvervsmæssige, sundhedsmæssige, økonomiske og human development indikatorer fra 209 forskellige lande, med data, der går op til 50 år tilbage.

Af Maria Cecilie Pautsch Weischer, medlem af redaktionen, U-landsnyt.dk.

København: Verdensbankens Neil Fantom, Manager for Global Monitoring, præsenterede mandag the Open Data Initiative, som blev lanceret af Verdensbanken tidligere på året. Arrangementet blev afholdt af Kontoret for Globalt Samarbejde og Økonomi (GSØ), Udenrigsministeriet, for at gøre danske NGO’er, forskere etc. opmærksomme på de nye muligheder for at få adgang til gratis og troværdige data.

Intentionen bag the Open Data Initiative er at skabe åbne, tilgængelige og søgbare data for at sikre:
1. Åbne data: Dele værktøjer og basal information om den globale økonomi og Verdensbankens aktiviteter.
2. Åben viden: Der gør forskere, civilsamfund, studerende etc. i stand til at indsamle data, måle resultater og øge viden.
3. Åbne løsninger: For at øge samarbejdet om at finde løsninger på udviklingsproblemer.

Alle data er foreløbig tilgængelige på engelsk, fransk, spansk og arabisk og en kinesisk version vil også snart være klar. Tallene er baseret på bl.a. World Development Indicators og World Finance Indicators, og de bliver opdateret 3 gange årligt i april, september og december.

Hjemmesiden er baseret på open source værktøjet Drupal og gør brug af API teknologi således at brugeren kan bruge datasættene online og ikke behøver at downloade dem. Derudover er der udviklet en applikation til Iphone og applikationer er ligeledes på vej til både Android og Symbian styresystemer.

UDVIDET BRUG AF DATA
Da alle data nu er frit tilgængelige betyder det at andre eksterne applikationer benytter dem, f.eks. Googles søgemaskine og Google Public Data Explorer, som har oversat data fra the Open Data Initiative til 34 sprog. Dette sikrer at brugere hurtigt kan finde frem til relevant data.

Derudover er det gjort muligt frit at linke til sociale netværk såsom Facebook og Twitter og at integrere data fra http://data.worldbank.org/ i blogs og på hjemmesider i form af såkaldte widgets, som opretter en miniatureudgave af indikatordata i form af enten en tabel, graf eller et kort.

I forbindelse med the Open Data Initiative er der også indgået samarbejde med OECD om at lave siden Aidflows, som samler data fra både DAC og Verdensbanken. Siden viser tal for international udviklingsbistand og kan vises både fra donor og modtagerperspektiv.
Benyt Aidflows på: www.aidflows.org/

Et andet initiativ er det såkaldte “Mapping for Results”, som visualiserer den geografiske placering af Verdensbankfinansierede projekter på subnationalt plan. Dette giver således adgang til mikrodatasæt, og giver mulighed for sammenlægning med andre indikatorer, såsom 2015-målene for at måle resultater, sikre koordinering etc. Intentionen er derudover at kunne styrke projektplanlægningen og –implementeringen samt gøre brug af modtagerfeedback.
Brug Mapping for Results på : http://maps.worldbank.org/

KONKURRENCE FOR AT FREMME BRUGEN AF DATA
I forbindelse med the Open Data Initiative har Verdensbanken lanceret en konkurrence om at skabe nyskabende software applikationer relateret til udvikling. Applikationerne skal berøre et af 2015-målene og benytte sig af Verdensbankens data.
Applikationer skal indsendes senest d. 10. januar 2011.

Læs mere om konkurrencen på: http://appsfordevelopment.challengepost.com/challenges/78/