Friis Bach forventer at styrke samarbejdet med Uganda

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

Men det bliver ikke lige med det samme. Udviklingsministerens korte besøg i Uganda gav anledning til mange rosende ord om udviklingen i landet, men ikke alt er ganske tilfredssstillende.

Derfor vil Danmark ikke umiddelbart genoptage sin direkte bistand til statslige institutioner – den bistand, der blev suspenderet efter afsløringen i oktober sidste år af en omfattende svindelaffære i Statsministeriet, erfarer U-landsnyt.dk.

Det resultat er Christian Friis Bach kommet til efter lange samtaler med premierministeren, finansministeren og justitsministeren, også selvom premierminister Amama Mbabazi bad om dansk bistand til at styrke administrationen.

Danmark har som de øvrige berørte donorer forlangt, at de svindlede penge refunderes, at de skyldige stilles for retten, og at der indføres procedurer, så noget lignende ikke kan ske igen. Først da vil pengene igen tilflyde Ugandas regeringsapparat, og så langt er man ikke nået endnu.

Danmark skal have 10 millioner retur, men kun 5 millioner er overført til den danske ambassade i Kampala, og U-landsnyt.dk vil vide, at det resterende beløb først vil komme i løbet af et par måneder. Det er langt over den tidsfrist, Ugandas regering selv har sat for tilbagebetalingen.

Tre “uheldige” sager

Udviklingsministeren fokuserede under sit besøg på tre uheldige sager, som skæmmer samarbejdet med Uganda.

Det var ikke mindst den ovennævnte korruptionssag, hvor millioner af bistandskroner forsvandt i de forkerte lommer i Statsministeriet (Office of the Prime Minister) og aldrig kom til det nordlige Uganda, det var lovforslaget om dødsstraf til homoseksuelle (et forslag, som fremtrædende ministre siger, aldrig vil blive fremlagt og vedtaget), og det var problemerne med ejerskab til jord for to danske farmere i Uganda.

”Hvis udviklingen i Uganda skal forstærkes, skal korruptionen og misbrug af bistandsmidler bekæmpes, for det går altid ud over befolkningen – især de fattigste. Det kræver stærkt politisk lederskab, at de skyldige stilles til ansvar, og så skal Danmark selvfølgelig have de 10 mio. kr. tilbage. Det vil indgå i de drøftelser, jeg har på denne tur,” siger Christian Friis Bach ved besøgets begyndelse i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet.

Solide fremskridt

Udviklingsministeren indledte sit besøg i Uganda i den nordlige del af landet, hvor en stor del af befolkningen lever i ekstrem fattigdom blandt andet som følge af 20 års borgerkrig og har prøvet den barske tilværelse som internt fordrevne.

“Uganda er et rigtigt nært samarbejdsland, og der er sket solide fremskridt. Jeg besøgte bl.a. en økologisk bomuldsfabrik, der i partnerskab med en dansk virksomhed, på fire år har øget indkomsten for 12.000 fattige farmere i Norduganda”, siger Christian Friis Bach og peger på, at der er gode udsigter til at styrke handel og investeringer..

Homoseksuelles rettigheder

Udviklingsministeren benyttede også møderne med regeringen til at understrege den danske holdning til det omdiskuterede anti-homoseksualitetslovforslag:

”Danmark er imod enhver form for diskrimination – også i relation til seksuelle minoriteter. Jeg har noteret mig, at Ugandas regering ikke støtter lovforslaget, men hvis det vedtages, må vi overveje hvilke konsekvenser, det skal have.”

Parlamentet får skylden

Ugandas præsident Museveni har forsikret, at hver eneste shilling øremærket til det nordlige Uganda, vil blive fundet og sendt nordpå til genopbygningen.

Løftet blev givet på et møde med politiske ledere fra sub-regionen. Ifølge avisen Daily Monitor skal præsidenten også have lovet at gøre en ekstra indsats i Ancholi – sub-regionen for at bremse gryende politisk uro i opløbet.

Præsidenten skal blandt andet have lovet at hygge en teknisk skole i Amuru, en mellemskole for piger I Atiak og ffinansiere Labora Training School i Gulu, der årlige giver praktisk træning til mere end 500 arbejdsløse unge, men som mistede tilskud fra donorer efter svindel- skandalen i Statsministeriet.

Museveni giver parlamentet skylden for, at han ikke allerede havde opfyldt mange af sine løfter. Han har ikke fået bevilget penge til at indfri dem, mener han ifølge Daily Monitor.

Se foromtale af besøget: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/11-03-13/friis-bach-skal-til-uganda-og-bla-dr-fte-korruptio

For yderligere information kontakt: Lars Bøgeskov, særlig rådgiver for udviklingsministeren, tlf.: 2526 7685 eller Henrik Winther, presserådgiver, tlf.: 2449 5170