Højniveaumødet om bistandseffektivitet, som fandt sted i Busan i Sydkora i denne uge, sluttede med en fælles erklæring, som alle deltagere – herunder Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika – kunne tilslutte sig.
Dermed meldte disse lande, som hidtil har været regnet blandt verdens u-lande, sig ind i kredsen af lande, der yder bistand til verdens fattigste nationer.
Udviklingsministeren betegner det som et gennembrud, at Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika nu tilslutter sig de fælles spilleregler for god udviklingsbistand. I en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet fredag udtaler Christian Friis Bach (R):
”Det er et meget glædeligt og vigtigt skridt, som vi alle har taget i Busan. Både når det gælder samarbejdet mod fattigdom og mulighederne for at fremme menneskerettighederne”.
Friis Bach har deltaget i mødet i Busan sammen med blandt andre den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon og ministre fra over 100 lande.
”Det glædelige er, at presset for at få alle til at skrive under ikke kun er kommet fra de rige lande, som man ellers kunne forvente. Opfordringen er i endnu højere grad kommet fra de fattigste lande. Det er et klart signal om, at udviklingslandene selv er begyndt at stille krav til deres udvikling og nu selv forlanger, at donorerne giver bistand, der bidrager til åbenhed og overholdelse af menneskerettighederne,” siger ministeren.
Flere NGOer har udtrykt bekymring for, at sluterklæringen blev udvandet for at få de nye lande med ombord.
I den danske civilsamfundsdelegation deltog blandt andre politisk rådgiver i IBIS, Lars Koch. Han skriver på sin blog på U-landsnyt.dk, at kineserne skrev under efter, at der blev indsat en paragraf, der gør det frivilligt for kineserne og de andre nye donorer at implementere de vigtige principper fra aftaler i Paris, Accra og nu i Busan.
“Knæfaldet for kineserne betyder på den positive side, at de kommer ind i varmen og bliver en del af fremtidens diskussioner om, hvordan man får mere ud af bistand og skaber udvikling. Men det har samtidig betydet, at der er indgået mange kompromisser i Busan. Busan giver ikke troværdige løfter om, at man vil gøre arbejdet færdigt med at indfri løfterne fra Paris og Accra,” siger Lars Koch og tilføjer:
“Før Busan havde donorer og modtagerlande kun indfriet én ud af 13 indikatorer. Busan sætter ikke nye og mere ambitiøse deadlines og Kinas paragraf om at det er frivilligt at indfri principperne kan også blive undskyldning for mange donorer for ikke at indfri løfterne.”
Højniveaumødet, der samlede 3.000 deltagere fra omkring 150 lande, fandt sted i Sydkoreas næststørste by Busan. En meget symbolsk vært. Efter Koreakrigen modtog Busan-området den første nødhjælp. Dengang var Sydkorea et af verdens fattigste lande. I dag er Busan en højt udviklet og velstående by, og Sydkorea nu verdens 13. største økonomi.
Hovedpunkterne fra Busan er, skriver Udenrigsministeriet:
* Lokalbefolkningens rettigheder skal være omdrejningspunktet for en større del af udviklingssamarbejdet.
* En særlig ny pagt er vedtaget om udviklingssamarbejde i de mest skrøbelige stater. Det skal sikre, at også fattige i de allermest risikable og svage stater får udviklingshjælp.
* Det er sat en tyk streg under, at udviklingsbistand ikke alene kan skabe de fornødne resultater. Bistand skal derfor tænkes sammen med blandt andet handels- og investeringspolitikken.
* De nye store vækstøkonomier har tilsluttet sig det regelsæt, der også gælder de gamle donorlande. De store vækstøkonomier fastholder dog, at de både er donorer og modtagere af udviklingsbistand.
