MANAGUA, 18. Januar 2009: Fredag frafaldt Nicaraguas Højesteret alle tiltaler mod den korruptionsdømte liberale eks-præsident Arnoldo Alemán, der for syv år siden idømtes 20 års fængsel for at tilrane sig omkring 35 millioner US dollar fra Nicaraguas slunkne statskasse.
Få minutter efter stemte 21 liberale medlemmer for en sandinistisk ledelse af den lovgivende forsamling, Nationalforsamlingen, der har været lammet siden kommunalvalget 9. november. Et valg, som nationale og internationale organisationer og instanser har karakteriseret som fusk.
De to ting har imidlertid intet med hinanden at gøre, siger de 21 liberale og sandinisterne. Den køber oppositionen ikke. Arnoldo Alemán og den sandinistiske præsident Daniel Ortega har en 10 år lang tradition for at arbejde sammen i det som nicaraguanere kalder ”Pagten”.
Den har blandt andet betydet, at Alemán på et tidspunkt først fik husarrest i stedet for fængsel, og derefter fik lov til at rejse over alt i Nicaragua. Det har han brugt flittigt til at slå sin politiske position fast.
Pagten betyder, at Ortega og Alemán har delt magten imellem sig i Nationalforsamlingen, retsvæsenet og i Det Øverste Valgråd. Det var et harmonisk ægteskab (og sådan fremstilles det ofte i karikaturtegninger), indtil kommunalvalget 9. november, hvor liberale græsrødder følte sig snydt af sandinisterne.
Det førte til voldsomme sammenstød, og de liberale medlemmer af Nationalforsamlingen holdt op med at give sandinisterne den ene stemme, som de mangler for at få flertal.
Oppositionen håbede, at det var slut med Pagten, da de to partilederes magt i den situation var svækket. Så blev Højesteret, hvor de to partier har magten, imidlertid kørt på banen, Alemán frikendt og den sandinistisk dominerede ledelse valgt.
En sandinistisk dommer Rafael Solís nægtede at stemme for en frifindelse. Efter at have studeret den enorme sagsbunke, er jeg overbevist om, at Arnoldo Alemán er skyldig, og at han har fået en retfærdig dom, kommenterer han til det nicaraguanske dagblad La Prensa.
Men hvorfor skulle der 21 liberale stemmer til, når det ville have været nok med én? spørger flere medlemmer af oppositionen. De giver selv svaret: ”En del af handelen har været, at de liberale osse lægger stemmer til en grundlovændrig, og det kræver 56 stemmer, mens der kun skal 46 til lovændringer og valg af Nationalforsamlingens ledelse.”
Spekulationen er, at Daniel Ortega søger at opnå genvalg på ubestemt tid, hvilket den gældende grundlov forhindrer.
Fredag svarede de liberale medlemmer af Nationalforsamlingen vagt, når de blev bedt om en kommentar til det, men søndag stod det klart, at Ortega måske har lavet selvmål..
Politiske kommentatorer har i mange år været enige om, at Ortega mange løfter til trods, aldrig ville gå med til at Alemán blev frikendt. Så ville han ikke længere kunne bruge ham politisk. Det ser ud som om, at det var en korrekt vurdering. Med frikendelsen har Alemán genvundet sine politiske rettigheder, og nu tales der særdeles aktivt om, at han stiller op for de liberale ved næste præsidentvalg.
Samtidig begynder de liberale igen at lufte ideen om at fremsætte et lovforslag om, at kommunalvalget 9. november skal erklæres ugyldigt. De har forsøgt det før, men var ikke i stand til at samle tilstrækkeligt mange stemmer.