Hvis arter af dyr og fugle skal overleve, er det væsentligt at overvåge dem. Det er imidlertid ikke alle lande i verden, som prioriterer det lige højt.
Det koster nemlig en del penge at forske i natur og dyreliv.
Derfor glæder BirdLife International sig over en undersøgelse, som viser, at et projekt, hvor frivillige i Afrika er blevet inddraget i overvågning af fuglebestande, har været en succes.
Indsatsen er foregået i Botswana, Kenya og Uganda.
Den internationale fugleorganisation har samarbejdet med lokale partnere om at levere udstyr, ekspertise og begrænsede finansielle midler til at engagere helt almindelige mennesker i studiet af fugle og fuglebestande.
Derme giver de et væsentligt bidrag til at vurdere bestræbelser på at opnå mål for natur og biodiversitet.
Startet i 2009
Initiativet blev startet i 2009 og to gange årligt har trænede frivillige skulle registrere så mange fugle som muligt i et område.
De har rapporteret deres data til de lokale partnerorganisationer. Indsatsen har foreløbigt vist, at der et fald i fuglebestanden i Uganda, mens Botswanas fuglebestand er øget.
Projektet har også haft en positiv effekt ved at få flere til at interesse sig for fuglelivet i de afrikanske lande.