20 års partnerskab i Uganda
I seriens tredje fortælling kan du møde Peter Ogik og følge hans kamp for rettigheder for mennesker med handicap.
”Jeg blev aktiv i handicapbevægelsen tidligt, efter at jeg var igennem stærkt traumatiserende hændelser i skolen på grund af min albinisme. I min landsby var jeg den første og den eneste albino nogensinde. Både mine forældres naboer og dem, der handlede hos min familie, mente, at jeg var ”forhekset”, fortæller Peter Ogik.
Han er i dag komitéformand for ungdomsparaplyorganisationen NUDIPU Youth (National Union of Disabled Persons of Uganda), som samarbejder med og støttes af Sammenslutningen af Unge med Handicap i Danmark (SUMH).
Blev kaldt et hvidt spøgelse
I skolen blev Peter Ogik sat på bagerste bænk. Han kunne ikke se, hvad læreren skrev på tavlen, for hans syn er dårligt. I øvrigt var der ingen, der ville have med ham at gøre. Han begyndte selv at tro på, at der hvilede en forbandelse over ham, indtil en præst i landsbyen tog fat i ham.
Den kloge dreng i klassen
Peter Ogik blev snart ”den kloge dreng” i klassen, der kunne hjælpe de andre med lektier. Han begyndte at få venner, som også fandt ud af, at han ikke var farlig, eller ”smittede” dem med noget ondt eller ville ”spise dem,”sådan som mange forældre fortæller deres børn.
”Mit kald blev at kæmpe for retfærdighed for alle børn og unge, der er udstødte,” siger Peter Ogik, der kom på gymnasiet og senere også på universitetet. I 2002 fandt han ud af, at der var mange andre typer af handicap. Dog mente handicap-bevægelsen på det tidspunkt ikke, at personer med albinisme hørte til i bevægelsen.
Men Peter Ogik gik i gang med at bryde stigmatisering og udstødelse af personer med albinisme.
Han fandt sig en forbundsfælle i Fazira Kawuma, der er blind og kendt for sit dybe engagement i kampen for rettigheder til personer med handicap.
Hun er også næstforkvinde i Ugandas National Council for Disability og valgt ind i Jinjas distriktsråd. Sammen stiftede de SNUPA (The Source of the Nile Union of Persons with Albinism) i 2012, som er en af medlemsorganisationerne i NUDIPU.
Massive fordomme
Han griner og siger, at han har taget Obamas slogan til sig i sit arbejde for NUDIPU Youth: ”Yes we can”. Han ryster energisk slogans ud af ærmet:
”Diasbility is not inability. Vi kan så meget. Se mit potentiale og ikke mit handicap eller mine mangler. Jeg vil gerne anerkendes som et menneske og en person med kompetencer.”