Sidste udkald inden gambiansk brag
Dawda Jobarteh har stille og roligt nærmet sig et forrygende niveau. Faktisk lærte han at spille sin 21-strengede kora i Danmark, selv om han voksede op i landsbyen Brikama i Gambia omgivet af mestre.
Nu er han selv en mester og får i december sin ilddåb med en stadionkoncert i hjemlandet. En koncert der følger i kølvandet på hans tredje internationale album ”I met her by the river”.
Men inden afgangen er der mulighed for at se ham med den faste kvartet i garagen ved Kayak Bar, det hyggelige spillested, der er gemt i kælderen af Knippelsbro.
Det bliver stort, når den herboende stjerne folder sin stemme og kildevæld af toner ud.
Torsdag den 21. November kl. 19 – Kayak Bar, Børskaj, Kbh. K.
Højder og det glade vanvid
Der er Nordic Adventure Film Festival i Cinemateket, og her kommer vi langt ud over tryghedsgrænsen på hele to film, som portrætterer vovehalse med Himalaya på hjernen.
Af en eller anden grund er specielt mænd fra Polen besatte med at sprænge alle grænser, altså konstant at sætte nye mål, hvor det pt er populært at gøre det uden ilt og om vinteren.
Her åbner vi med en berømt ekspedition til verdens næsthøjeste tinde, og et af to 8000 meter-bjerge der fortjent bærer prædikatet Killer Mountain.
Filmen hedder The Last Mountain, men dertil er der også mulighed for se Manaslu – Spirit of the Mountain, hvor vi følger den italienske legende, Hans Kammerlander, på et berygtet bjerg i Nepal.
Der er visninger henholdsvis onsdag og lørdag. Ikke for folk med flossede nerver.
Fra Tirsdag den 19. November – Cinemateket, Gothersgade 55, København K. Se festivalprogrammet her.
Niclas og egotrippet
Ingen uge uden Niclas Knudsen. Nu dukker den alsidige mand op på Atlas i Aarhus, hvor det under parolen Alt er ego konspireres med venner som Dan Hemmer (keys), Jakob Falgren (bas) og Mads Andersen (trommer).
Her er lidt fra hestens egen mund: ”…Rejse hen over kontinenterne: indiske ragaer, amerikansk folklore, brasilianske rytmer og afrobeat bliver blandet med dansk visetradition og en masse mere..” Forvirret? Prøv mystificeret og mød op.
Det er spritnyt materiale og bliver du vild, kan du købe et signeret album bagefter.
Søndag den 24. November kl. 19 – Atlas, Huset, Vester Allé, Aarhus