To gange 25 år i IBIS

Forfatter billede

To medarbejdere i solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS kan nu fejre 25 års jubilæum

I en ung alder tabte Gitte Weise Hermansen sit hjerte til Latinamerika og besluttede, at det var her hendes vej lå.

Det er nu 25 år siden, og i alle årene har den nu 61-årige IBIS programkoordinator for Latinamerika beskæftiget sig med netop den del af verden med skiftende titler og arbejdslande.

Udover et stædigt fokus på Latinamerika og udsatte menneskers rettigheder er Gitte Weise Hermansen den i IBIS, som altid har kæmpet for ligestilling i udviklingsarbejdet. Mens titlen som kønsrådgiver er forsvundet fra visitkortet, er den i IBIS dog stadig hendes ’by heart’.

Som udsendt til El Salvador og Honduras i Mellemamerika i egenskab af rådgiver og programkoordinator har ønsket om at sætte ligestilling og ligeværd på dagsordenen altid stået skarpt i hendes optik.

Det har været et langt og til tider sejt træk, der har resulteret i, at ligestilling nu er en del af den måde, IBIS tænker udviklingsarbejde.

Det er i høj grad Gitte Hermansens fortjeneste, at der i dag er et krav om, at mindst ti procent af IBIS budget skal være direkte rettet mod at fremme ligestilling i samarbejdslandene.

Derudover har hun været initiativtager til Kønsnetværket, et forum for NGO’er med fokus på køn og ligestilling.

Styr på u-landsregnskabet

Mapperne står lige og i farveorden på Jytte Limborgs bogholderreoler hos IBIS på Vesterbro i København, hvor orden og ordentlighed betegner jubilarens daglige dont.

Garneret med en stor dosis engagement i netop u-landsarbejde går Jytte Limborg (64) til opgaverne. Sådan har det været i de 25 år, hvor hun har haft sin daglige gang på IBIS’ hovedkontor.

Jytte Limborgs grundighed og ordens-sans kan aflæses i regnskabsføringen, som netop er dét, hun dagligt har sit skarpe, og til tider skrappe, øje på. Med hendes blik på regninger, udlæg og afstemninger bliver arbejdet gjort, så revisorerne er tilfredse, og IBIS er tryg ved, at det hele går efter bogen.

Hjælpsomhed, godt humør og grønne fingre kendetegner den tidligere laborant, som på sit hyggelige og ryddelige kontor altid får plads til de grønne planter, souvenirs og livsbekræftende fotos, der fortæller om IBIS’ arbejde i Afrika og Latinamerika.

Da Jytte Limborg som 39-årig blev ansat på IBIS for første gang, var det som kontorblæksprutte i en forening med ca. 15 medarbejdere, som dengang lød navnet WUS (World University Service).

Siden er organisationen vokset, hun har uddannet sig til merkonom og siden været IBIS’ uundværlige bogholder.

Gitte Weise Hermansens og Jytte Limborgs 25 års jubilæer fejres med en intern reception på IBIS i det nye domicil nær Rådhuspladsen fredag d. 15. juni.