Genbrug til Syd: Fra Danmark til Afghanistan, Ghana og Moldova

afghanistan_credit_rebuild_aid
Danske computere fra en tidligere forsendelse deles ud i Afghanistan.
Foto: Rebuild Aid
Laurits Holdt

Genbrug til Syd (GTS) er en pulje, der yder økonomisk støtte til forsendelser af doneret, brugt udstyr til udviklingslandene. På den måde skaber puljen udvikling og bekæmper fattigdom ved strategiske leverancer at udstyr.

Puljen har eksisteret siden 1975 og hører til under Udenrigsministeriet. Ved ansøgningsrunden i august var der 30 ansøgninger og af disse er altså 19 blevet godkendt, hvilke betyder, at puljen deler næsten 2 mio. kroner ud. Det skriver Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) i en pressemeddelelse. Det er DMRU, der forvalter puljen for Udenrigsministeriet.

Mere end en container

Som altid med Genbrug til Syd spænder de 19 forskellige foreninger bredt – lige fra professionelle udviklingsorganisationer til venskabsgrupper til diasporaforeninger.

Fælles for dem er, at de er dygtige til at mobilisere deres netværk og få mange frivillige til at hjælpe med at indsamle udstyret, der skal sendes af sted.

Udstyret, der kan være alt fra symaskiner og computere til skoleborde og hospitalsudstyr, pakkes i en container og begynder herefter sin rejse fra Danmark.

Men Genbrug til Syd er meget mere end en container. Nok giver udstyret fra Danmark forhåbentlig glæde, hvor det kommer frem, men det skal også være med til at udvikle civilsamfund.

Det er nemlig et krav, at den danske forening samarbejder med en lokal partner, der er folkeligt forankret og har opbakning i modtagerlandet.
Det er håbet, at forsendelserne er med til at styrke civilsamfundet og deres evne til at gå i dialog med myndighederne. Det ser man blandt andet i Zambia, hvor skolemøbler fra Danmark er blevet brugt til at presse lokale myndigheder til at sende lærere til landsbyskoler.

Udstyret er således ikke bare brugte ting fra Danmark, men redskaber i en større sammenhæng, hvor der skabes bæredygtig udvikling til gavn for verdens fattigste.

De 19 organisationer

Esbjerg Initiative Group For Relief and Development
Partner: Afar Technology and Science College
Land: Ethiopien

Betania Kirkecenter Blåhøj
Partner: Free Pentecostal Church of Tanzania Ngaramtoni (FPCT)
Land: Tanzania

Dansk International Human Aid
Partner: Oameni Generosi
Land: Moldova

Reach Out For A Child
Partner: ROFAC – GHANA
Land: Ghana

Apostolsk Kirke Kolding
Partner: Danish Apostolic Church Mission in Zambia (DACMZ)
Land: Zambia

Rebuild Aid
Partner: Jameghor Charity Organization (JCO)
Land: Afghanistan

YaSally Charity Organisation
Partner: YaSally Charity Association
Land: Gambia

AKO (Aktive Kristnes Omsorgsarbejde)
Partner: Asociatia Obsteasca PELERIN
Land: Moldova

Nødhjælp fra Hjem til Hjem
Partner: Oameni Generosi
Land: Moldova

ØstHjælp
Partner: Oameni Generosi
Land: Moldova

SVF-Skagenskolen
Partner: Sambuyan Village Friends
Land: Gambia

Mit Syddjurs humanitære gruppe
Partner: Pen Path Civil Society.
Land: Afghanistan

FAIR Danmark
Partner: National Initiative for Civic Education – NICE
Land: Malawi

Care4people
Partner: Christian Youth Volunteers Association Trust
Land: Zimbabwe

Kirkernes Integrations Tjeneste
Partner: Advocacy for Child Justice
Land: Zambia

Friends of the Anne Grethe Schools
Partner: Anne Grethe School, Missra, Brikama, Gambia
Land: Gambia

Masanga.dk
Partner: Masanga Leprosy Hospital
Land: Sierra Leone

Østafrikas Venner
Partner: Marafiki wa Afrika Mashariki – Tanga
Land: Tanzania

Seniorer uden Grænser region Syddanmark:
Partner: Kubuneh Village Development Committee
Land: Gambia

Ansøgningsfrist igen i november

I 2013 blev Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling vært for Genbrug til Syd, og puljen har siden da gennemgået en del forandringer. Der er blandt andet blevet gennemført flere reviews, ligesom en ny hjemmeside og et nyt logo er kommet til. Derudover er puljens retningslinjer blevet revideret, så de nu aktivt spiller ind i dansk udviklingssamarbejde i henhold til Civilsamfundspolitikken.

Der er stadig midler til uddeling i 2015, så der forventes en stor ansøgningsrunde i november. Alle, der er interesserede i at give en meningsfyldt opgave til frivillige i Danmark og støtte en partners arbejde ude, er velkomne til at kontakte Genbrug til Syd for mere information.

Genbrug til Syd vil ikke offentligøre beløbene, der gives til de enkelte organisationer. Det skyldes, at beløbene for nogle af organisationernes vedkommende endnu ikke ligger fast, fordi der f.eks. endnu ikke er blevet indhentet priser på fragten.

Læs mere på www.genbrugtilsyd.dk