Efter flere år med underskud (f.eks. godt 186.000 kr. i 2004) kommer Sudanmissionen ud af 2005 med et mindre overskud på 73.816 kroner.
Bag dette tal gemmer sig imidlertid meget stor fremgang i indtægterne, både fra personlige givere og organisationens 75 genbrugsbutikker, skriver missionsselskabet i en pressemeddelelse tirsdag.
Således stiller genbrugsbutikkerne landet over med næsten halvdelen af alle indtægter.
De stigende gaveindtægter og det store overskud i Sudan Genbrug har gjort det muligt for Sudanmissionen at støtte samarbejdskirkerne i Afrika med ca. en mio. kroner ekstra i 2005.
Samtidig er der hensat 2 mio. kr., som over en årrække skal bruges til opstart af nye missionsprojekter, bl.a. støtte til afrikanske kirkers egen missionsindsats og uddannelsesstipendier til børn og unge, udtaler generalsekretær i Sudanmissionen Jens Møller Pedersen.
Det er tredje år i træk, at Sudanmissionen oplever vækst i indtægterne. De samlede indtægter er således på 15,539 mio. kr. i 2005 mod 14,783 millioner i 2004.
Sudanmissionens 75 genbrugsbutikker bidrog med knap 7 mio. kr. svarende til 44,8 procent af de samlede indtægter. Med planer om at åbne nye butikker forventes disse indtægter at stige yderligere. Omsætningen i butikkerne steg fra 15 mio. i 2004 til næsten 17 mio. i fjor.
Sudanmissionens mål er, at flest mulige penge skal bruges i Afrika.
Øget tilskud til projekter i Afrika samt besparelser i Danmark betyder, at 62,6 pct. af de samlede udgifter går til kirkernes arbejde i Afrika. Det er en pæn forøgelse i forhold til 2004. Sudanmissionens administrationsprocent er på (hele) 14,6.
Eneste større minus er en nedgang i arv fra 1,767 mio. i 2004 til kun 500.000 kr. i 2005. Sudanmissionen er dog velpolstret økonomisk med bl.a. indestående værdier i aktier og investeringsforeninger på 2,1 mio. kr. og ejerskab af flere ejendomme, fortrinsvis i Jylland, der yderst forsigtigt anslås til en samlet værdi af 3,423 mio. kr.
– Vi vil gerne udtrykke en meget stor tak til giverne og de mange frivillige medarbejdere i Sudan Genbrug. Uden deres trofaste givervilje og forbøn kan vi ikke løfte missionsopgaverne, slutter generalsekretær Jens Møller Pedersen.
Flere oplysninger hos Jens Møller Pedersen, generalsekretær, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, Tlf. 7456 2233 / 2346 8692, [email protected]
Sudanmissionen, der blev stiftet 22. november 1911, er et folkekirkeligt missionsselskab, som arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark. Sudanmissionen støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i Den 3. Verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser, plantageopbygning og radio/tv-udsendelser.
Budget: 14,5 millioner kr., 27 ansatte, 200 sudankredse og 75 genbrugsbutikker med over 2.000 frivillige medarbejdere. Domicil i Ydre Missions Hus, Nørregade 14, Christiansfeld.
Se mere på: www.sudanmissionen.dk