Lederen af den internationale fredsstyrke i Darfur, siger at den egentlige krig i Darfur er slut, skriver BBC online i dag.
Den nigerianske general Martin Agwai har været leder af styrken, der består af tropper fra den Afrikanske Union og FN, siden maj 2007 og forlader posten i denne uge.
Han siger, at de voldsomme kampe er stilnet af efter at oprørsgrupperne er blevet splittet og at der i dag mere er tale om mindre stridigheder og banditvæsen.
En Sudan-analytiker, Gill Lusk, siger dog til BBC, at generalens udtalelser er uheldige, fordi de kan give nogle den opfattelse, at Darfurs problemer er løst, hvilket i følge hende ikke er tilfældet. Hun medgiver at kampene er stilnet meget af, men mener at den sudanesiske regering kan skrue op og ned for konflikten i det omfang den finder det belejligt. Derfor kan volden hurtigt vende tilbage, mener hun
FN anslår at der er omkommet 300.000 mennesker i konflikten i Darfur, mens den sudanesiske regering siger at tallet er 10.000. Op mod tre millioner menes at være tvunget på flugt som følge af konflikten.
Læs hele artiklen: http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/8224424.stm