Sigurd Seindal Krabbe & Lise Coermann Nygaard er Danmark ungdomsdelegater til FN.
“Vi skal bevare ungdommen for at bevare naturen. Det er dem, der kan beskytte vores levesteder og biodiversitet.”
Sådan lød det fra Ecuadors præsident, Daniel Noboa, da han tog ordet ved FN’s biodiversitetskonference, COP16, i Colombia. Citatet sætter fokus på en vigtig dagsorden: Unge er ikke bare fremtidens forvaltere af naturen – vi er en kritisk del af løsningen allerede nu. Men vi skal inddrages på lige fod i beslutningsprocesserne. For ungdommen er biodiversitetskampen en kamp om fremtidens muligheder og om retfærdig udvikling.
Når vi som Danmarks ungdomsdelegater til FN deltager ved COP16, er det ikke bare for at følge forhandlingerne. Vi er her for at repræsentere den danske ungdom og sikre, at vores stemmer bliver hørt i de beslutninger, der former vores fælles fremtid. For os er ungdomspolitik politik for fremtiden, og retfærdig politik for fremtiden kræver retfærdig miljøpolitik.
Naturen er grundlaget for vores liv – endnu mere i det globale syd, hvor klimakriser og tabet af biodiversitet rammer hårdest. I disse lande er de økonomiske midler til at tilpasse sig ofte begrænsede, hvilket gør kampen for biodiversiteten endnu mere presserende.
Halvdelen af verdens BNP er baseret på naturen – ikke bare i form af fødevareproduktion og råstoffer, men i form af økosystemer, der sikrer alt fra rent vand til bestøvning af vores afgrøder. Alligevel er biodiversitet stadig en marginaliseret dagsorden.
Derfor er det både positivt og nødvendigt, at den danske delegation fra civilsamfundet og erhvervslivet er den største nogensinde til netop denne konference. Det signalerer, at biodiversitet endelig får den opmærksomhed, det fortjener – men spørgsmålet er, om vi handler hurtigt nok.
En global generationskontrakt
Karina, en landmand fra Brasilien, sagde det klart: “At være landmand er et risikofyldt erhverv.” Mange af hendes naboer har ikke taget et aktivt valg imod bæredygtighedsdagsordenen, men da der kun bliver flere og flere risici forbundet med at være landmand, kan de ikke overskue omstillingen.
Hendes valg om at blive landmand var heller ikke baseret på profit, men en beslutning om at demonstrere, at bæredygtigt landbrug er muligt, selv under ekstreme vilkår.
Men vi står over for et problem: Hvis der ikke lyttes mere til det globale syd, risikerer vi, at den allerede vaklende tillid mellem det globale syd og nord forsvinder helt. Og med 70 procent af Afrikas befolkning under 30 år i dag, vil de i 2050 udgøre halvdelen af verdens unge. Hvad der nu er en geografisk uretfærdighed, vil derfor inden længe udgøre en brudt generationskontrakt. Uden reel ungeinddragelse smuldrer troen på demokratiet og institutionerne, der binder os sammen.
Med den største ungdomsgeneration i historien hjemmehørende i det globale syd kan manglende inddragelse føre til mistillid, sociale spændinger og store protester. Ungdommen vil ikke længere stå på sidelinjen, mens beslutninger om vores fremtid træffes uden os.
Løsningen er klar: Vi skal skabe et nyt system, hvor tillid mellem generationerne bliver fundamentet, og hvor vi reelt tager ansvar for handling. Vi har ikke råd til et internationalt system, der er præget af gamle magtstrukturer og kolonial mistillid.
Skal vi sikre en bæredygtig fremtid, kræver det en global generationskontrakt, der anerkender unges værdi og rolle i løsningen af biodiversitetskrisen. Det er ikke bare nødvendigt – det er den eneste vej frem.
