Vi vidste nok godt, at det ikke stod så godt til med Verdensmålene. Men da vi i sommers var på Verdensmålsakademiet, blev vi alligevel overraskede over, hvor langt det globale samfund er fra at være på rette kurs.
I et orange rum på Roskilde Festival Højskole hørte vi for første gang om Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål – og undrede os over, at vi ikke allerede kendte til det. Det lød nemlig supergodt med et uafhængigt råd til at facilitere partnerskaber og rådgive samt holde regeringen op på det, de har lovet vælgerne – at realisere Verdensmålene.
Enhver 5. klasses-elev kan gennemskue, at partnerskaber er afgørende for at realisere Verdensmålene. Ligesom 5. klasses-elever ved, at man skal holde, hvad man lover.
Kort efter fandt vi ud af, at Rådet har ligget i dvale siden Folketingsvalget. Det undrede os, for ifølge kommissoriet beskæftiger Rådet sig bl.a. med den “grønne og bæredygtige omstilling” og “samfundskontrakten mellem samfundet og erhvervslivet”.
Enhver 5. klasses-elev, der er blevet undervist i Verdensmålene med de genkendelige pangfarverdet, kan gennemskue, at partnerskaber er afgørende for at realisere Verdensmålene. Ligesom 5. klasses-elever ved, at man skal holde, hvad man lover.
(Og for nørderne kan det desuden nævnes, at vigtigheden af partnerskaber med civilsamfund og erhvervsliv er smukt udpenslet i delmål 17.16 og 17.17 og tilmed belejligt flugter med centrale dele af bl.a. EUs Corporate Sustainability Due Dillegence-direktiv.)
Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål blevet først lanceret i 2018 og er regeringens platform og sparringspartner, når det gælder virksomheders strategiske arbejde med samfundsansvar og Verdensmålene. Da det blev gennedsat for en fireårig periode i juni 2021 for at rådgive regeringen og understøtte erhvervslivets grønne og bæredygtige omstilling, blev 19 medlemmer udpeget til at udvikle anbefalinger, men nu er deres arbejde lagt i dvale, og det er ærgerligt.
Det er en kendsgerning, at regeringerne både i Danmark og andre steder i verden ikke kan indfri verdensmålene på egen hånd. De har brug for råd, anbefalinger og partnerskaber for at nå i mål. Derfor bør Rådet, snarere end lægges i dvale, genrejses og være med til at rådgive regeringen om, hvordan vi sørger for at komme stærkt igen efter en sløj første halvleg, hvorefter vi fortsat er langt fra halvvejs i mål.
Tag ved lære af Klimarådet
Hvis Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål har brug for et forbillede, når det forhåbentlig genopstår, kan det forhåbentligt tage ved lære af Klimarådet.
Klimarådets rapporter har ved flere lejligheder brudt igennem mediemuren, ryddet avisforsiderne og synliggjort, hvor langt vi er fra at nå de mål, vi har sat for os selv på klimafronten. Det har rapporter om Verdensmålene forhåbentligt også potentialet til, og derfor har vi brug for et aktivt råd, der arbejder med at realisere dem. Det ville også være en god service for vælgerne, at de kan orientere sig efter, hvordan det går med Verdensmålene, inden de går i stemmeboksen.
I en tid med mange kriser har beslutningstagere brug for flere råd, ikke færre.
Rådet har tidligere givet regeringen allerede gennemarbejdede og bredt forankrede anbefalinger til nye bæredygtighedskrav for virksomheder og due diligence, der viser vejen til handling i en kompleks kontekst.
I en tid med mange kriser har beslutningstagere brug for flere råd, ikke færre. Og med en genrejsning af Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål sikres en national forankring af Verdensmålene, hvilket er særligt vigtigt, efter at koordineringen af regeringens arbejde med dem er blevet rykket til Udenrigsministeriet.
Der er brug for at fremme virksomhedernes samfundsansvar med engagement i Verdensmålene. Der er brug for et råd bestående af en bred kreds, så anbefalinger bliver lyttet til af regeringen. Og det findes allerede, det skal bare genrejses. Så kan Danmark igen være et foregangsland for, hvordan virksomheder arbejder med bæredygtighed og samfundsansvar, som kommissoriet også beskriver.
Lucas Honoré og Lise Coermann Nygaard er Verdensmålsambassadører og studerende ved statskundskab på Københavns Universitet. Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
